Mænd skal også se dette blodige barselsdrama – hvis de ellers kan tåle det, de små pus

Tea Lindenburgs »Du som er i himlen« chokerer med blodige barselsscener, men det er det robuste portræt af bondelivet, der bliver hængende.

Solen er så rød, mor. Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) ser i et drømmesyn blodregnen nærme sig i Tea Lindenburgs »Du som er i Himlen«. Foto: Marcel Zyskind

Du som er i himlen.

Ernest Hemingway fik nogle af sine bedste bogtitler fra Bibelen, men når filminstruktør Tea Lindeburg bruger første linje af Fadervor til sin filmatisering af Marie Bregendahls selvbiografiske roman »En dødsnat« (1912), er der konkrete grunde til det. Den fjortenårige bondepige Lise (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) beder for sin mors liv til Ham, der er i himlen, men da hun kommer til linjen »ske din vilje« bliver hun bange. For hvad nu, hvis det er Guds vilje, at moderen skal dø? Har hun så fremkaldt moderens død med sin bøn?