Kulturen bryder tidens sidste tabu: »For de fleste er det forbundet med en følelse af lavt selvværd«

Film, serier og bøger barsler i stigende grad med emner om fertilitetsbehandling. Ofte bygger de på ophavsmændenes egne erfaringer. »Vi er i gang med at revurdere vores egen natur,« siger trendforsker, der mener, at vi snart har aflivet alle tabuer.

 
Trailer til serien »Skruk«. Video: Netflix. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter en kæmpe fest stjæler den 37-årige fertilitetslæge Nana sin ekskærestes sæd i en sædbank. Tiden er ved at løbe ud, og Nana løber om kap med sit biologiske ur.

Nogenlunde sådan lyder den underliggende præmis for Netflixs nye danske serie »Skruk«, der er del af en større tendens. Netop nu barsler store dele af kulturlivet med historier om barnløshed og fertilitet.

Karen Strandbygaard har udgivet romanen »Noget du ikke ved om længsel«, Viaplay viser »Made in Oslo«, og senere på året er der premiere på Cecilie Mcnairs spillefilm »Ønskebarn«. Selv Frelle Petersens sønderjyske familiedrama »Resten af livet« er inde på emnet.

Flere af kunstnerne bagved har deres egne personlige erfaringer med opslidende og langvarige fertilitetsprocesser. Ufrivillig barnløshed er et stigende problem i Vesten, hvor stadigt flere får hjælp til at løse problemet, og måske er det med til at ændre vores forhold til naturlighed – og dermed også 'naturlige' graviditeter. Det mener Julia Lahme.

»Vi er i gang med at revurdere, hvad natur er, og dermed også vores egen natur,« forklarer trendforskeren, der understreger, at vi samtidig er ved at rive de sidste tabuer i stykker.

»For tre år siden udkom en stribe bøger om afføring, derefter begyndte vi at tale om døden. Vi, der er voksne nu, har oplevet det ene tabu efter det andet falde. Fertilitetsbehandling må være et af de sidste, der er tilbage.«                                                                                                                                                                                                   

Privat og skamfuldt

Der er tilsyneladende noget om snakken. Selvom hvert tiende danske barn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, bliver emnet sjældent delt over kaffemaskinen. Hvis snakken endelig falder på barnløshed, sker det ofte på en nedsættende eller ufølsom måde.

Det oplevede forfatter Tine Høeg, der selv gik i fertilitetsbehandling.

»Jeg er vred over, at man ofte kigger på det, at kvinden vil det så meget, på en lidt hånende måde, som noget panisk, patetisk. Netop at kvinder kan have den her kraft, er jo for fanden det, der gør, at vi overhovedet findes,« sagde hun for nylig i et interview om romanen »Sult«, der tager udgangspunkt i hendes egne oplevelser.

»Et angstanfald i slowmotion,« kalder hun processen, der varede ni måneder. Undervejs kæmpede hun med en proces, der både var enormt fysisk og samtidig både privat og skamfuld. Nu er det endelig muligt at tale om det, siger hun.

»Jeg tror, det handler om, at der endelig er kommet et sprog for noget, der tidligere har været henlagt i mørke. Der findes stort set ikke de her skildringer, og de, der findes, er blevet kategoriseret som 'kvindelitteratur'. Der mangler simpelthen værker om det her.«

Fertilitetssnak efter forretten

»Skruk«s instruktør, Amalie Næsby Fick, har været igennem et fertilitetsforløb, men fordi hun selv tilhører queer-miljøet, var hendes oplevelse anderledes. Hun startede forløbet med sin kone uden at vide, at det ville blive besværligt, og begge parter var derfor i overskud. »Når du er gift med en kvinde, ved du jo godt, at et barn kræver nogle komponenter, du ikke selv råder over,« som hun siger.

Alligevel har det undret hende, at barnløshed holdes ud i strakt arm.

»Der er ligesom to positioner. Enten er det noget, man ikke taler om, eller også handler det om, at kvinden nok har ventet for længe. Som om det er hendes skyld alene,« siger Amalie Næsby Fick. Og nævner den anden position.

Nana (Josephine Park th) bliver trøstet i en scene fra »Skruk«, der er det nyeste skud på stammen af en ordentlig omgang fertilitetsunderholdning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix/Tine Harden Photo Credit.

»Når man får et barn som to kvinder, så er der mange, der føler, at de gerne må mene en helt masse om det. Et godt eksempel er valget af donor. Det tog os flere år at vælge en donor, men fremmede skal ikke bruge mere end 10 sekunder, før de føler, at de er klædt på til at komme med et godt råd.«

Amalie Næsby Fick citerer sin medforfatter til Netflix-serien Nikolaj Feifer for at sige, at »man gerne lige vil gennem forretten, før bordherren spørger til barnløshed.«

»Selvom der er mange pudsige og morsomme ting ved fertilitet, så er der faktisk ikke noget sjovt at sige om at være ufrivilligt barnløs. For de fleste er det forbundet med en følelse af lavt selvværd, at der er noget, deres krop ikke kan bruges til. Af samme grund er vores serie ikke ude på at grine af folk, der er i fertilitetsbehandling. Komikken handler udelukkende om klinikken, der er en arbejdsplads som alle andre, og om upassende familiemedlemmer. Vi var ret bevidste om, at serien skulle være underholdende og et åndehul for dem, der selv går igennem forløbet.«

En tid med naturlige brystimplantater

Populærkulturen står næsten altid først, når der skal gøres op med tidens tabuer. Af samme grund undrer det trendforsker Julia Lahme, at de mange film og serier om fertilitetsbehandling først kommer nu.

»Jeg vil mene, at vi begyndte at aftabuisere fertilitetsbehandling for syv eller otte år siden,« siger Julia Lahme, der kalder bekymringer om barnløshed for et af tidens mest komplekse emner, fordi det påvirker så mange andre af vores livsvalg.

Skal man udskyde et jobskifte, fordi man måske snart bliver gravid, eller skal man netop købe en rejse nu, inden behandlingen sættes i gang? Samtidig er emnet også en del af en større samfundstendens, der handler om vores forhold til naturlighed.«

Tine Høeg har skrevet bogen »Skruk« om sin egen fertilitetsbehandling.»Et angstanfald i slowmotion«, kalder hun det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emilie Lærke.

»Gennem det seneste par år har vi haft mange debatter om klima og miljø, og de har også påvirket vores opfattelse af det 'naturlige'. I midten af 90erne var vi nærmest sygeligt optaget af det naturlige moderskab med langtidsamning og samsovning. Bare det var naturligt, var det positivt,« husker Julia Lahme og understreger, at det verdensbillede står for fald.

»Nu taler folk om, at de gerne vil have 'naturlige' brystimplantater, og selv grønne landmænd har maskiner og robotter.«

Ifølge Julia Lahme beviser det, at vi langsomt er ved at acceptere, at det at være menneske er mere multifacetteret end vi troede.

»Kønnet er til debat. Vi får børn, når det passer os, og går på pension, når vi vil. Det er ikke længere ét sæt regler, som alle spiller efter. Når man kan sidde i Go' morgen Danmark og tale om, at man kun vil have sex, mens man er klædt ud som My Little Pony, så er det sidste tabu vist røget«.

En ny måde at se tingene på

»Det ser ud til, at det er blevet et emne, der også finder frem til især mainstreamserier. »Skruk« er jo et rigtig godt eksempel på det, og jeg har lige set sidste sæson af »Workin' Moms«, hvor det er et af sporene, at én af kvinderne skal have barn alene,« siger Nanna Frank Rasmussen, der er talsperson for Danske Filmkritikere.

Hun betragter temaet som meget oplagt:

»WHO kalder ufrivillig barnløshed for en af de sygdomme, der rammer flest unge mennesker, så det er jo en del af det at beskrive et moderne liv. At blive forældre, er en omkalfatring af hele ens tilværelse, og hvis du så ovenikøbet først skal gennem en proces, der er fyldt af en masse ubehagelige og smertefulde følelser, så gør det bare det eksistentielle drama større,« forklarer Nanna Frank Rasmussen,  der især bemærker, at serierne er præget af et humoristisk bilk.

»Alt det, der før var præget af skam og ulykke, handler nu mere om at se det absurde, almenmenneskelige eller morsomme. Måske fordi det er noget, vi oplever som en ny og meget stor tendens.«

Det glæder trendforsker Julia Lahme.

»Når vi nedbryder tabuer, handler det ofte om at fjerne en del af den skam, der er koblet til det. I tilfældet med barnløshed og fertilitet vil mange af de nye film og serier sikkert koncentrere sig om at tage livet af den skam eller den følelse af for eksempel manglende kvindelighed, man kan føle i forløbet. Jeg håber i hvert fald, at det er den retning, det går i. Hvor man ikke reducerer et vigtigt emne,« siger Julia Lahme, før hun suppleres af Amalie Næsby Fick.

»Vi har lavet serien for at få svesken på disken, så at sige. Min kone og jeg har fået så mange spørgsmål, der har været dybt sårende, og der var et tidspunkt, hvor det virkelig påvirkede mig. Jeg har været bange for, at det også ville påvirke min søn. Måske kan serien være med til at gøre det lidt nemmere for andre i samme situation.«