Karen Strandbygaard gik gennem fertilitetsbehandling og oplevede det vildeste kontroltab: »Der er ikke nødvendigvis en belønning til slut«

Hvor høj en pris er du villig til at betale? Og hvor går grænsen for, hvad du er villig til at lægge krop til, når grænsen langsomt og næsten umærkeligt flytter sig? Forfatteren Karen Strandbygaard har selv gennemgået hårde fertilitetsbehandlinger, og nu har hun skrevet en roman om Marie, der går igennem det samme.

Karen Strandbygaard ved, hvor høj prisen er og hvor stærk længslen kan være. Et liv med karriere, parforhold, venner etc. blev slået næsten itu af fertilitetsbehandlinger og et konstant fokus på ønsket om at få et barn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det vil ikke lykkes. Intet vil lykkes. Og langsomt skrider grænserne for 32-årige Maria, der er besat af dét ene mål: At få et barn.

Alt andet fortoner sig, mens hun kæmper med sin krop og for sine drømme.

Maria bliver ikke gravid.

»Jeg ville så gerne have et barn mere. Jeg kan nærmest få den tanke, at jeg har tænkt vores søn ned i verden. Tvunget ham frem.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Og sammen med sin mand, David, kommer hun i fertilitetsbehandling. Men heller ikke dét lykkes, og de mange forgæves forsøg ender med at slå alvorlige sprækker i kærligheden og i et liv med fuldt blus på den akademiske karriere, venner, lejlighed midt i København og rejser rundt til eksotiske steder i verden. De har det hele. Næsten.

»Noget du ikke ved om længsel« er titlen på forfatteren Karen Strandbygaards seneste roman, der udkommer på tirsdag. Et psykologisk drama om en kvinde, hvis liv ryger helt ud af kurs, da hun bliver offer for sin egen voldsomme længsel.

I romanen udforsker Karen Strandbygaard, hvad fertilitetsbehandling kan gøre ved en kvindes krop og psyke. For hvor høj en pris er man villig til at betale? Og hvor går grænsen for, hvad man er villig til at lægge krop til, når grænsen langsomt og næsten umærkeligt flytter sig?

Det er romanens gennemgående tema sammen med hele fundamentet, der driver læseren gennem fortællingen: Længslen.

Voldsom oplevelse

»Man kan ikke gradbøje kærlighed til sine børn, men man kan måske gradbøje taknemmelighed.«  Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Karen Strandbygaard skriver fra et sted dybt inde i sig selv. Hun ved, hvordan det føles ikke at kunne få det, man ønsker sig mere end noget andet.

»Min egen historie ligger langt fra Marias, men vi var også i fertilitetsbehandling, og både da jeg var i behandling med vores første barn og senere også med vores andet barn, syntes jeg, at det var en meget voldsom oplevelse og tænkte: Hvorfor er der ikke nogen, der taler noget mere om, hvor hårdt det her er?

For det var der ikke rigtigt for 13 år siden, da vi var i behandling første gang. Det har heldigvis ændret sig, og der er mere fokus på det nu. Jeg var selv heldig at have veninder, der gik igennem det samme som mig, og det var en stor trøst og hjælp, men jeg manglede litteratur, som beskrev, hvordan det var at være i den krop, der ikke kunne blive gravid. Derfor har jeg hele tiden vidst, at jeg ville skrive om det. Men jeg vidste også, at jeg skulle have det på afstand for at kunne gøre det.«

Enten skal man selv have prøvet at være i fertilitetsbehandling, mener Karen Strandbygaard, eller også have været tæt på nogle, der har været det, for at forstå, hvor hårdt det kan være at stikke sig med hormoner, have taget æg ud og lagt æg op.

»Der er selvfølgelig nogle, der kommer let igennem, men for rigtig mange er der meget fysisk ubehag og smerte forbundet med behandlingen. Samtidig er det også belastende følelsesmæssigt,« forklarer hun og konstaterer, at noget af det hårdeste ved at være i fertilitetsbehandling er, at der er en risiko for, at man aldrig får det barn.

At der ikke er nogen garanti, uanset hvor mange behandlinger, man går igennem, og uanset hvor meget, man tror på det.

»Der er ikke nødvendigvis en belønning til slut. Samtidig bliver du hele tiden nødt til at forestille dig, at du får det barn. Du bliver nødt til forestille dig det liv, du gerne vil have, for ellers kan du slet ikke holde ud at være i behandling. For hver gang, det ikke lykkes, bliver faldet dybere og dybere.«

Kan ikke stå imod

For Karen Standbygaard er Marias stærke ønske om at blive mor til dels kulturskabt og har noget med vores samfund at gøre, og hvad vi er opdraget til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

For romanens Maria er det den stærke og voldsomme længsel efter et barn, der fører hende ud i nogle mørke og dunkle hjørner, hun aldrig har været i før.

»Den længsel, jeg beskriver i romanen, behøver ikke nødvendigvis at være efter at få et barn, man kan også længes voldsomt efter et bestemt menneske. Men for Maria er længslen som en flod, der river alt muligt med sig. Den har sit udspring et sted dybt inde i hende, som hun ikke har mødt før. I Marias tilfælde truer længslen med at rive hende selv med. Hun er ved at miste fodfæstet, fordi hun ikke kan stå imod.

Det er en rædselsfuld situation, hun befinder sig i. Hun er fanget i et øde land, hvor den eneste vej ud igen er via hendes egen krop. Den krop, der ikke vil det, hun gerne vil. Det er et fængsel at være i. Og noget af det, der gjorde bogen svær at skrive for mig, var, at jeg igen blev tvunget til at være i det meget klaustrofobiske rum sammen med Maria.«

For Karen Standbygaard er Marias stærke ønske om at blive mor til dels kulturskabt og har noget at gøre med vores samfund, og hvad vi er opdraget til.

»Når man gerne vil have et barn, har man alle mulige forestillinger om at være mor, og det er med til at forme ens længsel. Alle de billeder, man har af et bestemt liv. Al den omsorg, man gerne vil give. Den første skoledag med ny skoletaske og stive fletninger, alle børnefødselsdagene, konfirmation og studenterfest. Hvis man har besluttet sig for at få et barn, så er det meget let at forestille sig det liv, der følger med.«

I de perioder, hvor Karen Strandbygaard selv var i fertilitetsbehandling, mødtes hun med andre kvinder i samme situation og oplevede på den måde, hvad der skete for flere af dem. Hun tror, at der under alle billederne er noget andet og noget mere, der er med til at gøre længslen så voldsom.

»Måske er det længslen efter at virkeliggøre billederne, der ramler sammen med noget andet, som jeg faktisk er ret sikker på er en drift. Dyret kommer frem i os, fordi vi også er dyr, der gerne vil formere os.«

Karen Strandbygaard ved, hvor høj prisen er og hvor stærk længslen kan være. Et liv med karriere, parforhold, venner etc blev slået næsten itu af fertilitetsbehandlinger og et konstant fokus på ønsket om at få et barn. Det har hun skrevet en bog om: Noget du ikke ved om længsel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Det vildeste kontroltab

Forfatteren mener ikke, at fertilitetsbehandling er blevet nemmere af, at vi lever i en tid, hvor mange prøver at undgå hormoner i alle mulige andre sammenhænge. Hvor folk holder op med at tage p-piller og bruger øko-produkter, fordi de ikke vil have hormonforstyrrende stoffer.

»Pludselig opdager du: Okay, alle de her sunde valg har jeg foretaget. Men nu skal jeg sidde hver aften og skyde en anden slags hormoner ind i min krop, så jeg kan mærke, at min krop ændrer sig. Den svulmer op, og det gør ondt. Jeg får det skidt, og jeg ændrer mig psykisk. I forhold til, hvor meget fokus der de senere år har været på at tage ansvar for vores egen krop, læse ingredienslister og undgå det ene og det andet, så er det det vildeste kontroltab at skulle acceptere en skrap hormonbehandling og tro på lægerne, når de siger, at det ikke er skadeligt for dig på længere sigt.«

Karen Strandbygaard og hendes mand var så heldige, at de pludselig blev naturligt gravide med datteren Lili, der i dag er 11 år, efter at være stoppet med fertilitetsbehandlinger. Karen Strandbygaard husker, at hun var kommet meget fortumlet og forslået ud af de fertilitetsbehandlinger:

»Jeg tænkte: Det skal jeg skrive om, for det var så voldsomt. Samtidig synes jeg, at det er vigtigt at få det beskrevet, fordi det er noget, der fylder rigtig meget i vores tid. Hvem ved, hvordan det er om 20 år? Måske har vi fået endnu sværere ved at reproducere os. Måske har lægevidenskaben fundet nye veje, så den nuværende fertilitetskrise ikke længere er et problem. Men lige nu fylder det meget for mange. Hvert tiende barn kommer til verden ved hjælp af IVF, så jeg synes, at det er vigtigt at forsøge at sætte ord på, hvilke konsekvenser det har for den enkelte.«

Udover selve den voldsomme længsel efter et barn har Karen Strandbygaard været optaget af de grænser, hun har set flytter sig hos kvinder, der har svært ved at blive gravide.

Vi giver dig lidt flere hormoner

Karen Strandbygaard ved, hvor høj prisen er og hvor stærk længslen kan være. Et liv med karriere, parforhold, venner etc blev slået næsten itu af fertilitetsbehandlinger og et konstant fokus på ønsket om at få et barn. Det har hun skrevet en bog om: Noget du ikke ved om længsel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Noget af det, der sker for nogle i fertilitetsbehandling, er, at de bliver nødt til at tage et skridt væk fra deres egen krop for at kunne holde det ud. Du bliver fremmedgjort for din egen krop, og så er det måske lettere at lade grænserne flytte sig. Det er det, der sker for Maria.

De fleste par siger: 'Vi skal lige have lidt hjælp til at blive gravide.' Men det der 'lidt' hjælp kan hurtigt ændre sig. For næste gang siger lægerne: Vi giver dig lidt flere hormoner. Eller: Vi bliver lige nødt til at fjerne den cyste, eller vi bliver lige nødt til at gøre det eller det. Og pludselig er dine grænser flyttet, fordi det hele tiden kun er lidt og gradvist. Imens tænker du: Okay, hvis jeg gør det, er jeg måske et skridt nærmere at få et barn. Men du kommer meget hurtigt derud, hvor du, hvis du var blevet spurgt fra starten af, havde sagt højt og tydeligt: Nej!«

En af Karen Standbygaards veninder, som også har været i fertilitetsbehandling, oplevede, hvordan hendes grænser havde flyttet sig.

»Hun havde været udsat for et indgreb, hvor hun bagefter sagde, at mens hun lå på lejet, havde hun haft en følelse af at være en del af et af  et nazistisk raceprogram. Hun lå der med benene oppe i bøjlerne, og der kom læger ind med nedkølede stålrør med celler, som var sat sammen i et laboratorium og nu skulle op i hende. Det var så fremmedgørende for hende, som noget kan være.«

Ud over at have en datter på 11 er Karen Strandbygaard også mor til en søn på syv. Men hun og hendes mand var lige ved at opgive at få et barn mere efter at have været i fertilitetsbehandling endnu engang.

»Jeg har en søster, som er halvandet år yngre end mig, og vi er meget tætte. Det bedste, jeg overhovedet kunne give vores datter, var en søskende, tænkte jeg. Men efter fire IVF-forsøg var vi tæt på at give op. Lægerne tvivlede også på, at det kunne lade sig gøre. Jeg var heller ikke sikker på, hvor langt jeg ville gå. Måske var jeg allerede gået for langt. Maria i romanen er besat. Det var jeg formentlig også. Jeg ville så gerne have et barn mere. Jeg kan nærmest få den tanke, at jeg har tænkt vores søn ned i verden. Tvunget ham frem.«

Et lys for Jomfru Maria

Forfatteren mener ikke, at fertilitetsbehandling er blevet nemmere af, at vi lever i en tid, hvor mange prøver at undgå hormoner i alle mulige andre sammenhænge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

I en alder af 39 blev Karen Strandbygaard naturligt gravid med sønnen.

»Det var ret vildt, så man kan vel konkludere, at vores odds var dårlige, men omvendt er der stadig meget, videnskaben ikke ved endnu om fertilitet.«

Da lægerne havde givet en form for dom og bedt Karen Strandbygaard og hendes mand om at gå hjem og tænke over situationen, valgte de at tage en tur til Paris. Her gik hun ind i  Sacré-Cœur-kirken og tændte et lys for statuen af jomfru Maria.

»Jeg sagde: Du skal hjælpe mig. Jeg skal have en søskende til min datter. Senere blev jeg gravid. Men jeg tror nu ikke, at det er jomfru Maria, der har givet mig et barn. Men jeg tror, at jeg var nået dertil, hvor jeg ikke havde andre veje at gå end at forsvinde ud af mig selv, hvis man kan sige det sådan. Forskningen, videnskaben og lægerne kunne ikke hjælpe mig, så jeg skulle hen til et andet sted.«

Når man spørger Karen Strandbygaard, om hun elsker sine børn højere, fordi de var svære at få, ryster hun på hovedet. Hun elsker ikke sine børn højere, end andre gør.

»Den gradbøjning kan man ikke foretage. Men måske er jeg mere taknemmelig, uden at jeg kan jeg vide det.  Man kan ikke gradbøje kærlighed til sine børn, men man kan måske gradbøje taknemmelighed.«