Jeg kan ikke lide at sove sammen med mine børn.
Jeg hader det faktisk.
Deres sparkende fødder i ansigt eller mave 25 gange på en nat skaber ikke et livsdueligt menneske. Hyggen ved at sove sammen er ofte kortvarig, fordi de i søvne hurtigt får møvet deres krop på tværs af voksensengen.
Dagen efter kan man se sig selv - radbrækket og i gnavpot-gangart - slæbe sig på arbejde med små, blå mærker på kroppen.
Det er ikke sin sag at sige det højt i disse tider, hvor opdragelseskampen er rykket helt ind i soveværelset.
Fortæl mig, hvordan du sover med dit barn og jeg skal fortælle dig, hvem du er.
Velkommen til ”Games of søvn”.
I det ene ringhjørne står de forældre, vi kunne kalde for samsovning-mafiaen. Det er de mødre og fædre, der køber en kingsize-seng for at rumme hele familien og hver nat sover i ske med de små, fordi vi som pattedyr er skabt til at være et konstant kuld.
De hylder den amerikanske opdragelsesfilosofi »attachment parenting«, hvor børnene skal være tæt på den voksnes krop i længst mulig tid.
Deres modstandere er dem, vi for jævnbyrdighedens skyld kunne benævne for sov-selv-mafiaen.
De forældre, der stædigt holder børnene ud i strakt arm fra soveværelset, fordi de vil have dobbeltsengen i fred.
Det er dem, der hvæser, når barnet kalder ”mor og far, jeg vil ind til jer” klokken tre om natten og krydser fingre for, at de små ikke kan finde vej i mørket.
Det er dem, jeg er en del af.
Spørgsmålet er såre simpelt: Skal børn sove alene? Svaret har vist sig at være utroligt ladet med følelser.
På sitet Videnskab.dk følte man sig for nyligt kaldet til at gennemgå forskningen på området, da en tidligere artikel om børns sovevaner havde afstedkommet en heftig debat.
Gennemgangen viste, at der ikke findes generelle sandheder på området. Forskerne kan ikke entydigt sige, om det er godt eller dårligt at sove sammen med de små.
Mine damer og herrer, kampen er afblæst.
Når forældre landet over alligevel vedbliver med at debattere emnet, afslører det (igen), at moderne mødre og fædre er skælvende espeløv. Vi ved ikke engang om, børn hører til i det rum, der af parterapeuter bliver fremhævet som det mest sakrale af dem alle: Soveværelset.
Velvilligt sluger vi ubegrundede ammestueråd fra nettets mørke hjørner i hobetal og læner os godtroende op af halve videnskabelige studier, der taler mest til følelserne: Ti gode grunde til, hvorfor du skal sove sammen med dit barn.
En meget brugt frase blandt nutidens mødre hedder, at ”barnet selv skal sige fra”. Man ammer, sover tæt, slukker alt lyset kl. 19 hver dag og gør alt muligt andet, imens man afventer signal fra de små.
Det kolliderer med eksperters gentagne opråb om, at forældre skal stå mere fast og sige lidt mere nej til deres børn.
Slaget om sovevanerne rækker derfor ind i en langt større samfundsdebat om, hvilket opdragelsesideal vi efterstræber.
I mere fattige, forhistoriske dage sov alle mand i familien på ét skindtæppe. I dag har en del af os flere værelser at gøre godt med og pludselig er sengetid blevet en kompliceret affære, vi læser en masse symbolik ind i.
Jeg bryder mig ikke om at sove sammen med mine børn.
Jeg kender nemlig mennesker, der i dag åbent erkender, at det var det første skridt hen imod skilsmissen, at de aldrig fik opsagt børnenes permanente lejemål i forældrenes dyner.
Hvor de aldrig fik spurgt hinanden: Hvad laver børnene egentlig i de voksnes seng?