Det er min mor, den er rivende gal med.
Da landets børn i 1987 begyndte at ringe anonymt ind til Børns Vilkårs dengang nyoprettede telefonlinje, var det ofte familien, de rettede skytset mod:
Far slog. Mor drak. Far lyttede ikke. Mor var hård.
Når rådgiverne på BørneTelefonen i dag modtager opkald fra børn og unge med ondt i sjælen, er det ofte om et problem, der begynder med »jeg«.
Et stilfærdigt vidnesbyrd om, hvordan børn i dag anser dem selv for at være den skyldige.
»Børn talte dengang ikke særlig meget med forældrene om, hvad der foregik. De lukkede bogstaveligt talt døren ind til teenageværelset. Det kan jeg huske fra min egen ungdom. Forældrene lagde nogle faste rammer for deres børn. I dag står børnene alene til ansvar for en masse af de valg, de træffer,« siger direktør Rasmus Kjeldahl.
I denne uge fylder BørneTelefonen 30 år. Den har i alle årene fungeret som et talerør til de udsatte børn, der er blevet mishandlet og omsorgssvigtet af deres forældre – og man laver til stadighed indberetninger til kommunerne, når en grum sag melder sig.
Rasmus Kjeldahl fortæller, at der er børn i dag, der ringer inde fra et skab, fordi de er rystende bange.
Men de andre opkald om angst, stress og ensomhed skriver historien om, hvordan forholdet mellem børn og voksne har ændret sig markant.
»Det hed sig engang, at forældrene var medbeslutningstager i børnenes liv, indtil man blev 18 år. De bestemte, hvornår du skulle komme hjem. De havde eksempelvis også stor indflydelse på den uddannelse, du valgte. Nutidens forældre coacher dig i stedet som en hjælp til at træffe valget. Det er en form for selvledelse, der i dag rammer børn helt ned i seksårs-alderen,« lyder det.
»Jeg har mistet alle mine veninder og nu føler jeg mig også rigtig ensom. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har holdt en pause fra de sociale medier, men det hjælper ikke...Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.« Pige på 17 år, BørneTelefonen.
Fortroligheden er et nyt fænomen. De voksne var ikke nogle, man kunne adressere kæresteproblemer, mobning og uvenskaber overfor i børneland.
Selvom forældrene har trængt sig ind på børneværelset i italesættende øjenhøjde, er det dog kun på overfladen, at distancen er blevet mindsket, mener direktøren.
Børn fortæller på telefonlinjen i dag om, hvordan de bevidst afholder sig fra at dele med mor og far, hvad der egentlig foregår på sociale medier som Snapchat og hvor udbredte nøgenbilleder er.
»Vores børn er blevet vores gode venner, og vi blander os jo heller ikke alt for meget i vores venners liv. Respekten for barnets individ er gået hen og blevet meget hellig. Vi vil jo ikke blokere for barnets sociale liv. Det skaber bare en fremmedgørelse. Vi tør ikke sætte en hånd i det, og det betyder, at vi voksne ikke fatter, hvad børnene bliver udsat for på sociale medier. Som forældre er vi meget langt væk fra en del af vores børns liv, der er utrolig vigtig for dem selv,« siger Rasmus Kjeldahl.
I BørneTelefonens første år begyndte forældrene også at ringe ind. De ville høre, hvad deres børn havde talt om.
Og de talte i et så stort omfang, at de blokerede telefonlinjen for de børn, der rent faktisk havde brug for hjælp fra en rådgiver.
Derfor oprettede man også ForældreTelefonen. Her i 2017 er planen at skrue endnu mere for rådgivningen på den linje, fordi man kan se et stigende behov i forhold til skilsmisser.
Rasmus Kjeldahl er selv blevet overrasket over, hvad nutidens forældre kan finde på at spørge om.
»De giver udtryk for en tvivl om, hvad der er ok i hverdagslivet med børn og hvad der ikke er. Vi har altså forældre, der ringer ind for at spørge om det er ok at tage iPaden fra deres eget barn. Og selvfølgelig må de da det. Forældrene er usikre i forhold til, hvor de skal sætte grænser. Hvad er normal adfærd?«
Spørgsmål som det peger på, at de voksne selv lever et kaotisk og informationsbelastet liv, hvor der er kamp om opmærksomhed. Det liv bliver overbragt til børnene, der på BørneTelefonen også fortæller om krav til en konstant udvikling.
»Vi er måske ikke særligt gode til at hjælpe barnet i den situation. Der er en afmagt: Hvad er vores rolle som forældre? Hvad skal vi i skole-hjem-arbejdet? Hvad er vores rolle i forhold til normer og adfærd?«
Er vi for naive omkring, hvordan vores børn går rundt og har det?
»Vi bilder os nok ind, at de har det godt. Det handler i et vist omfang også om vores egen trang til selviscenesættelse af vores liv som en succes. Opfattelsen er jo, at du som forælder ikke er en succes, hvis du har et barn, der bliver mobbet i skolen. Du er ikke en succes, hvis dit barn er selvskadende. . Hvis man kun poster fotos på Instagram af det pæne liv, er det irriterende, at man har en datter, der går og snitter i sig selv.«
Han kalder det selv en nutidig klassiker på BørneTelefonen. Et barn ringer ind for at fortælle, at det bliver mobbet. Rådgiveren spørger: Har du sagt det til mor eller far?
»Ofte er svaret ja. Men forældrene har svært ved at høre og reagere på børnenes nødråb. De siger: Vi må lige tage den senere. Senere kommer bare aldrig. Forældrene tjekker emails og der er altid en skærm tændt. Vi opfordrer børnene til at skrive noget så gammeldags som et brev og lægge det på hovedpuden i soveværelset. Nogle forældre har virkelig svært ved at erkende, at deres familie ikke er perfekt,« siger Rasmus Kjeldahl.
»I dag har jeg nogle at gå sammen med i skolen med, men jeg bliver altid valgt til sidst, når vi skal lave gruppe arbejde og jeg føler aldrig, jeg dur til noget. Jeg har mistet lysten til at leve og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg græder mig selv i søvn næsten hver aften og tænker på, hvordan verden ville være så god uden mig.« Pige 14 år, BørneTelefonen.
BørneTelefonen blev oprettet for at få børnene i tale. Det første år modtog man 105 opkald.
Nutidens børn har ingen problemer med at bruge ord. Sidste år var antallet af opkald 41.627.
Det er blevet mere legitimt at tale højt om følelser, og de søger information fra en tidlig alder. Mens telefonlinjen var nok tilbage i slutningen af 80erne, har organisationen i dag planer om at oprette en Youtube-kanal, hvor rådgivere kan fortælle om forskellige problemstillinger.
»På den måde er der kommer noget godt ud af, at børn i dag har fået et psykologisk sprog – og det er især pigerne, der byder ind. Drengene er også begyndt at lære det af pigerne og min forventning er, at drengene begynder at manifestere sig mere hos os. Men drengene er mere utålmodige – hvis der er ventetid på telefonen og det er der jo nogle gange, så lægger de på. Pigerne vil godt vente. I stedet søger drengene selv information på nettet.«
Ensomhed fylder mere i børnenes opkald. Det samme gør stress, selvskade og angsten for ikke at slå til. Børn i dag er blevet optagede af deres indre liv.
»Nogle børn trives godt med den selvstændighed, mens andre slet ikke kan agere i den. Vi hører fra børn, der bare har lyst til at forsvinde – den tendens er desværre på kraftig fremmarch. Det knytter jeg til, at de orker ikke at gøre sig gældende i konkurrencen og de orker ikke at leve op til kravene. Børnene bliver ramt af meningsløsheden.«
Alt det bekymrer direktøren for Børns Vilkår. Det er tegn på, at børnene føler sig pressede og ikke magter det moderne liv.
Det liv, hvor problemerne begynder med »jeg«.