Barbara Hoff Esbjørn kender godt overskrifterne om angst.
Om det stigende antal voksne danskere, der bliver diagnosticeret med angst.
Om de mange danske børn og unge, der får hverdagen sprængt i stykker, fordi de er bange og ikke tør gå i skole eller lege med vennerne.
Professoren fra Københavns Universitet er til dagligt leder af Center for Angst, hvor man behandler børn og unge med den psykiske lidelse igennem samtaler og forsker i angsten.
Hun er ikke bekymret over overskrifternes ordlyd. Hun er alarmeret over, at man fra samfundets side ikke tager folkesygdommen mere alvorligt.
»Folk spørger mig altid om, hvorfor der er så mange, der har angst og hvad det egentlig er? Vi ved godt, hvad angst er. Det vi ikke ved er, hvordan vi får tilbudt en kvalitet og tilgængelighed, der gør de angstramte raske. Vi er villige til at acceptere hvad som helst som behandlinger af børn og unge. Men kvaliteten af dem er meget svingende.«
Hun sammenligner det med, at en patient med ondt i knæet heller ikke bliver opereret hos en hjertespecialist.
»Man sender børn og unge af sted til en psykolog i håbet om, at så kan vedkommende »jo snakke lidt med dig om det«. Eller de bliver henvist til en samtale med en lærer, der har været på et hurtigt to-dages-kursus i angst, fordi man på skolen ikke ved, hvad man ellers skal stille op. Der findes også et hav af kurser og foredrag.«
Sammen med kollegaer er hun i færd med at skrive en håndbog til forældre om angst, der udkommer til november. Det er nemlig ikke kun systemet omkring de angste børn og unge, der udviser rådvildhed. Forældrene er også på ukendt terræn og forveksler angsten med blandt andet autisme eller særlig sensitivitet.
»Det er derfor, at mange børn og unge ikke får den rigtige behandling. Måske slår forældrene barnets angst hen med, at barnet blot er meget eftertænksomt eller modent af sin alder. Det er desværre heller ikke et ukendt fænomen, at børn bliver diagnosticeret med autisme på trods af, at de rent faktisk har en socialfobi, som jo kan behandles igennem samtaler. I stedet ender en masse børn i dyre specialskole-tilbud og ender med at koste samfundet dyrt.«
Som forsker oplever hun, at det er vanskeligt at trænge igennem med budskabet om, at angst er en sygdom, der er helt anderledes i sin form end den almene ængstelighed, vi andre kan opleve.
»Angst er i den forstand nemt at forstå. Vi kender alle én eller har selv oplevet, at man har kriller i maven før en eksamen eller jobsamtale. Og vi kender de ængstelige tanker om at miste sit job eller klare sig dårligt. Men angst forhindrer dig altså i at leve et helt normalt liv.«
Der er ifølge hende ikke forskning, der tyder på, at der er kommet flere reelle angstdiagnoser hos børn og unge end før. Men professoren tror, at der er flere som bliver diagnosticeret end tidligere, fordi man taler mere åbent om sygdommen.
I dag lider mellem fem og ti procent af alle danske børn af angst – og det er ikke kun en dansk tendens. Et større amerikansk studie fra 2014 viser, at når man når op i 26 års alderen, så vil 23 procent på et eller andet tidspunkt i deres liv have opfyldt kriterierne for angst.
»Der er også sket en stigning i antallet af angstsymptomer – blandt andet fordi det ikke længere er et tabu. Men jeg oplever også, at der er sket et skred i den måde vi voksne er sammen med vores børn på. Før gav en voksen sin livserfaring videre til barnet og opdrog det indenfor nogle bestemte rammer. I dag spørger man barnet: Hvad vil du? Det kan give bagslag. Vi har i forskning set, at selvstændighed hos de mindre børn faktisk øger risikoen for angst, hvis det ikke bliver givet til dem på alderssvarende vis,« siger hun.
Kan man høre på et barn, at det har angst? Hvis man lytter godt efter, er det muligt. Et angst barn kan eksempelvis sige til sine forældre, at de skal huske at slukke lyset om aftenen, fordi læreren har fortalt, at man ikke skal bruge for meget strøm. Det går ud over miljøet og med den globale opvarmning vil det få isbjørnene til at dø.
»Det er jo en meget lang og ængstelig tankerække, der kører rundt i hovedet. I det barns hoved hedder det: Hvis jeg ikke får mor til at slukke lyset, dør isbjørnene. Udadtil virker de som gammelkloge børn, der er meget perfektionistiske– og de voksne ser måske ikke deres angst, fordi de ikke virker direkte bange. Men børnene kæmper, fordi de har taget et voksenansvar på sig.«
Barbara Hoff Esbjørn giver et andet eksempel. Forældrene spørger barnet: Hvad har du lyst til at lave i weekenden?
»Den voksne tænker, at det i realiteten er lige meget, hvad vi laver sammen. Målet er at hygge sig sammen. Et barn med angst vil tænke, at det nu har ansvaret for familiens ve og vel. Pludselig bliver der lagt et ansvar over på barnet, som aldrig har været intentionen fra familiens side.«
Igennem de mange behandlingssamtaler med børn og deres forældre på Center for Angst har professoren iagttaget en udvikling, der rækker ind i den større samfundsdebat om børneopdragelse. Hun ser børn, der har den klare selvopfattelse, at de bestemmer i familien. Hun ser voksne, der er blevet usynlige for deres eget afkom.
»Det er et ansvar, de bakser med. En af de faktorer vi ved, der vedligeholder børns angst, er forældres tvetydighed. I behandlingen arbejder vi derfor meget med tydelighed: Jeg vil gerne have, at du gør det og det. Der må ikke være smuthuller. Forældrene må opfinde en ny autoritet. Der skal altså være en statsminister i familie-demokratiet.«
Der er grund til at være kritisk overfor den anerkendelsesbølge, der skyllet ind over børnenes liv, hvor man konstant taler om barnets følelser, mener hun.
»Vi siger til barnet: Kan du ikke lide det her? Så må du hellere lade være. I stedet kunne man sige: Jeg ved godt, at du er bange. Men jeg ved også, at du rigtig gerne vil kunne det her. Jeg synes også, at det var meget svært at gøre, da jeg var lille. Men jeg klarede det.«
Forældre kan ikke skabe angst hos et barn. Men forældre kan vedligeholde angsten. Det samme kan lærere eller pædagoger. Ifølge Barbara Hoff Esbjørn sker det ofte på den måde, at man får bygget en masse beskyttende stilladser rundt om barnet.
»Er du bange for at spise kød? Jamen, så spiser vi tofu i stedet. Er du bange for at cykle? Jamen, så henter vi dig i bil. Barnet kan gå med angsten i meget lang tid, før det hele ramler. Vores samfund er nemlig blevet mindre tilbøjeligt til at stille krav til børn. Jeg har mødt børn, der ikke går i skole, fordi de ”ikke har lyst”. Det føles ubehageligt, siger de. ”Jeg har ikke lyst” er blevet et validt argument for børn i dag,« siger hun.
Livet er ikke en dans på roser. Den klichefyldte frase mener Barbara Hoff Esbjørn, at alle forældre bør gentage for deres børn.
»Den der selvbestemmelse og du skal selv mærke efter, hjælper ikke vores børn. Det meste af livet er faktisk helt neutralt. Vi mangler at fortælle vores børn, at man også kan overleve de dage, hvor der egentlig ikke sker det store.«