En halv million kiggede med, da DR lørdag aften sendte den flot anmeldte dokumentarfilm »Kandis for livet« på DR.
Efterfølgende har mange – også fra den såkaldte kulturelite, som normalt foragter dansktopgenren – på Facebook udtrykt udelt begejstring for filmen, som tegner et medfølende socialt portræt af en række af dansktopbandet Kandis' mest dedikerede fans, mennesker med svære forudsætninger i livet.
Katrine Daugaard, der er tidligere dansktopsanger i bandet Fede Finn og Funnyboyz, er ikke én af dem.
»Hvor er det tragikomisk, at kultureliten pludselig har opdaget, at der også kan være dybde og mening i dansktop. I årtier har kultureliten grinet og udskammet dansktopbranchen,« skriver hun på Facebook.
Hun er konservatorieuddannet i rytmisk sang fra Syddansk Musikkonservatorium og har forladt dansktopbranchen. I dag driver hun Lehnshøj Bed & Breakfast ved Svendborg og er folketingskandidat for Liberal Alliance på Fyn.
Hvorfor tror du, at dokumentarfilmen om et dansktopfænomen pludselig har skabt begejstring hos nogle medlemmer af den såkaldte kulturelite?
»Det er jo ikke musikgenren og dens kvalitet, som er oppe at vende i filmen. Den handler om det, som dansktopgenren kan, og det belyser den virkelig godt. Det er en genre, som er altomfavnende og skaber glæde hos nogle mennesker. Filmen handler ikke om dansktoppen som et kunstnerisk produkt, men om musikken som et middel til bringe folk sammen og skabe glæde og dans. Det er jo dér, dansktoppen adskiller sig fra andre genrer, og det viser filmen virkelig fint,« siger Katrine Daugaard.
Mange har grinet og hånet
Hun peger på, at nogle kritiserer filmen for at udstille de mennesker, der holder af Kandis-Johnny og dansktopgenren.
»Filmen skildrer forskellige fans, lige fra tre svagtseende brødre til en mand, som har siddet i fængsel og bliver gift og har forsangeren i bandet Kandis, Johnny Dahlgaard Hansen, med som musiker til brylluppet. Dansktoppen favner et meget bredt publikum, men jeg synes ikke, at filmen udstiller de mennesker, som den følger. Den giver et nuanceret billede af dem og er med til at skabe forståelse og omsorg, og det er fint, for mange har bare grinet af og hånet de mennesker, som holder af genren.«
Er den såkaldt dårlige smag pludselig blevet godkendt?
»Nej, det tror jeg ikke. Mange vil stadig synes, at fagligheden og det kunstneriske udtryk i dansktopgenren er lav, og sådan er det også. Men derfor kan man jo alligevel godt have respekt for genren, og det tror jeg, at filmen er med til at skabe,« siger Katrine Daugaard.
Genren er jo ret bred – mener du generelt, at niveauet er lavt?
»Jeg elsker dansktoppen, især dansktoppen i gamle dage, og dengang var niveauet højere. Men jeg synes desværre, at man skal lede længere og længere efter kvalitet.«
Hvordan forklarer du, at toneangivende mennesker fra den såkaldte kulturelite på Facebook pludselig går ud og udtrykker varme følelser for filmen?
»Måske har de fået øje på noget, som de ikke har kunnet se tidligere, og det er dejligt. Men der er også en tendens til, at man vil vise, at man er et godt menneske. Kulturelitens optagethed af »Kandis for livet« lugter langt væk af, at dansktoppen nu bliver taget under deres vinger og skal være en del af »de korrekte holdninger«. Pludselig skal dansktoppen puttes i kategori med udsatte minoritetsgrupper som homoseksuelle og indvandrere, som det er synd for. Der må jeg bare sige ellers tak! Dansktoppen klarer sig ganske godt uden kulturelitens blåstempling. At de pludselig ser dens kvaliteter er på tide og siger altså umådelig meget om deres snæversynethed og fordomsfuldhed.«
Øjenåbner for kultureliten
Katrine Daugaard har i en årrække arbejdet i pop- og rockbranchen og sluttede af med fire år som dansktopsanger.
»Det er fatalt for en konservatorieuddannet musiker. Man ser ned på det, og du lukker alle døre til rockbranchen, når du gør det. Jeg synes på mange måder, at kultureliten har nogle holdninger, som de ikke selv lever op til. De har et billede af sig selv som rummelige, gode og venstrefløjsagtige. Men deres syn på dansktoppen viser, at det er de ikke, når det kommer til stykket«.
Hvad synes du selvom filmen?
»Den er flot og smuk. Den kaster et omsorgsfuldt blik på nogle mennesker, som normalt er udstødte, og som folk griner ad og betragter som dumme og lavkulturelle. Musik bliver jo brugt som pædagogisk middel mange steder i vores samfund, og det bliver det også her. Jeg håber, at filmen er en øjenåbner for kultureliten. Den viser, at musik giver omsorg og glæde, og hvorfor skal det kun være for dem, som lytter til jazz og klassisk musik?«
