5 stjerner: Er det corny, når Kandis kalder sig »rejsende i livsglæde«? Ja, for pokker. Men det er åbenbart rigtigt

Dokumentarfilm om dansktopkongen Johnny Hansen og hans disciple tegner et følsomt og empatisk portræt af mennesker, der lever og ånder for Kandis – helt uden at pege fingre eller gøre nar.

 
Trailer for Kandis for Livet Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når dokumentarfilm er allerbedst, åbner de døre ind til verdener og miljøer, du ikke kender. Og måske ikke engang anede eksisterede. Sådan en film er »Kandis for livet«.

Jeg elsker musik, har mere eller mindre konstant en plade roterende på afspilleren derhjemme og forlader aldrig huset uden at have musik i ørerne.

Jeg vidste godt, at de var store på »Dansktoppen«, men jeg kan ikke påstå nogensinde at have hørt mere end 30 sekunder af en Kandis-sang.

Det er der så til gengæld rigtig mange andre, der har. Kandis med Johnny Hansen i front har solgt over 1,5 millioner album, har modtaget 52 guld- og platinplader og har en fanklub med omkring 3.000 betalende medlemmer.

Det er nogle af dem, vi møder i »Kandis for livet«, der på en måde er et portræt af dansktop-kongen Johnny Hansen, men lige så meget en fortælling om de mennesker, hvis liv roterer om Kandis.

Selvmordstanker

Der er blandt andet den kejtede unge mand Jonas, der efter sin fars død overvejede selvmord, men i stedet begyndte at gå til Kandis-koncerter med sin mor, blev bandets stik-i-rend-dreng, måske for første gang følte sig nyttig og nu er ved at finde sin vej i livet.

Der er Susan fra København, der vist nok er forelsket i Johnny, men har gjort op med sig selv, at livet er et lotteri med vindere og tabere, og at hun er en af taberne.

Der er de tre ældre, blinde brødre fra Aalborg, som i sig selv er en Søren Ryge-dokumentarserie værdige – hvis de optrådte i en fiktionsfilm, ville man givetvis tænke: »Arh, okay, de er lidt for urealistiske, dem der«.

Der er den utroligt ihærdige fan Henning, der har en Kandis-tatovering på overarmen og passer Johnny Hansens afdøde kones grav, selvom Johnny Hansen ikke selv kommer der.

Der er Søren Strøm, en førtidspensioneret landmand, som har boet sammen med sin mor, og efter hendes død måske nok ville blive diagnosticeret med en depression, hvis han var sådan én, der gik til lægen. Til gengæld finder han glæde i Kandis. Ligesom René, en tidligere stofmisbruger og kriminel, der hørte Kandis i smug i fængslet.

Og så er der selvfølgelig Johnny Hansen himself, som efter mere end 30 år på »Dansktoppen« tydeligvis stadig kan blive paf over, hvor dedikerede hans fans er.

Paradoksalt nok er Johnny Hansen måske den, man i mindst grad kommer tæt på i dokumentarfilmen. Ikke fordi han virker lukket, tværtimod. I en interessant interviewbid fortæller han åbenhjertigt om, hvor vred han stadig er på sin kone, der begik selvmord og efterlod ham og to teenagedøtre alene tilbage.

Og måske er der i virkeligheden ikke så meget bag facaden. Johnny Hansen virker i hvert fald oprigtigt forvirret over spørgsmålet »Hvad er forskellen på Kandis-Johnny og Johnny?« Og svarer uden tøven: »Der er ingen forskel«.

Dokumentarfilmen forsøger ikke at overbevise om, at Kandis’ musik er stor kunst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camera Film.

Ingen ironisk distance

»Dansktoppen«-musik har siden genrens fødsel været hånet og latterliggjort, og det ville også have været nemt for filmens instruktør, Jesper Dalgaard, at holde emnet og sine karakterer ud i strakt arm.

Man kunne sagtens have gjort lidt grin med det hele og haft en ironisk tø-hø-distance til Kandis, for guderne skal vide, at det havde været nemt.

Eller man kunne have lavet noget usmagelig svælgen i udsatte menneskers liv, så alle vi med nogenlunde styr på sagerne kunne sidde og gyse: »Godt, det ikke er mig« – som DR for eksempel er blevet kritiseret en del for på det seneste.

I stedet møder »Kandis for livet« sine karakterer med en enorm empati og respekt, og det er ægte rørende at være med til.

Man skal eksempelvis være en virkelig hård hund, hvis man ikke får sig en lille tudetur i scenen, hvor Søren Strøm brænder sin afdøde mors tøj, der har ligget i plasticposer i månedsvis, fordi han ikke kan bære tanken om at aflevere det til Røde Kors og risikere at støde på nogen oppe i byen, der »render rundt i min mutters båwser«.

Det samme gælder fortællingen om den tidligere kriminelle René, der var i gang med at begå selvmord, mens han hørte Kandis-sangen »Hotel Himmel«, men fortrød i sidste øjeblik. Og senere fandt sin store kærlighed og til brylluppet bliver overrasket af Johnny Hansen, der kommer og spiller præcis samme sang.

Og så er det i øvrigt utrolig sympatisk, at filmen ikke forsøger at piske en diskussion om lavkultur vs. finkultur op. Den forsøger heller ikke at overbevise om, at Kandis’ musik er stor kunst. Den konstaterer bare helt lavmælt og følsomt, at dansktopmusik gør en forskel for nogen.

Det kan da godt være, at det er corny, når Kandis kalder sig for »rejsende i livsglæde« – men kan det ikke være lige meget, når det nu er rigtigt?

Se traileren til »Kandis for livet« her:

»Kandis for livet«. Dokumentar, 85 minutter. Instruktion: Jesper Dalgaard. Med: Johnny Hansen m.fl. Premiere 23. september i biografer landet over.