Jeg skød mig selv i virtual reality

To unge filmmænd har med hjælp fra et vodkamærke skabt hybridprojektet »Doom Room«, hvor du oplever døden gennem virtual reality og efterfølgende guides gennem efterlivet. Projektet skal nedbryde din krop og fremprovokere dine følelser, lyder det.

Foto: Thomas Lekfeldt. På Chateau Motel i Indre By kan du opleve hybridværket »Doom Room«, hvor du gennem virtual reality og performancekunst ser døden i øjnene og efterfølgende rejser gennem efterlivet. »Doom Room« er realiseret af det kunstnerdrevne produktionsselskab Makropol og filmskaberen Jesper Dalgaard, som har skrevet og instrueret værket.
Læs mere
Fold sammen

Jeg er 24 år og otte dage gammel, da jeg stikker et gevær i munden og trykker på aftrækkeren.

Det er godt nok ikke min egen mund, der omslutter sigtekornet, eller mine hænder om geværets løb. Det er en virtuel krop, jeg begår selvmord i. Kroppen tilhører en mand. En jæger. Det er gennem hans øjne, jeg for en stund betragter verden.

Under akten befinder jeg mig i virkeligheden på natklubben Chateau Motel i Indre By. Et par store VR-briller vejer tungt om mit ansigt, og det samme gør saften fra det svinehjerte, der kort forinden lå i min højre hånd. Jeg er inde i »Doom Room«. Et hybridt projekt af virtual reality, performancekunst og installationskunst.

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

To mænd står bag min virtuelle død. Mads Damsbo, 32 år, og Jesper Dalgaard, 27 år. Førstnævnte er producer og startede produktionsfirmaet Makropol for fem år siden. Jesper Dalgaard er instruktør og manuskriptforfatter til »Doom Room« og er færdiguddannet fra filmskolen til sommer.

Et åndssvagt manuskript

Projektet startede for et halvt år siden, da Chateau Motel kontaktede Mads Damsbo for at indgå et samarbejde. Der var to benspænd. Projektet skulle indeholde virtual reality, og så skulle oplevelsen foregå i natklubbens lokaler på Knabrostræde i indre København. Det takkede Mads Damsbo ja til, og kort efter begyndte Jesper Dalgaard at skrive.

»Det er det mest åndssvage manuskript, jeg nogensinde har skrevet,« siger Jesper Dalgaard, da jeg et par dage finden min egen tur i »Doom Room« taler med de to filmmænd i Makropols lokaler i Kødbyen.

»Vi vidste fra start af, at oplevelsen skulle bygges op som en guidet meditation. I den sammenhæng er dødsfaldet sekundært, men nødvendigt for at slippe de frie associationer løs og opløse de fysiske rammer. Ingen ved, hvad der sker efter døden. Der eksisterer ingen naturlove eller sociale regler, hvilket gør det muligt at nedbryde kroppen og nedbryde selvet,« fortsætter han.

Da jeg befinder mig i »Doom Room«, post-selvmord, bliver jeg ført på en rejse gennem efterlivets mange versioner. Min krop står stille, tror jeg, mens mine øjne bliver konfronteret med nøgenhed, erotik, hajer og et virvar af kendte og ukendte ansigter. Til sidst er jeg i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er virtuelt.

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

»I konstruktionen leger vi med dit forhold til din krop, dit forhold til virkelighed og dit forhold til intimitet. Vi forsøger at fremprovokere grundlæggende følelser, der for nogens vedkommende genererer eksistentielle overvejelser. Det er meget forskelligt, hvor vores grænser er placeret, men det er meningen, at det skal være en fordomsfri oplevelse, hvor du kan lade dine følelser få frit spil,« siger Jesper Dalgaard.

»Det er en moderne søgning efter mening«

»Doom Room« ikke skabt for at provokere, siger Mads Damsbo. Oplevelsen skal fungere som et trygt frirum, hvor den enkelte deltagers følelser og tanker omkring døden bliver fremprovokeret.

»Vores generation dyrker ikke spiritualitet på samme måde som vores forældres generation gjorde. Vi griner lidt af yogabølgen, men vi savner måske alligevel noget, der åbner op for vores sanser og får os til at tænke over nogle af de spørgsmål, vi normalt ikke taler om. Det er en moderne søgning efter mening.«

Oplevelsen i »Doom Room« starter allerede inden VR-brillerne kommer på. Jeg sidder sammen med en håndfuld andre deltagere og kigger måbende på en nøgen kvinde, der rækker hver af os et svinehjerte. Efterfølgende skal vi knæle foran hende og drikke en ukendt væske. Det er et indvielsesritualet, vi skal gennemføre, før vi får lov at træde ind i næste rum.

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Den nøgne kvinde er én af flere performancekunstnere, der fører hver deltager gennem oplevelsen. Deltagerne fungerer som værkets hovedpersoner, og derfor ændrer oplevelsen sig lidt fra aften til aften, siger Jesper Dalgaard.

»Hver gang vi afvikler »Doom Room«, føler jeg, at vi er på optagelse. Værket afhænger af, at der sker en udveksling mellem performere og deltagere. Derfor varierer oplevelsen, alt efter hvad deltagerne bringer med ind i det.«

Finanseret af vodka

Mads Damsbo kalder oplevelsen en hybrid mellem flere kunstarter. Det er den slags projekter, hans firma Makropol specialiserer sig i.

»Hvorfor skal film altid vises i biografen på et fladt lærred? Hvorfor kan vi ikke opleve film på andre måder? De projekter, vi laver i Makropol, er inspireret af ny teknologi, af teater, performance og internettets muligheder. Det er legeplads, hvor vi udvikler forskellige kultur- og underholdningsprodukter. Min drøm er, at vi en dag kan være frontløber for en ny måde at opleve og tænke kultur på.«

Men »Doom Room« er ikke kun en anden måde at opleve film på. Hele projektet kom også til verden med »alternativ finansiering«, som Mads Damsbo kalder det.


Det er virksomheden I AM VODKA, som også sælger deres produkt på Chateau Motel, der har finansieret projektet. Hvis ikke en finansiering var kommet fra en privat virksomhed, var det aldrig blevet til noget , mener Mads Damsbo.

»Normalt har den slagne vej for filmkunstnere været gennem filminstituttet, Statens Kunstfond eller lignende institutioner. Hvis man er blevet et kendt navn, kan man måske tjene lidt penge, men generelt halter den danske filmindustri. Dette projekt koster kun en brøkdel af, hvad det koster at producere en spillefilm. Alligevel har vi haft udsolgt. Det er interessant, fordi det viser, at alternative filmprojekter har et eksistensgrundlag.«

Fra hånd til hjerte

Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Filmduoen fik finansiering og frie hænder. De regner med at søge lignende finansiering til andre projekter i fremtiden.

»Det er en sindssygt spændende og effektiv måde at lave projekter fra hjerte til hånd. Det er også en måde, hvorpå vi kan undgå at stagnere bagerst i køen med andre uerfarne filmfolk,« siger Jesper Dalgaard.

Han og Mads Damsbo og planlægger at rykke projektet videre, Når »Doom Room« har haft sin gang i indre by.

»Nu har »Doom Room« et liv på Chateau Motel, men det kan også have et liv på andre natklubber i indland og udland,« siger Mads Dambo.

»Den kan også vises på filmfestivaler, på kunstfestivaler eller på museer. Måske kan vi en dag udgive den på internettet. Et projekt som det her kan i fremtiden have et liv på uendelig mange platforme.«

Pludselig kan jeg mærke en berøring. En person holder mine hænder blidt og fører mig rundt om et hjørne. Mit udstyr bliver forsigtigt løftet væk, og jeg kigger direkte ind i en nøgen brystkasse. En ung fyr står og smiler til mig. »Velkommen tilbage« siger han og giver mig et kram.

»Doom Room« kan opleves på Chateau Motel fra onsdag 8. februar til lørdag 11. februar.

Billetter kan købes her.