Dit ansigt er enestående. I realiteten har ingen andre lige netop din kombination af øjeafstand, næseform, læbestørrelse, øjenhuledybde, kindben og smårynker.

Dit ansigt er med andre ord dit meget synlige og evigt omvandrende ID-kort. Hvilket kan bruges og i høj grad misbruges.

Tirsdag præsenterede Apple sin hidtil mest avancerede mobiltelefon, iPhone X.

Den har ingen »hjem«-knap med fingersensor. I stedet skanner den på et splitsekund med bl.a. en »prik-projektør« (lær navnet!) og et infrarødt kamera dit ansigt i forbløffende detaljer, hvorved en unik matematisk 3D-model af lige netop dig dannes.

Dermed er du identificeret, mobilen lukker op – og du er i princippet klar til at handle på nettet med Apple Pay eller lignende.

I disse år udvikler software til ansigtsgenkendelse sig med forrygende hast.

Så hurtigt går det, at det er begyndt at udvikle sig til det, som tidsskriftet The Economist kalder for »det ansigts-industrielle kompleks«. Det vil sige en kraftigt voksende millard-dollar-branche, der arbejder på at udvikle software, som kan genkende millioner af ansigter og forbinde dem med brugbare data.

Det er først og fremmest Kina, som er bannerfører for udviklingen. Her man færre etiske overvejelser samt manglende lovgivning om privatliv, hvorfor overvågningskameraer i stigende grad er forbundet med enorme fotodatabaser, hvorved ansigter kan forbindes direkte med ofte meget personlige oplysninger.

Nøjagtigheden er forbløffende. I dag kan software tilkoblet et overvågningskamera i op til 99 ud af 100 tilfælde identificere en tilfældig person i gadebilledet korrekt – bare personens portrætfoto er i databasen. Og det vil det i mange tilfælde være, i hvert fald i Kina.

Her har regeringen en billeddatabase med ca. 700 millioner individer svarende til godt halvdelen af hele befolkningen, og flere og flere private og offentlige virksomheder og institutioner i landet har adgang til den.

Oplysningerne anvendes til talrige formål, flere af dem nærmest bizarre. I Beijing bruger myndighederne dem eksempelvis til at identificere borgere, der stjæler toiletpapir i nogle af byens offentlige toiletter. I en anden megaby, Shenzhen, bruger man dem til at udstede bøder til borgere, som er fotograferet, mens de går over for rødt i fodgængerovergange.

Og overalt, bl.a. ved indgangen til talrige hoteller og boligblokke, er kineserne blevet vant til kortvarigt at stoppe op foran et digitalt kamera. Når man er genkendt, går låsen automatisk op, og man får adgang.

På samme måde anvendes ansigtsgenkendelse i stigende grad kommercielt. Eksempelvis kan de 450 mio. brugere af den kinesiske ehandels-gigant Alibaba foretage online betalinger ved at tage en selfie på deres mobil, og i kinesiske Kentucky Fried Chicken-restauranter kan kunder betale ved blot at smile til et kamera.

Udviklingen går langsommere i Europa, især pga. bekymringerne for privatliv og sikkerhed. Men de økonomiske interesser er så enorme, at ingen heller her på kontinentet kan vide sig sikker på ikke at blive genkendt på et overvågningskamera.

Ifølge avisen The Guardian anvender europæiske luksushoteller i stigende grad ansigtsgenkendelse til at identificere VIP-gæster, når de træder ind. På den måde bliver man hurtigere i stand til at yde celebriteter og velhavere en udsøgt personlig service. Og allerede i 2015 viste en undersøgelse, at 59 pct. af alle modebutikker i Storbritannien brugte teknologien i en eller anden form.

Hvis er person er identificeret i en bestemt butik, kan virksomheden efterfølgende sende kunden målrettede reklamer med gode tilbud.

Dermed er vi dag stort set nået til virkeliggørelsen af Steven Spielbergs 15 år gamle science fiction-film »Minority Report«, hvor Tom Cruise konstant får smidt personligt målrettede reklamer op på store skærme.

Sikkerhedseksperten Stephan Engberg, der bl.a. fungerer som digital sikkerhedsrådgiver i EU, er bekymret for den hastigt stigende anvendelse af såkaldte biometriske data, herunder ansigtsgenkendelse, som nøgle på mobiltelefoner.

»Det kan som udgangspunkt være udmærket at anvende biometri som nøgle på mobiltelefoner. Dit ansigt er et meget komplekst kodeord, og vi kan ikke huske komplekse kodeord. Men biometrien bør aldrig stå alene som nøgle. Den bør altid blandes med noget andet, som du selv kan kontrollere,« siger han og advarer om, at en moderne mobiltelefon er designet på en sådan måde, bl.a. via dens kamera, at man reelt har mistet personlig kontrol over den.

»Din telefon er blevet de store firmaers spyware på dig, og den giver dig ikke kontrol over din egen identitet,« fortsætter Stephan Engberg, der også står bag innovationsvirksomheden Priway.

Han mener, at vi i dag er kommet langt ud over virkeliggørelsen af George Orwells Big Brother-samfund i klassikeren »1984«:

»Det, vi har lavet med digitaliseringen, er systemer, der altid overvåger os. Når Google og Facebook formår at få især unge til konstant at tage og ’tagge’ billeder af hinanden, så fungerer de unge som spioner for dem. Problemet er, at med »1984« blev folk skræmt for tidligt. I dag har folk hørt, at ulven kommer så mange gange, at man ikke længere ser, at man reelt er ved at blive slagtet. Den eneste løsning synes efterhånden at være at sætte tape henover kameralinsen.«

Imens fortsætter den teknologiske udvikling med stormskridt, herunder med briller med kamera og indbygget augmented reality, som lægger et kunstigt lag oven på virkeligheden.

Hvis en sådan brille via wifi er forbundet med en stor billeddatabase, vil man i princippet kunne gemme sig toget eller i en stor folkemængde, mens brillen konstant skanner mennesker og leverer detaljer om deres identitet.

Ja, alt peger tilmed på, at ansigtsgenkendelsessoftware i stigende grad kan levere præcise analyser af menneskers helbred, sindstilstand og endda seksuelle orientering.

Det amerikansk-israelske firma FDNA har således lanceret en app ved navn Face2Gene, som forsøger at diagnosticere sjældne sygdomme alene ved hjælp af ansigtsanalyser. Teknologien bag kaldes dysmorfologi og er ifølge virksomheden mere træfsikker end selv den mest erfarne læge.

På lignende vis har Facebook patenteret en teknologi, der via kamera sporer brugerens aktuelle sindstilstand. På den måde kan indholdet i ens feed, ikke mindst reklamer, målrettes ens humør nu og her.

Men det mest opsigtsvækkende er nok, at software til ansigtsgenkendelse angiveligt er i stand til med rimelig stor sikkerhed at afgøre, om mennesker, især mænd, er homoseksuelle eller heteroseksuelle.

Softwaren er udviklet af forskere på Stanford-universitetet i USA og er ifølge The Economist baseret på godt 35.000 billeder af knap 15.000 personer på et amerikansk datingsite, ligeligt fordelt mellem seksuel orientering og køn.

Mindst fire ud af fem gange kunne programmet korrekt afgøre, om en mandsperson på et billede var bøsse eller ej. Præcisionen var ikke helt så god med hensyn til kvinder, men i forhold til mennesker er programmet udstyret med en lang større seksuel træfsikkerhed. Om man så må sige.

Forskerne bag erkender dog, at præcisionen ikke er lige så stor, når deres program fodres med tilfældigt udvalgte mennesker, der har angivet deres seksuelle orientering – frem for med profilbilleder fra et datingsite, hvor brugerne må formodes at gå ekstra højt op i deres seksualitet.

Men eksemplerne illustrerer tydeligt, at vi kun står på tærsklen til en digital (u)virkelighed, hvor det i stigende grad bliver umuligt at gemme os. Med mindre vi konstant begraver hovedet under dynen.

Og hvor svindlere vil tage stadigt mere avancerede metoder i brug for i overført forstand at stjæle vores ansigter med det formål at bruge vores identitet. Med tilhørende kreditkort.

Mission Impossible er ikke længere fiktion.