Man hører ret ofte, at teamet bag Facebook har været inde og censurere i opslagene. Jeg husker flere eksempler på opslag, som er blevet slettet, og profiler, som er blevet sat i karantæne, fordi der er blevet ytret noget, som i Facebooks øjne ikke var gangbart.

Man kan fra sidelinjen opfatte det som rimeligt nidkært, for det fordrer jo, at Facebook-politiet gennemlæser hele svadaen, og det er immervæk 67 procent af danskerne, der er på Facebook. På den anden side er det betryggende, at de værste opslag bliver luget væk. Det er trods alt et socialt medie, og alene den betegnelse burde forpligte til omgængelighed.

Men når man så detaljeret kan følge med i, hvad danskerne mener og skriver, hvorfor kan man så ikke lade den samme censur omfatte de efterhånden mange annoncer, der popper op på Facebook? Her tænker jeg helt konkret på, at flere af annoncer viser sig at være fra fup-firmaer.

For et par dage siden så jeg en annonce for el-biler til børn. Altså legetøj. Det så fornuftigt og professionelt ud, og jeg var interesseret. For en sikkerheds skyld googlede jeg dog det pågældende firma, inden jeg afgav bestilling. Og her blev jeg ledt ud på en markvandring med mudrede teorier om, at det er et fup-firma.

Når vi bruger Facebook, har vi nogenlunde garanti for, at vi ikke bliver stødt på manchetterne. Men vi har ingen garanti for, at vi ikke bliver snydt, så vandet driver. Det ligger vel i den menneskelige natur at konkludere, at når Facebook passer så godt på os, når det gælder ringeagtende ytringer, så må de vel også gøre det, når det gælder snyd og bedrag?

IT-kriminalitet er i stærk stigning. Var Facebook ikke et godt sted at starte med en præventiv indsats?