Ligesom alle andre medier viser sociale medier kun et udsnit af virkeligheden. Men hvorfor taler vi om sociale medier som modsætning til virkeligheden?

»Jeg ville jo aldrig sige sådan til dem i virkeligheden.« Denne undskyldning høres ofte, når folk bliver konfronteret med de forfærdelige/hadefulde/voldelige ting, de skriver om og til andre på Facebook. Men Facebook er ikke et parallelt univers eller en fiktiv eventyrverden – det er et virkeligt, offentligt forum for rigtige mennesker.

Alt, hvad du skriver på Facebook, skriver du i virkeligheden. Det er dig, der skriver det. Du kan til hver en tid blive bedt om at stå til regnskab for det. Hvis Lars Løkke Rasmussen skrev i en lukket Facebookgruppe, at nogen skulle skydes, kunne han så slippe af sted med at sige, at han aldrig ville sige sådan »i virkeligheden«? Forhåbentlig ikke.

Mange mener tilsyneladende, at det, man skriver, ikke skal tages lige så alvorligt som det, man siger. Det er mærkeligt, for oftest forholder det sig præcis modsat.

I verbal kommunikation er det faktiske indhold kun en del af forståelsen, og en stor del ligger i kropssprog, mimik, tonefald, øjeblikkets omstændigheder osv.

Alt det falder bort i skriftlig kommunikation. Her er der kun indholdet. Det skrevne ord vil derfor ofte veje tungere og blive taget mere alvorligt end det talte ord.

Hvis en forbipasserende råber noget grimt efter mig på gaden, er det ubehageligt, men det er trods alt hurtigt overstået. Hvis nogen på Facebook skriver noget grimt om mig, så står det der også efter fem minutter, fem timer og fem dage, og jeg kan igen og igen blive mindet om, at nogen ikke vil mig det godt. Og selvom jeg er bedøvende ligeglad med, hvad en tilfældig fremmed mener om min person, kan det ikke være rart at få bøjet i digital neon.

Facebook har et medansvar

Der er dem, der mener, at grovheder på grupper som den nu lukkede Offensimentum ikke skal tages så alvorligt.

»De unge kan godt kende forskel. De går jo heller ikke rundt og skyder folk i virkeligheden, selvom de gør det i computerspil.«

Men på hvilket grundlag kan man sammenligne skydespil og Facebook? Hvor ked af det blev den animerede figur i computerspillet, da han blev skudt sammenlignet med, hvor længe en teenager skal døje med psykiske mén efter at være blevet hængt ud på nettet?

Jeg køber simpelthen ikke den præmis, at Facebook som privat virksomhed selv må bestemme, hvad de vil tillade på deres platform. For Facebooks platform er verdens største offentlige forum, og derfor skal de være deres ansvar bevidst og skride ind, hvis der foregår ulovligheder, krænkelser og opfordring til vold. Det er vel ikke så meget anderledes, end hvis man ejer et diskotek.

Dermed ikke sagt, at det kun er Facebooks ansvar at moderere digital chikane og mobning. Det er i meget høj grad vores alle sammens ansvar, at det er trygt at stikke næsen indenfor på de sociale medier.

Vi mangler spilleregler

I al kommunikation er der uskrevne regler. For eksempel at man afslutter et brev med sit navn, at det er uhøfligt at nægte at give hånd, at man ikke råber folk ind i hovedet osv.

De uskrevne regler medfører en almen accepteret og anstændig opførsel, som gør det lettere for os alle sammen at kommunikere og i det hele taget bare omgås hinanden.

Desværre er udviklingen gået så stærkt, at vi ikke rigtig har nået at udvikle de uskrevne spilleregler for kommunikationen på sociale medier, måske lige bortset fra at vi hurtigt blev enige om, at Facebooks prikke-funktion var træls. Hvorfor skulle man ikke forsøge at begrænse røvhulsadfærd på sociale medier? Hvorfor er det så svært at forstå, at man også i det virtuelle rum skal opføre sig ordentligt?

Undskyldningerne for ikke at gøre noget ved den dårlige digitale opførsel er mange. Det er som sådan forståeligt nok, at man ikke går i rette med de digitale svinehunde for ikke selv at blive det næste mål for deres kaskader af lort. Men stiltiende samtykke er også en slags bifald. Medløberen er ikke bedre end mobberen.

»Vi kan alligevel ikke gøre noget ved det,« siger vi. Men er det nu rigtigt? Vi kan da begynde med at lade være med stiltiende at acceptere, at det findes. Vi kan sige højt og ofte, at den slags ikke har nogen gang på jord, og at de, der er med til det, ikke må komme med til vores fødselsdag.

Og hvorfor så det? Fordi vi ikke accepterer den slags opførsel uden for Facebook. Hvis vores børn opfører sig uacceptabelt »i virkeligheden«, skrider vi ind med skældud og sanktioner. Men med den alt for hurtige udvikling af sociale medier har vi sovet i timen.

Det er på tide at vi begynder at insistere på, at der her gælder de samme regler for almindelig anstændig opførsel, som vi forventer af hinanden offline. Det skal vi til at forlange af både børn og voksne, og vi skal sige det forebyggende til dem, der ikke engang har en facebookprofil endnu.

Alle forældre må påtage sig et ansvar i stedet for at fralægge sig det. Jeg vil gerne opfordre os alle sammen til at vågne op og gå med i kampen for et bedre internet.