Hvad er det, der får 100.000 mennesker til at flokkes i Allinge på Bornholm i halvdårligt vejr og masser af bøvl med at overnatte og komme frem og tilbage? Hvorfor gøre sig ulejligheden, når man kan høre alle de kendte politikere og øvrige debattører gennem medierne? Hvorfor skyder der folkemøder op flere og flere steder, også i de andre nordiske lande?

Hvad er det, der får lige så mange til at betale dyrt for at deltage i musikfestivalerne i Roskilde, på Egeskov, i Skanderborg og andre steder, selv om musikken lyder langt bedre derhjemme i stuen? Hvordan er det muligt, at musikerne i stigende grad tjener deres penge på live-musik for et betalende publikum frem for at sælge musik på cd, der efterhånden hører fortiden til?

Hvordan er det blevet muligt at få flere og flere danskere til at tage tegnebogen op og betale mere og mere for kulturelle oplevelser uden nogen som helst statsstøtte? Det er tilmed helt almindelige indkomstgrupper, der møder op til festivalerne, hvad man desværre ikke kan sige om den statsstøttede kultur.

Svaret er, at vi søger det autentiske, oplevelsen ude i virkeligheden, det direkte møde med mennesker frem for mediernes vrængbillede. Vi vil møde mennesker frem for spin og image’r.

Vi foretrækker oplevelsen ansigt til ansigt frem for mediernes tyggemad. Vi vil ud af de sociale mediers ekkorum, hvor vi mødes med meningsfæller, og hvor løgne kan trives og vokse uden den korrektion, der følger af at komme ud i et fælles offentligt rum.

Vi vil frem for alt have oplevelser sammen med andre mennesker frem for at sidde i sofaen derhjemme. Hvorfor er der ellers biografer, når vi kan få det hele derhjemme?

Det er det samme, der får folk til at gå til fodbold, selv om man ser kampens detaljer meget bedre hjemme i sofaen. Selv museerne kan få folk ud af hulerne. Der er langt flere, der går på kunstmuseum end til kampene i superligaen.

Corbyn og Sanders er ægte

Det er måske noget af det samme, der får folk til at synes om autentiske politikere. Hvad skulle ellers forklare, at Jeremy Corbin og Bernie Sanders er blevet ikoner for så mange unge mennesker?

Det skyldes næppe, at de unge er blevet socialister. Det skyldes snarere, at de foretrækker personer, der helt åbenlyst er ægte og hviler i deres overbevisning. De to nævnte har sagt det samme i årtier, så det kan ikke være taktik, der driver dem. Anker Jørgensen havde noget af den samme tiltrækning.

Det er helt oplagt ikke de unge vælgere, der står bag ungdomsdyrkelsen og journalisternes let gennemskuelige trang til hele tiden at ønske sig noget nyt.

Er det mon helt tilfældigt, at de ældste ministre ofte scorer højest i meningsmålingerne, jvf. Per Stig Møller og i al beskedenhed mig selv.

Der er i tiden en søgen efter noget, man kan stole på, noget ægte, noget autentisk.

De seneste dage var det så Folkemødet, der fik folk til at bruge tusinder af kroner for at være med, hvor folk mødes. De cirkulerer rundt i Allinges anlæg og gyder fra plads til plads og fra telt til telt. Måske når de kun 10-20 af de i alt 3.000 arrangementer. Men fællesskabet er en oplevelse ligesom fællessangen. »De kendte« optræder med mindre filter end normalt, og journalisterne respekterer det. Derved bliver det mere autentisk.

Man siger, at halvdelen af deltagerne er sendt af organisationer, firmaer, bureauer, dagblade, DR m.v. Men når de har gjort deres arbejde, er de jo »folk« resten af tiden.

Her møder man den ægte vare, det autentiske, som er langt mere interessant end det politiske spil, som medierne har så travlt med.

Nils Ufers journalist-ideal

Lea Korsgaard har med den digitale avis Zetland startet et velgørende modspil til mediernes overfladiske dyrkelse af spillet på bekostning af indholdet. I sin nye bog, »Den, der råber, lyver«, refererer hun journalist Nils Ufer, hvis ideal af en journalist ikke skal »belemre læserne med sin egen analyse, sin egen fortolkning, sine egne sympatier eller sine egne argumenter, han skal blot holde kuglepennen i gang og referere, hvad der sker i verden.« Det gjorde Nils Ufer til gengæld skånselsløst.

Korsgaard angriber forfladigelsen, når kommentatorer gætter sig til motiver og taktiske hensyn frem for at interessere sig for indholdet i fremsatte planer og forslag. Hendes let læste bog er et pletskud og et varsel om det, der kommer.

Spindoktorerne, medierådgiverne, analytikerne og kommentatorerne skal passe på. De står i fare for at blive sprunget over af et stigende antal borgere og politikere, der hverken er interesseret i polemik, propaganda eller taktik, men derimod gerne vil vide noget om indholdet, om problemernes art, og hvordan de søges tacklet.

Og vi politikere skal passe på. Folk gider ikke mistænkeliggørelse, papegøje-gentagelser, smudskastning, polemik og taktik.

De vil have den ægte vare, det autentiske, det oprigtige, det, der viser, at der er et lyttende menneske bag facaden – og måske tilmed tvivl og usikkerhed.