Da jeg skrev min debutbog »Det bliver sagt«, havde jeg etiske kvaler. Bogen handler om en pædofilisag – jeg var selv et af de mange ofre. Men hvor går grænserne for ytringsfriheden egentlig, når det drejer sig om noget strengt taget privat? Hvor tæt kan man tillade sig at gå på andre mennesker? Ville jeg kunne ende med at kriminalisere mig selv ved at fortælle sandheden?

Nu udkommer bogen som ungdomsroman, og det fik mig til at tænke over det igen. Problemet med den etiske dømmekraft er bare langt værre i dag, hvor sociale medier giver enhver adgang til at publicere en »nyhed«, uanset om den så er sand eller en hadsk løgn. Vi ser det hele tiden. Et par velvalgte snapshots – der måske, måske ikke, har noget som helst med sagen at gøre – og så en manipulerende tekst. I løbet af timer bliver et hjemmelavet, udokumenteret anklageskrift spredt og forvandlet til virkelighed. Og et menneskes omdømme har fået et ordentligt hak.

I sin tid ringede jeg til Justitsministeriet. Her forklarede en sød jurist mig reglerne. Man må aldrig anklage andre offentligt for strafbare forhold, hvis der ikke er faldet en dom. Det er en klokkeklar injurie. Gør man det mod bedre vidende, er det bagvaskelse. Jeg spurgte, om jeg måtte skrive gerningsmandens navn i bogen, nu han reelt var dømt. Hun mente nej. Og jeg måtte ikke bare lige ændre navnet, for han ville stadig være genkendelig.

Retssamfundets holdning til udbredelse af udokumenterede påstande om strafbare forhold er med god grund hård. Jeg kan huske, hvordan politiet under min egen afhøring tilbage i 1990 undersøgte, om jeg havde et horn i siden på gerningsmanden. De undersøgte sågar ved kontraafhøring, om jeg bare var en forsmået homoseksuel, der ville smadre min tidligere elskers liv.

Efter konsultationen med Justitsministeriet, skrev jeg bogen. Og selv om gerningsmanden nok ikke kan se dens kvaliteter, har han kunnet leve i fred. Jeg havde ændret navne, steder, relationer og dele af handlingen.

Lige siden har jeg selv brugt det som lakmusprøve.

Er det, jeg sidder og læser på Facebook eller Twitter, i grunden bare et forsøg på at bagvaske en person? Er det et målrettet angreb udført med tastaturet som håndvåben? Eller er det virkelig en sand historie, som det er af principiel vigtighed at få ud til en bredere offentlighed?

Testen er let.

Er der faldet dom? Beskyttes den påståede gerningsmands navn? Beskyttes bipersoners navne? Er der overhovedet en dokumenteret sammenhæng i historien – eller kunne billederne lige så godt være fra en begivenhed, der intet har med teksten at gøre? Så er det nok snarere bagvaskelse. Det er villet vold udført på de sociale medier med tastaturet som våben.

Selv da jeg skrev om en af 1990ernes store pædofilisager, beskyttede jeg forbryderen. Principperne, jeg ville have frem af sagen, var vigtige at oplyse offentligheden om, og gerningsmanden havde fået sin dom. Ikke af en afstumpet hob, men ved en retfærdig rettergang.

Jeg forestiller mig tit, at lynchninger i USA’s sydstater er foregået i den samme rus af manglende impulskontrol, som når en eller anden sølle stakkel i vore dage deler usande påstande på nettet, som primitive sofabødler så kan sidde og eksekvere ved deling og likes.

De tænker sig nok ikke om. For det ligger jo sådan set i selve bagvaskelsens fremhævelse af den bagvaskedes identitet, at det var afsenderens åbenlyse ærinde at gøre et navngivent menneske fortræd, snarere end at formulere en principiel problemstilling eller anmode om sympati.