Det siges, at såfremt man ikke kan lide lugten i bageriet, må man forlade det. Det var da også udelukkende, fordi jeg skulle anmelde skidtet, at jeg ikke diskret sneg mig ud af biografen sådan cirka halvvejs gennem den engelske film »Det lille bageri«.
På overfladen ligner filmen et feel-good-komediedrama, som englænderne på det nærmeste er verdensmestre i – a la »Notting Hill«, »Love Actually«, »Det’ bare mænd« og så videre.
»Det lille bageri« er imidlertid den filmiske ækvivalent til at spise en othellolagkage, en walesstang og et gåsebryst på én gang. Det er for meget af det gode, og det bliver ærligt talt lidt vammelt.
Næh, en michelinkok – hvor heldigt!
Handlingen – og det er et ganske stort ord i denne sammenhæng – foregår i London, hvor Isabella skulle have åbnet et bageri sammen med sin bedste veninde, Sarah.
Sarah går desværre hen og dør. I øvrigt på en utroligt udramatisk måde.
Isabella er lige ved at sælge bageriet, men lader sig overtale af Sarahs datter til at åbne det alligevel – med hjælp fra hende og fra Sarahs gnavpottede mor, Mimi.
Der er ganske vist ikke nogle af dem, der er eksperter i at bage, men ind ad døren træder belejligt nok en michelinkok, som sandelig også kendte Sarah, og som gerne vil bage kager »i Sarahs ånd«.
Mangfoldighed med kager
Det er jo bare rigtigt dejligt, men så … sker der egentlig heller ikke pokkers meget mere i den film.
Eller … ham der michelinkokken er ganske vist lidt af en skid, men er så faktisk ikke så slem alligevel.
Der er ikke mange kunder i bageriet i begyndelsen, men dette problem løser de tre gæve kvinder ved at begynde at bage kager fra alverdens lande, så Londons mange folkeslag kan føle sig hjemme.
Mangfoldighed med kager, du. You see what they did there?

Der sker ikke noget
Selv ikke nok så mange nærbilleder af kager og lange snakke om, hvor fantastisk hende der Sarah var, kan dække over, at der ikke er nogen spændingskurve, ingen egentlig dramaturgisk udvikling og ingen decideret fremdrift i historien.
Filmen kunne fint have sluttet en halv time før eller varet en halv time længere – det havde ikke rigtigt gjort nogen forskel.
Der er væsentligt mere drama og flere interessante karakterer i et gennemsnitligt afsnit af Den store bagedyst, hvilket er ironisk, når det nu er dette programs seere, filmen så hæmningsløst lefler for.
Det lille bageri
Drama, 99 minutter. Instruktion: Eliza Schroeder, manus: Jake Brunger. Med: Shelley Conn, Shannon Tarbet, Celia Imrie med flere. Premiere 8. juli i biografer landet over.
Se traileren til »Det lille bageri« her: