Hvis nogen skulle have glemt, at julen er hjerternes fest, kan de blive mindet eftertrykkeligt om det i den ganske overordentlig hjertevarme engelske film »Love Actually«.
Den foregår i London i ugerne frem til jul, og ligesom Robert Altmans »Short Cuts« er den formet som en mosaik af løst forbundne skæbner. Den begynder med blandt andet et bryllup, en begravelse, en pladeindspilning, en ny premierministers ankomst til Downing Street og optagelsen af en pornofilm, og herfra viser den så i et broget mønster, at de mange implicerede personer alle har deres problemer, men at de alle også har en god chance for at finde forståelse og kærlighed.
»Love Actually« byder på en overdådig rolleliste med blandt andre Hugh Grant, Emma Thompson, Liam Neeson, Laura Linney, Colin Firth, Alan Rickman og Billy Bob Thornton. Lutter lokkende navne, men desværre skal de ikke gøre andet end præcis det, som vi i forvejen ved, at de er dygtige til - Grant er kejtet, Rickman er kynisk etc., og det ligner altsammen noget, man har oplevet før.
Værd at se på er disse begavede skuespillere dog selvfølgelig altid, og det præger filmens til tider vittige dialog, at instruktøren Richard Curtis tidligere har skrevet manuskripterne til komedier som »Fire bryllupper og en begravelse« og »Notting Hill«. Den nye film er mere ambitiøs, men også mere ujævn, for den rummer så mange parallelle historier, at det bliver svært for både instruktøren og publikum at holde styr på dem, og hen mod slutningen får Richard Curtis gevaldig travlt med at forsyne dem allesammen med en juleduftende happy ending.
»Love Actually« er nemlig i udpræget grad en feel good film, og den fremviser et menneskevenligt romantisk hjerte, men skjuler en køligt kalkulerende hjerne. Selv bliver man derfor også splittet og føler sig generelt glimrende underholdt, men sidder samtidig med en ydmygende fornemmelse af, at éns følelser masseres blidt på basis af den lukrative recept »fire smil og en tåre«. Intelligent gjort, men lidt for smart og ikke helt rart.
