Hvis det her havde været en Hollywoodfilm, var det endt med tårer og klæge violiner

Den 76-årige veteran Charlotte Rampling spiller alle andre ud af banen som alkoholiseret og sylespids bedstemor i det stilfærdige newzealandske drama »Grandmother«.

 
Den newzealandske »Grandmother« er i det hele taget vældigt underholdende i det første stykke tid, men den har mere på hjerte end bare en sur gammel dame, der trashtalker andre mennesker. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ruth er ikke som bedstemødre er flest. Det opdager hendes barnebarn Sam på den hårde måde.

Sam (George Ferrier) er en småirriterende, selvretfærdig, surmulende teenager, der bliver sendt hjem fra kostskole på grund af dårlig opførsel. Mens hans far rejser til England, bliver Sam som straf sat til at passe sin farmor Ruth (Charlotte Rampling) – som han i øvrigt aldrig har mødt før – fordi hun har brækket benet og ikke kan klare sig selv.

Hvis han så havde regnet med, at det inkluderede rommyspil og småkagebagning, tog han grundigt fejl. Ruth drikker det meste af en flaske gin om dagen (og har nultolerance over for folk, der forsøger at fortynde den), er isnende spydig og opfører sig generelt som en alkoholiseret og storbandene version af den gamle Lady Grantham i »Downton Abbey«.

Historien om den fordrukne bedstemor fra helvede er inspireret af den debuterende instruktør Matthew J. Savilles egen ungdom. Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP.

Rampling er mageløst god

Den 76-årige Charlotte Rampling – der filmdebuterede inden månelandingen og mens der stadig var venstrekørsel i Sverige – er mageløs som den vrantne, men utroligt cool Ruth, der er næsten imponerende ligeglad med, hvad andre mennesker mener om hende.

Den newzealandske »Grandmother« er i det hele taget vældigt underholdende i det første stykke tid, men den har mere på hjerte end bare en sur gammel dame, der trashtalker andre mennesker.

Familien i fokus

Det handler i høj grad om familierelationer. Sams mor er død af kræft, og uden at det bliver penslet unødigt ud, er det tydeligt, at Sam og hans far har svært ved at finde hinanden i en familie på kun to. Sams far (Marton Csokas) har samtidig mængder af unfinished business med sin mor Ruth. Faren er dog en relativt perifer karakter i historien, den centrerer primært om Sam og Ruth.

Charlotte Rampling filmdebuterede for 58 år siden (!), men har sjældent været bedre end i denne film. Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP/Jen Raoult .

Umage venskab

Trods ikke ubetydelige startvanskeligheder kommer de nemlig efterhånden tættere på hinanden, og der er noget grundlæggende interessant over en art venskab mellem en, der er ved at øve sig på at være voksen og en, der ser frem mod sin død. Især fordi de to deler et temmelig mørkt verdenssyn.

Det havde gjort større indtryk, hvis vi havde fået en anelse mere baggrundshistorie på Ruth – det nævnes for eksempel, at hun har været krigsfotograf, men den oplysning får lidt lov til at svæve videre i vinden.

Ingen Hollywood-slutning

Man kan også med nogen rimelighed indvende, at filmen er endog meget lidt overraskende, til gengæld er det ret vidunderligt, at der ikke er nogen Hollywood-slutning, hvor alle med tårer i øjnene bekender sig til hinanden og bliver gode venner igen.

Og så er Charlotte Rampling som sagt helt genial som en bedstemor, man både har lyst til at flygte fra og drikke syv-otte drinks sammen med.

»Grandmother«. Drama, 94 minutter. Instruktion: Matthew J. Saville. Med: Charlotte Rampling, George Ferrier, Marton Csokas, Edith Poor m.fl. Premiere 4. august i biografer landet over.