Sofie Gråbøl er mageløst uhyggelig i ny dansk gyser

»Natten har øjne« blander fikst klassisk gys med jødisk mysticisme, men mister desværre pusten halvvejs.

Maja (Josephine Park) var engang en lovende skuespiller, men er nu mest sådan en, der læser højt for børn på biblioteker. En dag er hun ved at komme for sent til sådan et arrangement og braser – i øvrigt iført nissetøj – ind i den engelske Leah (Ellie Kendrick), så de taber deres bøger på gulvet og kommer til at forbytte dem. Og bliver nødt til at mødes bagefter, hvorefter der straks opstår kemi.

Klichéfyldt rom-com

Hvis det var indledningen til en romantisk komedie, ville det være så klichéfyldt, at det næsten var komisk. Men »Natten har øjne« er bestemt ikke en romantisk komedie, så det er faktisk spændende, at instruktøren Gabriel Bier Gislason leger med kontrakten med publikum, hvor vi har en forventning om, hvad vi skal se, og så oplever noget helt andet.