Det gådefulde ansigt

Charlotte Rampling er 70 år og har været skuespiller i omkring de 50 af dem. Hun er nu nomineret til en Oscar for filmen »45 år«. Berlingske har mødt skuespilleren, man kalder »The Look«.

Charlotte Rampling på den ikoniske filmplakat fra »Nightporter«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I midten af 1970’erne vakte Charlotte Rampling opsigt ved at spille en tidligere fange i en koncentrationslejr, der i 1950’erne genoptager et sadomasochistisk forhold til en nazi-officer. Det var i Liliana Cavanis film »Nightporter«, der fik titlen »Natportieren« på dansk.

Billedet af Charlotte Rampling på filmens plakat, hvor hun står med nazikasket og lange sorte handsker på hænderne og armene, der dækker hendes bryster, er både provokerende og ikonisk.

Charlotte Rampling blev opdaget i slutningen af 1960’ernes »Swinging London«, hvor hun efter sigende tog for sig af retterne. Både i form af mænd og de stoffer, der var begyndt at blive moderne. Det var Dirk Bogarde, der døbte Rampling »The Look«.

Og det forstår man godt, for hendes insisterende og gådefulde blik findes ikke magen til i filmverdenen. Det både drager og støder fra sig.

I 1980erne forsvandt Rampling en smule af syne, hvor hun blandt andet havde et forhold til musikeren Jean-Michel Jarre. De blev gift og fik et tredje barn oveni de hver et, de havde i forvejen.

Siden havde Jarre en affære med sin sekretær, og han og Rampling blev skilt. Rampling måtte igennem en svær depression, men som skuespiller er hun kommet godt igen. Blandt andet ved at være med i en stribe film for franske François Ozon, heriblandt »Under sandet« og »Swimming-Pool«.

Som menneske er hun også i zen igen.

Iøjnefaldende god

Charlotte Ramplings rolle i »45 år« er iøjnefaldende god. Hun spiller den ene del af et ældre ægtepar, hvor den engelske karakterskuespiller Tom Courtenay spiller hendes mand. En dag får de et brev om, at liget af hans ungdomskæreste, der døde i bjergene i Schweiz i 1962, er fundet i en smeltende gletsjer. Det skaber uro hos ægteparret, der står foran deres 45 års bryllupsdag.

Louise Kidde Sauntved gav filmen fem stjerner her i avisen, hvor hun blandt andet skrev:

»Man får lyst til at skrige; så tal dog med hinanden! Lyt til hinanden! Se hinanden! Velvidende, at der findes hemmeligheder så dybe og potentielt altødelæggende, at der ikke findes ord«.

Hun kaldte Charlotte Rampling for »fremragende«. Det mente man også på sidste års filmfestival i Berlin, hvor Rampling fik prisen som Bedste kvindelige skuespiller. I december fik hun den samme pris ved European Film Awards i Berlin, hvor hun også blev tildelt en ærespris for hele karrieren.

Ramplings konkurrenter i Oscar-kapløbet, der afgøres 28. februar, er Jennifer Lawrence i »Joy«, Cate Blanchett i »Carol« og favoritterne Saoirse Ronan i »Brooklyn«, som kan ses i danske biografer fra torsdag 11. februar, og Brie Larson i »Room«, der får dansk premiere 17. marts.

Roller indeholder en del af egen rejse

Vi mødte Charlotte Rampling i Berlin til European Film Awards i december, hvor »Dronningen af cool« holdt hof for en lille gruppe journalister fra hele Europa, der ville vide, hvad der var hendes nye udfordring i »45 år«:

»Jeg vil ikke sige, at jeg har nye udfordringer i filmen som sådan, men jeg opdager hele tiden nye ting indeni mig selv, som får mig til at bevæge mig fremad. At være nysgerrig er den måde, jeg holder mig i live på. Jeg trækker altid på det personlige stof, for man har jo kun sig selv at trække på til en rolle.«

»Hvad præcis den her rolle vækkede i mig, vil jeg ikke fortælle jer, men hver eneste rolle jeg spiller, har en del af den rejse, min egen sjæl har været på, i sig. Man skal hele tiden tænke på, at vi mennesker er mere ens, end vi er forskellige. Jeg vil være arkæolog i mit næste liv, for jeg er sådan en, der gerne vil gå i dybden med tingene«, siger Charlotte Rampling, der ikke mener, at ret meget har forandret sig gennem årene i den måde, hun angriber sine roller på:

»Det vil tage mig måneder at fortælle, hvad jeg tænkte på, da jeg trak stikket i nogle år, men jeg levede et indre liv, hvor jeg fik ryddet op i mig selv. Det er det omvendte med Kate i »45 år«. Hun har ikke ryddet op, men får pludselig en grund til det. Det handler som så meget andet i livet om timing.«

»Angående arbejdet med at lave film handler det – og har hele tiden gjort det – om god historiefortælling. Rigtig mange mennesker vil gerne lave film, så kunsten er, at man ikke bliver for kommercielt presset af den store konkurrence. Det handler om at finde de gode historier, hvor vi kan lære noget, om det liv vi lever«.

Charlotte Rampling i sin prisbelønnede rolle i filmen »45 år«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Træffer valg for filmmediets skyld

Karriereplaner er ikke noget, Charlotte Rampling beskæftiger sig med.

»Ærespriser er jeg nødt til at se som endnu et øjeblik i karrieren. Blandt mange andre. Jeg har altid gerne villet lave film, men jeg vidste ikke hvor mange og hvordan til at begynde med. Jeg har ikke haft en karriereplan, men har blot taget en film ad gangen. Synes nogen i dag, at det ligner en karriere, er det fint med mig, men jeg har aldrig taget karrierevalg. Jeg har taget valg for filmenes skyld. For filmmediets skyld«, siger Charlotte Rampling, og fortsætter:

»Når man får en pris, er det fordi nogen vil gøre en glad. Det er en lejlighed til at se på hele karrieren, så selv om det virker overraskende på mig, accepterer jeg at modtage prisen. Jeg har været meget aktiv de seneste ti år i modsætning til tiden før, og jeg ser en karrierepris nu som en tilskyndelse til at fortsætte. Jeg er da privilegeret at komme i nærheden af den slags.«

»Det er filmkritikerne, der har skubbet »45 år« frem i pristerritorium og derefter er det så i for eksempel Oscar-sammenhæng op til filmakademiets medlemmer at stemme på en eller ej. Selvfølgelig bliver man glad, hvis man vinder. I det mindste i fem minutter, hvor man på en barnlig facon får lov til at føle, man er den bedste, men følelsen går nu hurtigt væk igen«, forsikrer hun.

Udseendet er afgørende

Rampling var med i det engelske jetset i slutningen af 1960’erne. Hvordan var det at være ung i den sagnomspundne tidsalder, hvor filmene og især musikken fra England eksploderede i alle regnbuens kulører?

»Vi havde jo ikke rigtigt nogle referencer, så for os var det bare sådan, livet var. I dag har vi alt det, der er sket siden, som 1960’erne kan ses i forhold til. Man tænkte ikke på, at man hang ud med medlemmer af The Beatles og The Rolling Stones. Vi levede jo bare vores liv og var unge sammen. Faktisk var 1970’erne også en vild tid og en meget fantastisk tid.«

»Der var så mange temaer, der ikke havde været behandlet i årene før i både amerikansk film og i Europa, så det var spændende. Derfor kunne man lave en film som »Natportieren«. Men så ændrede det sig igen i 1980’erne, fordi selvcensuren blev strammere«, siger Rampling, og går til modangreb, da jeg spørger, om ikke vi har det med at overdrive betydningen af 1960’erne og 1970’rne i populærkulturen?

Jeg får en olm udgave af »The Look«:

»Overvurdere? Jamen, hvis folk vil overvurdere den periode, så er der måske brug for det. Jeg elskede den, og jeg levede midt i det. Hvis andre gerne vil overvurdere den, jamen så er det jo sådan de tænker, og så er det vel i orden«.

Jeg fremturer med et nyt spørgsmål opfundet på baggrund af Ramplings udseende, som jeg lige har fået en speciel prøvesmag på. Men nu er hun blevet lidt mildere stemt.

Hvordan kan udseendet forme en karriere for en skuespiller?

»Vi er defineret af vores udseende. Uanset hvor meget vi ikke vil være ved det, så er det bare sådan. Vi kan ændre vores udseende til en vis grad, men vi er dem, vi er. Hvordan du så vil bruge dit udseende – din eventuelle skønhed – er dit personlige valg, men udseendet er og bliver en helt afgørende faktor for en skuespiller«.