Hvis denne film vinder en Oscar, er det ikke, fordi den er fremragende

Kenneth Branaghs film om sin egen barndom er god, men man bliver ikke for alvor rørt eller revet med.

 
»Buddys forældre (Jamie Dornan og Caitríona Balfe) er protestanter, men lever fint med både katolikker og protestanter som naboer. Efterhånden som konflikten eskalerer, opdager de dog, at der ikke rigtigt er noget, der hedder »neutral«. Enten er du med os, eller også er du mod os.« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I instruktøren og skuespilleren Kenneth Branaghs ellers lange Wikipedia-biografi, fylder det kun en enkelt sætning: »At the age of nine, he moved with his family to Reading, Berkshire, England, to escape the Troubles«.

Den lille detalje har ikke desto mindre haft stor betydning for Branaghs liv på en måde, så han nu har lavet en hel film om det. Uden at forklejne hans film-cv, kan man sige, at Kenneth Branagh som instruktør primært har gjort sig i effektive og stilrene, men ikke udpræget personlige film ud fra allerede eksisterende universer – for eksempel »Eventyret om Askepot«, Marvel-filmen »Thor«, to Agatha Christie-filmatiseringer og en række Shakespeare-film som »Hamlet« og »Stor ståhej for ingenting«.

Branaghs egen barndom

»Belfast« er til gengæld stærkt personlig og er en fiktionaliseret historie om Branaghs egen barndom i Belfast og benævnte »the Troubles«, som selvfølgelig dækker over den årelange konflikt mellem protestantiske unionister og katolske republikanere i Nordirland.

»Belfast« er nomineret til syv Oscars – blandt andet til Ciarán Hinds (i midten) og Judi Dench for bedste mandlige og kvindelige birolle. Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP.

Filmen begynder i 1969 med en scene, der er næsten demonstrativt idyllisk. Kenneth Branaghs alter ego, den niårige Buddy (Jude Hill), leger riddere mod drager i et kvarter, hvor alle kender alle i en grad, så hele nabolaget ved, at nu skal Buddy altså hjem og spise.

På vej hjem hilser og småsnakker Buddy med adskillige naboer, men pludselig bliver freden flået fra hinanden, da en gruppe maskerede mænd vælter ind i gaden og smadrer, knuser ruder og sætter ild til flere huse. Det er ikke tilfældige huse, men katolikkernes. De skal ud af kvarteret, skal de.

Man kan ikke være neutral

Buddys forældre (Jamie Dornan og Caitríona Balfe) er protestanter, men lever fint med både katolikker og protestanter som naboer. Efterhånden som konflikten eskalerer, opdager de dog, at der ikke rigtigt er noget, der hedder »neutral«. Enten er du med os, eller også er du mod os.

Alt dette opleves gennem Buddy – kameravinklen ser ofte nedefra som gennem et barns øjne, og de fleste af forældrenes overvejelser omkring konflikten, deres økonomiske problemer og om de skal flytte til England, overhører vi sammen med Buddy, der smuglytter på trappen.

Det er et fint greb, og der er noget charmerende i, at Buddys hoved også er fyldt af en køn pige i klassen, vanskelige matematiklektier, julegaver og om det egentlig ikke er meget nemmere at være katolik, fordi man bare kan få syndsforladelse, når man har gjort i nælderne.

Livsvisdom fra farfar

Filmens bedste scener er med Buddy, der fortæller om sine problemer og modtager livsvisdom af sin farfar (Ciarán Hinds, der sammen med Judi Dench som farmoderen er blevet Oscar-nomineret). Uanset om det gælder, hvordan man tackler det modsatte køn, eller hvordan det godt kan betale sig at skrive lidt utydeligt, når man laver matematikafleveringer, fordi læreren måske vil lade tvivlen komme en til gode, hvis 7-tallene ligner 1-tallene, og man dermed øger sine chancer for at svare rigtigt.

Filmen er holdt helt i sort/hvid – bortset fra når hovedpersonen ser film. Det er ganske elegant. Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP.

I det hele taget er »Belfast« en på mange måder fin, lille film, og det er vældig moderne med instruktører, der laver film om deres egen barndom. Paul Thomas Anderson og Paolo Sorrentino er aktuelle med henholdsvis »Licorice Pizza« og »The Hand of God«, Alfonso Cuarón vandt en Oscar for »Roma« og selveste Steven Spielberg skulle også være på vej med en film om sin barndom.

Men selvom »Belfast« i høj grad er Kenneth Branaghs mest personlige film, bliver den aldrig mere end … god. Den er ikke fantastisk. Dertil er den lidt for pæn, lidt for hyggelig, lidt for nostalgisk og det føles aldrig, som om der virkelig er noget på spil for familien. Ligesom hele den katolsk/protestantiske konflikt er personificeret i én lidt karikeret skurketype (Colin Morgan), som egentlig ikke er så skræmmende, når alt kommer til alt.

Hvis – eller når – Kenneth Branagh vinder en Oscar for denne film, er det derfor nok mest, fordi han har været nomineret fem gange før uden at vinde, så der er en følelse af, at det er »hans tur«. Og ikke så meget, fordi »Belfast« er decideret fremragende.

»Belfast«. Drama, 97 minutter. Instruktion: Kenneth Branagh. Med: Jude Hill, Jamie Dornan, Caitríona Balfe, Judi Dench, Ciarán Hinds m.fl. Premiere: 24. marts i biografer landet over.