Fifty Shades er et gråt og kedeligt filmknald

Filmatiseringen af E. L. James’ kinky bestseller kilder det helt forkerte sted, nemlig i lattermusklerne. Det var vist ikke lige dét, der var meningen.

De er pæne at se på, men desværre er der ikke skyggen af farlig seksuel kemi mellem Dakota Johnson og Jamie Dornan i filmatiseringen af E. L. James’ »Fifty Shades of Grey«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er næppe en film denne vinter, der har fået så meget foromtale som filmatiseringen af E. L. James’ »Fifty Shades of Grey«. Bog-trilogien, hvoraf filmen dækker første bog, er solgt i over 100 millioner eksemplarer på verdensplan og oversat til 56 sprog.

Alene traileren til »Fifty Shades of Grey« er set af over 93 millioner mennesker, siden den kom frem i juni 2014, hvilket gør den til den mest sete YouTube-trailer hele sidste år.

I stort set alle premierelande har forsalget af billetter været rødglødende og forårsaget timelange billetkøer, også i Danmark.

 

Selskabet bag filmen, Universal, er da også så sikre på sin succes, at instruktør Sam Taylor-Johnson allerede inden filmens verdenspremiere har afsløret, at også de to efterfølgende bøger i trilogien »Fifty Shades Darker« og »Fifty Shades Freed« vil blive lavet til biograffilm.

Så vi er sikret ikke at gå glip af et eneste sekund af historien om den unge uskyldighed Anastasia Steele, der ryger i kløerne på den smukke, men forstyrrede forretningsmand Christian Grey, der med egne ord er »50 shades of fucked up«.

Hvilket naturligvis henviser til hans meget specifikke seksuelle præferencer, der inkluderer et »smerte-rum« og en udførlig kontrakt, der på det nærmeste forvandler Anastasia til hans seksuelle slave. Hvis hun vil.

Plads til fantasi

Det er historien om magt, kontrol og liderlighed pakket ind som et moderne eventyr, hvor prinsessen skal overveje, hvad hun er villig til at ofre for prinsen og hans sadomasochistiske kongerige.

Det er umuligt at kigge ind i 100 millioner menneskers private lystcentre. Men et forsigtigt gæt på, hvad seriens massive succes skyldes, kunne være, at vi i den moderne verden er blevet så dårlige til at slippe kontrollen, at udsigten til, at der kommer et menneske og på det nærmeste tvinger os til det, har en pirrende effekt.

Det hele serveret i et litterært univers, der – det hårdtslående emne til trods – er tilpas stuerent til, at bøgerne kan læses i offentlige transportmidler, uden at nogen får røde ører over det. Med andre ord perfekt smålummer bornerthed.

At bøgerne også er små-ubehjælpsomt skrevet, er en biting, som de fleste læsere sandsynligvis vil henvise til litteraturkritikkens boldgade – og som faktisk meget vel kan være medvirkende årsag til bøgernes kolossale succes.

De er en simpel skitse, et pixi-bogsforlæg, som læseren selv kan brodere sine egne og sandsynligvis mere interessante fantasier hen over.

Lang som et ondt år

Og så kommer vi endelig til filmatiseringen. Det er den britiske instruktør Sam Taylor-Johnson, der etablerede sig som en kompetent og interessant filmfortæller med John Lennon-filmen »Nowhere Boy«, som har påtaget sig den udfordrende opgave at sætte billeder på en historie, der ifølge ovenstående formodning, primært befinder sig på indersiden af 100 millioner forskellige menneskers sitrende øjenlåg.

Det har hun gjort ved at skrue op for de blødere aspekter af »Fifty Shades of Grey« samt tilsætte en begrænset, men ikke desto mindre stærkt tiltrængt dosis selvrefleksiv humor, der gør første del af filmen til en lidt stiv, men også i glimt sødmefuld, romantisk komedie, der faktisk fungerer ganske godt. Ikke mindst takket være et lækkert visuelt univers og et stemningsfuldt soundtrack.

Værre, meget værre, bliver det imidlertid, da Anastasia og Mr. Grey kommer tættere på hinanden, og hans mørkere side begynder at bryde den polerede Hugo Boss-modelfacade. Der er nemlig ikke skyggen af farlighed i Jamie Dornan, der er pæn at se på, men også uendeligt uinteressant.

Hvis vi skal kunne følge med ned ad den på papiret faretruende spiral mod mulig seksuel og menneskelig fortabelse sammen med søde Anastasia Steele, er vi nødt til at tro på, at det rent faktisk kan gå hen og blive farligt, hvis hun siger ja til Christian Grey.

En charmerende håndsky cockerspaniel

Det er imidlertid lidt svært, når Dornan mest af alt fremstår som en lidt mut yngre udgave af Colin Firth – en charmerende cockerspaniel, der er blevet gjort håndsky af en tidligere ejer, men bare skal have lidt kys og kærlighed for at blive et blidt og føjeligt kæledyr.

Den farlige seksuelle spænding mellem de to mangler ganske enkelt totalt. Tilbage er kun en i stigende grad kedelig romantisk kurtiseren, tilsat lidt små-smæk af »åh, gjorde det ondt«-kaliber uden skyggen af andet end en stiv og postuleret liderlighed, der får de 124 minutters spilletid til at føles længere, end den kontrakt Anastasia bliver bedt om at underskrive.

Hvad: »Fifty Shades of Grey«.

Hvem: Instruktør Sam Taylor-Johnson. Medvirkende: Dakota Johnson, Jamie Dornan.

Hvor: Premiere over hele landet.