Hun var med til at svindle for millioner i Guds navn. Alligevel kan man ikke lade være med at holde af hende

AOK
Skærm

Jessica Chastain er fortjent Oscar-nomineret for sin blændende præstation som tv-prædikanten Tammy Faye Bakker.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For de fleste danskere vil handlingen og præmissen for denne film være så langt ude og så kulørt, at man skulle tro, det var fiktion fra ende til anden. Men det er det ikke, »The Eyes Of Tammy Faye« er baseret på en såre sand historie.

Nemlig den om ægteparret Jim og Tammy Faye Bakker (Andrew Garfield og Jessica Chastain). De mødes som ganske unge på en bibelskole, forelsker sig og bliver gift, hvorefter de får et fælles kald og turnerer USA rundt som rejsende prædikanter. De har dog begge ambitioner om mere og efter at have trådt deres første spæde tv-skridt med et kristent børneprogram stifter de deres egen tv-kanal, Praise The Lord Network.

Ægteparret Bakker havde i deres storhedstid 20 millioner seere i 56 lande. Fold sammen
Læs mere
Foto: Disney.

Fældet af skandaler

På blot fem år formår »tv-prædikanternes Ken & Barbie« at gøre PTL Network til USAs fjerdestørste tv-kanal, bidragene fra seerne vælter ind og missionen udvides til blandt andet hjælp til hjemløse og handicappede børn samt en kristen forlystelsespark.

Men – for der er naturligvis et men i den her fortælling: Ægteparret Bakker har også en ekstravagant levevis og grænserne mellem deres privatøkonomi og menighedens penge er mildt sagt flydende. Senere følger flere skandaler af både økonomisk og seksuel karakter, som det vil være kedeligt at afsløre her, og Bakkers fald fra tinderne er næsten apokalyptisk.

Hår- og makeup-afdelingen har haft en fest med at lave »The Eyes Of Tammy Faye«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Disney .

Ingen fingerpegning

Det lyder jo både kulørt og sjovt, men det kunne også hurtigt blive en film, hvor man grinede og pegede fingre af de tossede tv-kristne, men filmen – instrueret af Michael Showalter, der også stod bag den skammeligt oversete komedie »The Big Sick« – er forbløffende loyal overfor sine hovedpersoner. Uden at forklejne deres mindre sympatiske sider.

Især Tammy Faye Bakker er en fascinerede figur, selv om hun med sin excentriske personlighed, en lettere corny musikkarriere og et make up-budget, der ville kunne gøre en cirkusklovn misundelig, sagtens bare kunne fremstilles komisk. Men hun fremstår samtidig utrolig menneskelig, man tror på, at de fleste af hendes handlinger kommer af et godt hjerte, og det er næsten rørende, når hun til den magtfulde dunderprædikant Jerry Falwell (Vincent D’Onofrio) insisterer på, at Gud også elsker homoseksuelle, selv om det er et stærkt kontroversielt synspunkt i de kredse. Og så er hun et skoleeksempel på, at modgang kan gøre stærk.

Chastain bærer filmen

Jessica Chastain har masser af fine roller på cv’et – Blandt andet i »Crimson Peak« og »Zero Dark Thirty«, men hendes præstation i »The Eyes Of Tammy Faye« er ren paradekørsel, og det ville ikke være fuldstændig ufortjent, hvis hun fik den Oscar, hun er nomineret til.

Som biopic er »The Eyes Of Tammy Faye« alt for ufokuseret og strækker sig over alt for mange årtier, men Chastain alene er grund nok til, at den er værd at se. Nå ja, og så det bizarre i, at man kan blive så rig af at tigge penge fra folk i Guds navn.

»The Eyes Of Tammy Faye«. Biografisk drama, 126 minutter. Instruktion: Michael Showalter. Med: Jessica Chastain, Andrew Garfield, Cherry Jones, Vincent D’Onofrio m.fl. Ude på Disney+ nu.