I 2010 spillede Jesse Eisenberg rollen som Mark Zuckerberg i David Finchers prisvindende film »The Social Network«.

Filmen handler om stiftelsen af Facebook, og man får mildest talt ikke noget sympatisk indtryk af Zuckerberg, der i filmens fortælling snyder diverse medstiftere for deres retmæssige del af Facebook-kagen. 

I et nyligt interview til BBC siger Jesse Eisenberg, at han ikke vil associeres med Mark Zuckerberg, og at han ikke har fulgt med i Zuckerbergs liv. 

»Det har jeg ikke, fordi jeg ikke vil tænke på mig selv som associeret med sådan en person. Det er ikke sådan, at jeg har spillet en stor golfspiller, og nu tror folk, at jeg er en stor golfspiller,« siger Eisenberg i klippet, som du kan se ovenfor.

Interviewet er sat i værk, fordi Jesse Eisenberg for tiden kan ses i biografen, hvor han spiller en af de to hovedroller i »A Real Pain«, som han selv har skrevet og instrueret.

Kieran Culkin (tv.) og Jesse Eisenberg spiller to jødiske fætre, der besøger en kz-lejr i Polen i den nye film »A Real Pain«. 
Kieran Culkin (tv.) og Jesse Eisenberg spiller to jødiske fætre, der besøger en kz-lejr i Polen i den nye film »A Real Pain«.  Searchlight Pictures

Mark Zuckerberg har siden Donald Trumps valg truffet en række beslutninger, der passer med ønsker fra den amerikanske højrefløj.

Han har fjernet faktatjek fra Facebook, han har nedlagt mangfoldighedsinitiativer, han har plæderet for en mere »maskulin« energi på arbejdspladser generelt, og Meta-koncernen har indgået et forlig i en årelang retssag med Donald Trump og derfor betalt 25 millioner dollar til den amerikanske præsident.

Derudover støttede Zuckerberg også indsættelsen af Donald Trump med et større millionbeløb, og han var også fornemt placeret, da præsidenten afsagde sin ed i Kongressen 20. januar. 

Fjerner faktatjek

Og nogle af de ting mener Eisenberg altså tilsyneladende er frustrerende. 

»Han gør ting, som er problematiske – han fjerner faktatjek. Han sørger for, at folk, der allerede er truet i denne verden, nu føler sig mere truede.« 

Eisenberg siger dog også i interviewet, at han mest er bekymret som »en person, der læser avis« mere end en, der engang har spillet Zuckerberg i en film.

Han tilføjer, at hans kone arbejder med mennesker med handicap, og at deres liv kommer til at blive sværere på grund af Donald Trump-regeringen. 

»Disse mennesker (som Mark Zuckerberg, red.) har milliarder og atter milliarder af dollar, flere penge, end noget menneske nogensinde har samlet, og hvad gør de med dem? De bruger magten til at tækkes en person, som prædiker hadefulde ting,« siger Jesse Eisenberg. 

Faktatjekkene på Metas platforme, der før blev udført af professionelle, blev af dele af højrefløjen anset for at være censur. De bliver nu erstattet med såkaldte »fællesskabsnoter«, hvor andre brugere i nogle tilfælde kan tilføje kontekst eller andet til vildledende opslag. 

Meta – altså koncernen bag Facebook, Instagram, WhatsApp og Messenger – øgede i 2024 sit overskud med 59 procent i forhold til året før, således at overskuddet ramte 62,4 milliarder dollar svarende til 448 milliarder kroner i dagens kurs. 

Mark Zuckerberg er i skrivende stund verdens fjerderigeste mand med en formue på 243 milliarder dollar svarende til 1.740 milliarder danske kroner.