Fem stjerner: Denne Netflix-serie fik mig til at håbe, at børnene snart skulle i seng

Netflix begynder året med en serie, der præsenterer sine otte afsnit i en ny rækkefølge for hver enkelt seer. Det er ikke bare et sjovt eksperiment. Det er også vanvittigt underholdende.

Peter Mark Kendall som Stan, der er håbløst forgabt i sprængstofeksperten Judy (Rosaline Elbay). Hvad hun ser i ham, skifter til gengæld lidt fra afsnit til afsnit af Netflix' fængende »Kaleidoscope«. Netflix

På papiret virker det som et eksperiment.

Netflix' nye serie »Kaleidoscope« er nemlig opbygget sådan, at alle får de otte afsnit præsenteret i en ny, unik rækkefølge. Nogle starter med det grønne afsnit, der foregår syv år før forbrydelsen, hvor hovedkarakteren Leo Pap (Giancarlo Esposito) er både familiefar og indbrudstyv. Andre, som jeg, starter med det blå afsnit, der introducerer seriens hovedskurk, Roger Salas (Rufus Sewell).