Har »X Factor« endelig fundet en, der kan sætte Blachmann til vægs? »Du er den eneste af de 13 dommere, der har haft så meget styr på tingene«

»X Factor«s nye dommer er hverken det kortisoludløsende, kaotiske sidekick Martin Jensen eller den forglemmeligt folkelige Ankerstjerne. Men måske kan Simon Kvamm blive en mulig afløser til den ene profil, der har tegnet programmet gennem et årti, skriver Berlingskes Sarah Iben Almbjerg i denne mediekommentar.

Simon Kvamm er et fyrtårn i dansk kultur. Forsanger i Nephew, kendt som den blåhårede cykelrytter Pim de Keysergracht i satireprogrammet »Team Easy On«, forsanger i Hugorm og medlem af duoen De eneste to med Peter Sommer. Claus Bech

»X Factor« har altid haft en indbygget superkraft.

Programmet, der kører på sit 15. år og kun har skabt en enkelt større musikerkarriere, kan stadig italesætte folk med et minimalt talent som fremtidige stjerner, mens selv musikere med mindre imponerende karriereforløb kan blive rebrandet som landskendte navne, når de sætter sig i dommerpanelet.