»Doggystyle« er stadig et lille mirakel

AOK
Skærm
Anmeldelse

»Doggystyle« er tibage med sine overbevisende skildringer af at forsøge finde sig selv i eller uden for den danske provins. En anelse fremdrift savnes dog i seriens tredje ombæring.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Doggystyle«, der i sin tid startede som et ydmygt, men overraskende vellykket lavbudgetsupplement til DRs store, tunge serier, er tilbage med en tredje sæson.

Og elementerne, der i de første to omgange skabte seriens helt særlige stemning, er de samme: det ikke så store drama i det små. En historie om ungdommelig længsel og det at forsøge at blive sig selv. Overbevisende figurer, enkle sjæle hentet lige ud af virkeligheden, og ikke mindst en realistisk og ikke fordomsfuld skildring af den danske provins, som ellers ofte optræder på dansk film gennem let nedladende københavnske briller, og som holdes ud i strakt arm som et farligt sted at være eller et sted at dø langsomt indefra.

Veninderne Asta og Jose er i deres fnisende og overstadige symbiose på vej på interrail. Men sådan kommer det naturligvis ikke til at gå. Rejsen slutter, før den er begyndt. Jose, der er hård udenpå og blød indeni, og som lider af tilbagevendende angstanfald, er ikke klar til at forlade Sjællands Odde og kæresten Fnuggie (Nicolai Jørgensen) og hans strandcafé, der også fungerer som hashbod og samlested for vennerne.

Joses udgangspunkt er i denne omgang seriens dominerende, og Josephine Park gør en overbevisende figur af hendes utilpassethed helt ud i spidserne af de lyserøde akrylnegle.

Den lidt udflydende Asta, der nærer nogle diffuse drømme om at komme ind i film- og teaterbranchen, flytter i stedet ind hos den etablerede, smarte skuespiller Adam (Peter Zandersen) og hans uudgrundelige kæreste (Sidsel Siem Koch), der prøver at få et barn. Lidt for voksne frustrationer, og efterhånden opdager Asta, at hun befinder sig på dybere vand, end hun kan bunde. Rosemarie Mosbæk er stadig et fund af ungdommelig usandhed.

Gennemtroværdige

Instruktøren og manuskriptforfatteren Anna Emma Haudal kan noget helt særligt. Hun kan skabe figurer, der virker plausible. Her er ingen karakterer, der taler lidt for velartikuleret, fordi en eller anden anden – for eksempel en begavet manuskriptforfatter – har lagt dem ordene i munden og skal banke budskaber igennem.

Her siger man egentlig ikke så meget, og når man gør, ligger det meste mellem linjerne. Noget af det er endda politisk ukorrekt. Her er ovenikøbet en sympatisk hovedperson, der stemmer DF: »For dyrenes skyld.«

Det er alt det nedenunder – det, der er svært at sige; det, man måske ikke engang selv kan formulere for sig selv – der ligger og ulmer og giver hver eneste scene vibrerende liv. Anna Emma Haudal kan få selv en bowlingscene i familiens skød til at emme af små spændinger, selvom konfrontationerne sjældent bryder ud i lys lue. Der er en varme, tilgivelse og forståelse for hver eneste af de figurer, der nu engang er, som de er, men som sjældent skildres så fuldendt autentisk som her. Astas tvillingesøster (Sarah Juel Werner) er noget så usædvanligt som en person med cerebral parese, der ovenikøbet nu tabunedbrydende udstyres med retten til et sexliv.

Den fintmærkende personinstruktion er båret af evnen til at lade stilhed være stilhed, når ikke lige tidens poptoner minder om, at det her er en historie om at være ung og finde en plads i livet. Haudal ved, hvornår hun skal lade skuespillerne spille, selv holde vejret og lade kameraet i ro. Men hun kan også skabe masser af stemning med sine klip af en susende vind i en majsmark eller en kat, der slikker poter i græsset.

Op- og nedture

Serien er altså stadig et lille mirakel, når det gælder de altid solidariske scener fra det upolerede provinsmiljø, som Asta bevæger sig væk fra, fordi det ikke er nok, men, som hun efterhånden også forstår, er hendes udgangspunkt og kerne. Men lidt mere fremdrift i forhold til de tematikker, som allerede blev slået an i de to første sæsoner, kunne man nu godt ønske sig. Et helt afsnit om Joses mareridt under en skovtur vidner om en vis brist på nye ideer.

»Doggystyle« kan altså sagtens ende her efter tredje sæson. Det gør den nok også. Men hvis den kunne komme lidt op i omdrejninger, kunne den sådan set fortsætte hele livet.

For det er det, den handler om. Det liv, som hele tiden byder på små op- og nedture, som vi må klare så godt, vi kan. Og som i og for sig er nok til at skabe dramatik.

Som far Jens (Anders Brink Madsen) siger, da han trøster sin lige akkurat voksne datter, der har det lidt skidt:

»Livet handler om at græde den gråd, der skal grædes, og grines de grin, der skal grines – og sådan er det.«

»Doggystyle« Sæson 3. Manuskript og instruktion: Anna Emma Haudal. Kan streames på DR.dk