De kalder hende en sensation herude i Odsherred.
Ikke fordi hun som instruktør og manuskriptforfatter har fået en seersucces med fiktionsserien »Doggystyle« på DR3. Ikke fordi hun med sit opsatte, svagt lyserøde hår i to knolde ved ørerne skiller sig ud. Ikke fordi hun er »blevet til noget«.
Den helt store interesse for Anna Emma Haudals person på disse kanter, er funderet i noget så simpelt og alligevel stort, at hun sammen med sin kæreste, Robert, for syv måneder siden flyttede fra København ind i et stort, hvidt hus med tilhørende staldbygninger, hvor de eneste, der går over vejen i dagtimerne, er hanen og hønsene.
»Jeg er jo ikke bare tilflytter. Jeg er en tilbageflytter. Jeg er selv vokset op her i udkanten, og det er helt vildt for dem. Så har de jo gjort noget rigtigt, hvis sådan en som mig vender hjem igen. Herude er de meget stolte af mig. Det havde de også været, hvis jeg bare havde lavet en kortfilm. Der skal ikke så meget til. Det er langt sværere at være en succes i byen.«
På pladespilleren kører Lou Reeds album »New York«. Der kunne ikke være længere til storbydrømme, når man står i Anna Emma Haudals køkken med udsigt til flere meters landidyl. En her-sker-intet-udsigt var den, hun selv flygtede fra som mut teenager, og det er den, den 21-årige hovedperson Asta i »Doggystyle« vrangvilligt vender tilbage til, da livet i København pludselig fremtoner mindre Instagram-pittoresk og boligløst.
Der lander hun i den splittelse mellem land og by, som bor i de fleste af os. På én gang længslen og væmmelsen over både det provinsielle og det storby-storladne.
»Da jeg gik i gang med at skrive, tænkte jeg selv: Hvad var det værste, der kunne ske for mig som 20-årig? Det ville være at blive slået hjem. Det ville være dødens pølse at flytte herop igen. For hvad fanden skal man lave derhjemme, når man er 20 år? Man spiser bare sin mors mad og ligger på sofaen,« siger hun med sin særegne, rolige stemme, der passer til den tikkende stilhed rundt om os, hun engang fandt kvælende.
På kafferunde
Naturen var bare åh-så-kedelig. Folk var bare åh-så-ens og uinteressante. Naboerne var bare åh-så-sladrende om det fælles, lille liv, de alle delte. Anna Emma Haudal havde slet ikke blik for det, da hun selv var teenager her mellem fjord, himmel og muld.
»Paradoksalt nok er det alt det, jeg gerne vil være en del af i dag. Førhen så jeg meget, hvad folk havde på. Nu interesserer jeg mig mere for, hvilke historier de rummer. Man kan godt finde skæve typer i København, men de er altså nemmere at få en samtale med her. Det var alle de tosser, jeg dengang bare skulle væk fra. Da vi flyttede ind, fik vi mange blomster. Vi blev budt på kaffe, og opdagede, at folk snakker om hinanden her. Det skulle jeg også væk fra dengang. Nu synes jeg bare, at det er fedt med et tæt naboskab,« siger hun.
Fårene er ikke blevet klippet. Hønsene mister deres fjer, og i drivhuset ligger der tomater på jorden. De øver sig stadig på at bo på landet, men Anna Emma Haudal har ikke et sekund savnet storbyen. Selv om mobildækningen herude er så dårlig, at de har købt en fast telefonforbindelse til huset.
»Her kan jeg råbe og skrige, uden at naboen kommer og banker på. I byen skal man hele tiden gå på listefødder. Jeg får simpelthen dårligt selvværd af at være i byen. Der er så meget, man skal leve op til. Når du går ud ad døren, skal du tænke over, hvilket tøj du tager på. Fordi du aldrig ved, hvem du møder. Jeg ville jo gerne selv skille mig ud. Men det er så anstrengende!«
Ude i entreen står variationer over gummistøvler. Et par sorte, langskaftede. Et par med glimmer. Et par i lysende blå med snører. Sagen er den, at det er fuldstændigt ligegyldigt, hvilket par, hun ifører sig, når hun kører til Brugsen. Hvem i alverden skulle interessere sig for, hvilke støvler hun har på?
»Jeg har sagt det tidligere, men i København havde jeg det som om, at jeg indåndede andre menneskers angst. Det er så nemt at blive smittet. Ikke bare med bakterier, men også tøjstil, vaner og en måde at bevæge sig i verden på. Man har hele tiden lyst til at være noget andet i byen, fordi der hele tiden er nogen, der er bedre end én selv. Som er smukkere. Sejere.«
Langt lys på
Synet ændrede sig, imens Anna Emma Haudal boede i storbyen. Hun kunne ikke se langt og måtte anskaffe sig et par kørebriller for at se skiltene. Alt i hendes liv foregik med det korte lys på. Da hun fik en alvorlig omgang kyssesyge og måtte på rekreationsophold hjemme hos sine forældre i Odsherred, trådte hun det første skridt mod en forelskelse i landlivet.
»Når jeg var på landet, kunne jeg igen se langt. På et dybere plan rummer mit syn i dag også flere vinkler i forhold til holdninger og måder at være på. Præmissen for at bo i udkanten er, at man bliver nødt til at have samtaler med folk, der ikke mener det samme som én. Vi skal kunne sammen herude. Inde i byen kan du altid vælge at finde sammen med de mennesker, der mener præcist det samme som dig og går i det samme tøj. Og du orker dybest set ikke dem, der er anderledes.«
Pludselig var overboens lyde vildt irriterende, og pludselig blev hun kærester med Robert, der også ville længere ud end blot Valby bakke. De faldt for det hvide hus med blå vinduer, hvor man kan gå tur i den nærliggende skov, imens man også har udsigt til fjorden.
»Mange af vennerne synes virkelig, at her er fedt. Vi går også rundt og holder øje med huse til dem. Vi har brug for unge mennesker heroppe. Jeg tror ikke, at skiftet er sket. Det er i gang. Flere får øjnene op for landlivet. Det handler om, at boligmarkedet i de store byer er helt sindssygt. Det er umuligt at have en almindelig løn og samtidig købe et hus. Bare en treværelses-lejlighed er svær at betale for. Mine venner bliver hvide i hovedet, når de hører, hvad husene her koster.«
Teenager igen
Når Anna Emma Haudal i dag kommer hjem til sine forældre et par kilometer væk, er det ikke altid den voksne version af hende selv, der ankommer. Teenageren i hende åbner som det første køleskabet i forældrenes hjem og stirrer blindt i det for at finde en måske gemt snack. I »Doggystyle« lader 21-årige Asta skålen med havregryn stå i vasken og slænger sig dovent på sofaen i forældrenes hjem.
»Der er mange, der synes, at Asta er en egoistisk og usympatisk karakter. Men prøv lige at tænk over, hvordan du selv opfører dig, når du kommer hjem til dine forældre. Da jeg screenede serien for et testpublikum, sad de også alle og græmmede sig, fordi de kunne genkende deres egen opførsel. Vi er allesammen nogle små psykopater i selskab med vores forældre.«
Hun har fået mails fra seere, der selv er vokset op på landet og som kan identificere sig med den måde, festerne udspiller sig på, når alle kender alle. Det er en ungdom, vi alle enten har haft eller genkender bidder af.
»Man behøver ikke at forlade hjemstavnen helt. Man kan ikke fjerne sine rødder. Min tese er, at Asta har fjernet sig så meget fra sig selv, at hun har mistet fodfæstet.«
Følelsen af at stå lidt mere trygt og fast på jorden, rammer Anna Emma Haudal hver morgen, når hun brygger kaffe på komfuret.
»Jeg siger tak hver dag, når jeg ser ud ad vinduet. Jeg ved godt, at det lyder så hippieagtigt, men man ændrer sig ved at få den kontakt med naturen, røre ved et blad eller spise noget, man selv har dyrket. Min far synes, at jeg er blevet mere religiøs efter at være flyttet herud. Eller det kalder han det. Jeg kalder det spirituel. Nu er jeg typen, der krammer træerne og går på bare tæer. Man kan sgu ikke mærke for meget efter.«
Udkanten? Provinsen? Anna Emma Haudal foretrækker at kalde det for udkanten. Provinsen lyder så tarveligt, synes hun. Den er asfalt og beton.
»Udkanten lyder som natur, kanter og skråninger. Så er vi i det mindste ude. Der er en større poesi i udkanten. Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor udkantsdanmark som ord er blevet så ildeset. Jeg ved godt, at beboerne herude selv lægger armene over kors og bliver sure over, at byboerne kalder dem grimme og fattige. Men så må man rejse sig op og vise, hvad man kan. Det hjælper ikke at lukke sig om sig selv.«
Den fortælling, hun selv har skrevet sig ind i ved at foretage bevægelsen fra by til land, er, at man her får fællesskabet. Det er her, de trygge skolemiljøer er. Det er her, man som barn kan lege med sine forældre ude i haven i stedet for at blive slæbt med på café for at få frisk luft.
»Jeg er vokset op i udkanten, dengang alt lukkede. Førhen var der to banker, en bager, en tøjbutik og nogle sportsklubber i Egebjerg. Nu er der kun én Brugsen. Det hele er lukket ned, fordi folk handler i de større byer. Men de butikker er lige meget. Der er så mange små, sanselige værdier i udkanten, og det er dem, man skal fortælle om. Udkanten er for mig et eksistentielt alternativ.«
Fordommene
Inden der går for meget bonderomantik og buldrende varme brændeovne i den, kommer Anna Emma Haudal ind på den fordom, hun selv havde om landet, og som hun stadig møder fra andre. En fordom, der har vist sig at have en klangbund i noget virkeligt.
»Udkanten er fjendtligt indstillet over for københavnere, byfolk, hippier og alt fremmed, siger folk. Jeg møder den angst, men jeg ser den mere som en frygt for forandring. Og den angst eksisterer nok mere herude end i storbyen. Vi er ikke så mange mennesker herude. Derfor mærker jeg også den mere tydeligt her. Det er både fra tætte venner og familie.«
En her-sker-intet-udsigt på matriklen kommer også med en det-snakker-vi-ikke-om-stemning. Hvor en samtale hen over kaffen bliver afbrudt med et fuldt stop, når snakken eksempelvis falder på, hvor man sætter det politiske kryds. Det var den slags verbale afvigemanøvrer, der engang irriterede hende grænseløst.
Nu er sensationen fra Odsherred flyttet helt hjem.
»Der hersker sådan en keep-it-hyggeligt-atmosfære her. Det sjove er jo, at det var alt det, jeg gjorde oprør mod som ung. Det var netop det, jeg ikke kunne HOLDE UD! Nu hvor jeg er kommet tilbage, tænker jeg bare: Tjaaa, det går nok.«