Danmark har fået ny koloni at sige undskyld til. Ny storfilm fortæller en gådefuld historie

Islandske Hlynur Pálmason har vilde natursyner i sit forfrosne hjemland med »Vanskabte land«, der kæmper for at samle et stort bundt af ideer.

Der er rigtig meget, som jeg godt kan lide ved Hlynur Pálmasons »Vanskabte land«, der ligner en storladen cinematisk ambition om at blive selve Historien om Island fra dets vulkanske fødsel til dets frigørelse fra moderlandet Danmark.

Det handler om landets folk, dets danske kolonihistorie og den mægtige natur, der tårner sig gådefuldt op, stejlt og afvisende som et klippefjeld.