Både det svenske politi og Lisbet Palme smides under bussen i ny Netflix-serie om Palmemordet

Netflix-serien »Den usandsynlige morder« argumenterer overbevisende for, at den såkaldte Skandiamanden var manden, der trykkede på aftrækkeren, men havde held til at snyde politiet.

 
Trailer til »Den usandsynlige morder«. Krimiserie, fem afsnit a 43-52 minutter. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er vel i runde tal lavet cirka 1.000 dokumentarfilm, podcasts, bøger og så videre om mordet i 1986 på Sveriges statsminister Olof Palme. Har vi virkelig brug for mere? Både ja og nej, viser det sig.

Hvis du kender alt til Stig Engström i forvejen, har Netflix’ nye krimisatsning »Den usandsynlige morder« måske ikke meget nyt at fortælle dig. Hvis navnet Engström eller Skandiamanden ikke ringer frygtelig mange klokker, er serien til gengæld ret interessant.

Stort set alle har været mistænkte

Palmesagen er vel kun overgået af mordet på John F. Kennedy i antal forskellige teorier om, hvad der egentlig skete. Alt fra CIA og den kurdiske selvstændighedsbevægelse PKK til den israelske efterretningstjeneste Mossad og højreorienterede, svenske politibetjente har været i spil som gerningsmænd. Men »Den usandsynlige morder«, baseret på Thomas Pettersons bog af samme navn, har foretaget et valg: Olof Palme blev skudt af Stig Engström, der arbejdede som reklamekonsulent i Skandiabygningen, der ligger få meter fra gerningsstedet.

Fra drabsmand til vidne

Man spoiler ingenting ved at afsløre den detalje – seriens allerførste scene viser Engström, der skyder Palme og tager flugten. Som du formentlig ved, er Engström aldrig dømt for mordet (han begik selvmord i 2000), og således kan man godt indvende, at spændingskurven i »Den usandsynlige morder« er temmelig … vandret. Alligevel fungerer fortællingen langt hen ad vejen, lidt ligesom filmen »Sommeren ’92« om EM-triumfen i 1992, hvor man stort set scene for scene godt ved, hvad der kommer til at ske, men alligevel bliver fascineret.

Det gør man også af Stig Engström (Robert Gustafsson), der i dagene efter attentatet ikke går i skjul, men i stedet kontakter både politi og medier for at fortælle, at han var vidne til drabet. Med stor ihærdighed og på en måde, så politiet mest af alt betragter ham som en opmærksomhedssøgende tosse og slet ikke som mulig gerningsmand.

En næsten ukendelig Mikael Persbrandt spiller den inkompetente politichef Hans Holmér. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix.

Selvglad og inkompetent

Det svenske politi fremstår i det hele taget ikke specielt heldigt i serien. Chefen for Stockholmpolisens drabsafdeling, Arne Irvell (Peter Andersson), ankommer rødglødende af raseri til politigården dagen efter mordet. Der er ikke lige nogen, der har informeret ham om aftenens begivenheder, og han har måttet læse om mordet i avisen.

Han bliver i øvrigt hurtigt kørt ud på et sidespor, da politichefen Hans Holmér (Mikael Persbrandt) udnævner sig selv til leder af efterforskningen på trods af, at hans erfaring med mordsager er ikkeeksisterende.

Holmér fremstilles som en virkelig ærgerlig kombination af selvglad og inkompetent, men han er ikke den eneste prominente person, der smides under bussen af »Den usandsynlige morder«. Også Olof Palmes kone, Lisbet, fremstilles, som om hun gjorde langt mere skade end gavn under efterforskningen på trods af, at hun var det allervigtigste vidne.

Gumpetungt handlingsspor

Det er spændende at følge med i, men generelt kræves en ret stor interesse i Palmemordet, før »Den usandsynlige morder« for alvor fungerer.

Ikke mindst fordi serien har et så stort fokus på Stig Engström, der portrætteres som smålig, forsmået og generelt skideirriterende. Det var han givetvis også, men af samme grund er han ikke specielt godt selskab, og generelt er det lidt svært at finde nogen at »holde med«.

Samtidig introducerer serien på et tidspunkt et nyt handlingsspor, hvor journalisten Thomas Petterson mange år efter mordet graver i sagen – primært ved at gå i tilsyneladende endeløs pendulfart ind og ud af sin redaktørs kontor, mens han forklarer de nyeste spor. Det virker lidt gumpetungt og som en krykke, fordi man ikke rigtigt kunne finde ud af at få det hele med i sporet fra 80erne.

Nå ja, og så kan man da som dansker også godt blive lidt pikeret over, at det stort set ikke er muligt at se en dansk film eller serie uden minimum én umotiveret svensker, men da en kvinde fra den danske efterretningstjeneste har et par replikker, spilles hun af en svensker, der taler dansk med tyk accent. Tsk.

I det hele taget er »Den usandsynlige morder« langtfra perfekt som spændingsserie, men Palmemordet og det faktum, at det aldrig 100 procent bliver opklaret, er så grundspændende, at det gør serien værd at se.

»Den usandsynlige morder«. Krimiserie, fem afsnit a 43-52 minutter. Instruktion: Charlotte Brändström og Simon Kaijser. Med: Robert Gustafsson, Eva Melander, Mikael Persbrandt, Peter Andersson m.fl. Premiere på Netflix 5. november.