»Jackass«-drengene er tilbage med den femte film i rækken, »Jackass: Forever«, der over weekenden var den mest sælgende film i de amerikanske biografer, skriver Variety.
Anmelderne er også begejstrede for filmen, selvom 50-årige Johnny Knoxville, 47-årige Steve-O og alle de andre med deres tilsyneladende åndsforladte drengestreger ikke ligefrem er finkulturelle ledestjerner. På Rotten Tomatoes kan man se, at 85 procent af anmeldelserne er positive.
Hollywood Reporter har bemærket det overraskende ved anmelderrosen, og skriver, at »Jackass: Forever«, er den bedst anmeldte film i filmseriens historie.
Roserne fra flere toneangivende medier er bemærkelsesværdige al den stund, at det handler om stunt som at slikke på en strømpistol, at agere menneskelig motorcykelrampe og at slås med en tyr. Sidstnævnte gav i øvrigt Johnny Knoxville en voldsom hovedskade, som har fået ham til at pensionere sig selv fra »Jackass«-universet.
Udødelige sprællemænd i våde underbukser
»Er 'Jackass: Forever' et filmisk mesterværk, der kan afslutte pandemien og fjerne politiske skillelinjer? Måske,« spørger og svarer Hollywood Reporter, hvis egen anmelder dog ikke var synderligt imponeret.
Det var anmelderen i New York Times til gengæld. Amy Nicholson skriver i avisen, at der er to ting, som hæver »Jackass: Forever« over dens hær af imitatorer, hvoraf mange nu findes på TikTok.

»For det første er der den knivskarpe slow motion-cinematografi, som udødeliggør de sprællende mænd i våde underbukser med samme iver, som var det Michelangelo, der var i gang med at udhugge 'La Pietà'. Den anden – og langt vigtigere – grund er holdets venskab med hinanden. Venskabet ses tydeligt, når de jubler af de tilskadekomne og påsmører en helende salve af bifald i næsten hver eneste scene,« skriver Amy Nicholson.
I britiske The Guardian giver Simran Hans »Jackass: Forever« fem stjerner.
»Der er intet plot, men blot en lang række jokes. Men at se dem i rækkefølge har ikke samme bedøvende effekt, som hvis man så en masse korte, lignende videoer på YouTube eller TikTok. Den kumulative effekt af scenerne er derimod et underligt hjertevarmt og rørende indblik i 20 års uforgængeligt, mandligt venskab,« skriver Simran Hans.
I kulturmediet Vulture skriver Bilge Ebiri, at den nye film er en blidere, venligere version af »Jackass«, men »heldigvis ikke en mere moden version«.
Det der gør et »Jackass«-stunt til et »Jackass«-stunt er ikke sværhedsgraden eller ulækkerheden af aktiviteten.
»Det er derimod interaktionerne mellem gerningsmænd, ofre og tilskuere. Først kommer stuntet, siden smerten og til sidst kammerateriet,« skriver Ebiri, som senere i anmeldelsen kalder en bestemt spøg for en af de sjoveste ting, hun nogensinde har set.
»Jackass« blev skabt af Jeff Tremaine, der er instruktør på den nye film, Spike Jonze og Johnny Knoxville, og blev oprindeligt sendt på MTV fra 2000-2002. Showet var stærkt kontroversielt, fordi man var bange for, at det ville inspirere andre til at lave lige så dumme ting, men showet var også voldsomt populært. Showet førte til syv spin off-serier, fem spillefilm produceret af Paramount og endda et videospil.
Trods alle roserne af »Jackass: Forever«, ser filmen dog ikke ud til at få dansk biografpremiere, skriver Kino.dk. Kino.dk har heller ikke har kunnet finde ud af, hvornår filmen kommer på streamingtjenesten Paramount+.
»Jackass: Forever«. Instruktør: Jeff Tremaine. Medvirkende: Johnny Knoxville, Steve-O, Chris Pontius, Rachel Wolfson, Jason »Wee Man« Acuña, Eric Andre, Machine Gun Kelly m.fl.



