Mel Brooks' uartige musical kan næppe fornærme nogen

Det Ny Teater vender tilbage til musicalen »The Producers« efter 16 år. Det er et kært og muntert gensyn, og Preben Kristensen er forrygende som dens ekvilibristisk centrum. Men helt så overgivent et latterchok som sidst er det ikke.

Teaterproducenten Max Bialystock (Preben Kristensen) og revisoren Leo Bloom (Sebastian Harris) er tydeligvis imponeret af svenske Ulla (Alexandra-Yona Alexandrova). Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det helt naturlige spørgsmål at stille sig: Er der noget, der kan krænke i Mel Brooks' skøre musicaludgave af sin egen filmfarce »The Producers«?

Den mere end 20 år gamle musical, hvor den jødiske komiker ikke bare boltrer sig i den bevidst dårlige smag, men også nærmest demonstrativt skyder på alt og alle? Hvor intet er helligt, og alt kan sælges for en vittighed?

Det er naturligvis også et spørgsmål, man har stillet sig på Det Ny Teater, hvor »The Producers« er tilbage efter 16 år, stadig med Preben Kristensen i titelrollen, men med nye folk på alle andre poster. Adam Price har i hvert fald lige justeret sin i forvejen fremragende oversættelse – en umulig opgave, han har løst med rimeligt rimende træfsikkerhed, så der falder et enkelt nik eller to til en ny tids krænkelsesparathed.

Men den hellige forargelse kan man godt parkere, inden man sætter sig ind i Det Ny Teaters plyssæder.

Scenisk makværk

Tværtimod virker det nærmest, som om chokket er mindre efter alle disse år. Uartig og obskøn? Jo da. Men på en så troskyldig facon, at man skal være mere end fintfølende for at synes, at det er for meget af det gode. Gudskelov, vi har den, fristes man til at sige – Mel Brooks' forulempelser ville næppe have en chance på Broadway i dag. Et enkelt lille optrin mindede mig dog om, at vi måske alligevel har flyttet os en smule i forhold til, hvad vi griner af: Da en tyk pige vil blande sig i det langbenede, steppende blondinekor, bliver hun prompte bedt om at forsvinde ud af den fantasi, pigerne er en del af. Den sved.

Men ellers er der stadig meget at grine ad i den skrupskøre, grovmelerede handling, der som bekendt går ud på, at den mildest talt dubiøse Broadway-producent allierer sig med sin neurotiske revisor i forsøget på at score den store gevinst: Den musical, de sætter sig for at stable på benene, skal og må blive et flop, for at de kan stikke alle investorpengene i lommen. Resultatet, det sceniske makværk, »Forår for Hitler«, komplet med et smagsløst orgie af dansende og syngende nazister, viser sig desværre i stedet at blive den succes, de aldrig havde håbet på – og så brænder lokummet.

Men mest af alt kan Mel Brooks bruge sin fræsende farceprægede, festlige handling som undskyldning for at gøre grin med alt og alle i en lind strøm af crazykomiske ind- og udfald, vittige referencer til populærkulturen og vandede ordspil. Et orgie af undergravende humor og dårlig smag, vel at mærke serveret på en raffineret facon, ikke mindst fordi det hele er så kærligt, nostalgisk gjort.

Og samtidig er det hele en satirisk demonstration af det gamle mundheld om, at ingen nogensinde er gået fallit på at undervurdere publikums dårlige smag. En lettere kynisk udlevering af den showbusiness, hvor alt kan gøres til en forretning. Og så har vi slet ikke nævnt den sprudlende musik, som Brooks også selv har skrevet. Den er både stærkt ironisk og gammeldags charmerende på den der Broadway-facon, som vist ellers ikke rigtig trives for tiden.

Ikke ideelt besat

Preben Kristensen er stadig aftenens helt store aktiv i rollen som den vulgære Max Bialystock. Sikke en nærmest Snurre Snupsk hurtighed, sikke en timing, sikke en omskiftelighed, sikke en lagret fornemmelse for stilen. Han formeligt øser af scenecharmen. En opvisning i nærmest skamløst ekshibitionistisk ekvilibrisme i et par store solonumre, som er af den slags, en musical som denne tager næring af. Han sætter tempoet for hele forestillingen. Bravo!

Velsyngende Sebastian Harris rykker frem i første geled som makkeren, den undseelige revisor med producerdrømmene, der skal lære at komme ind i livet. Det gør han fint og sikkert. Men lukker han for alvor op for den gradvist mere vindende side af karakteren, der skal til?

Kunne iscenesætteren, Lisa Kent, i det hele taget ikke have fået mere ud af flere af de medvirkende? Man morer sig, men man forpasser også nogle af de ellers så indlysende muligheder, hvor man kunne have væltet huset i nogle af de ellers bevidst indlagte højdepunkter

Det nye talent Alexandra-Yoana Alexandrovna kan både synge og danse som den langbenede, svenske sekretær og våde mandsfantasi Ulla. Men figuren bliver udelukkende en blank overflade. Også her mangler man den afgørende sødme – kald det bare menneskelighed – der trods alt også skal til for at forløse figuren.

Asger Reher kunne med fordel skrue op for blusset og sin lagrede komik som den bindegale nynazist, komplet med stålhjelm og hvide knæ under lederhosen, ham, hvis håbløse manuskript danner basis for det kalkulerede flop. Hvis du har det, vis det!

Den livsangste revisor (Sebastian Harris) drømmer om at blive en stor Broadway-producer med alt, hvad der følger med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo.

Og Michael Carøe virker nærmest nervøs for den grænseløst skamløse bøssekomik, hans krukkede flødebolle af teaterinstruktør skal mæske sig i. Man forstår godt ideen: Den meget maskuline Carøe spiller überqueen, men der er simpelt hen for lidt blus på kakkelovnen, ikke mindst når manden med få minutters varsel skal overtage rollen som en henrivende campet Hitler i den helt forfærdelige – og forfærdelig morsomme – musical, vi heldigvis får en smagsprøve på.

Til gengæld er altid træfsikre, knivskarpe Kim Hammelsvang alt, hvad han skal være, som hans »papirløse assistent«. Ssssssssuperskønt!

Gensynet med »The Producers« er kært. Strækmarch er frækmarch igen. Men repetitionsøvelsen demonstrerer også, at det er altid svært at vende tilbage til en vinder. Chokket har fortaget sig – både hvad den politisk ukorrekte humor anbelanger og med hensyn til den altfortærende, overgivne morskab, musicalen bemægtigede sig sin tilskuer med fra start til slut i sin tidligere inkarnation.

Mindre kan også gøre det. Men det med at spare på energien må en musical  som »The Producers« overlade til husejerne.

»The Producers«

Manuskript: Mel Brooks og Thomas Meehan. Musik og sangtekster: Mel Brooks. Oversættelse: Adam Price. Iscenesættelse og koreografi: Lisa Kent. Scenografi og kostumer. Paul Farnsworth. Musikalsk indstudering: Per Engström. Det Ny Teater til 31. december.