Det Kongelige Teater giver den gas: Dansk kulturpolitik er noget absurd svineri

Operetteklassikeren »Den glade enke« er blevet til en skarp og gakket satire over kulturens vilkår i et nutidsdanmark, hvor alting sejler, og grise er en forudsætning for kunst. Over det hele stråler Palle Knudsen som en grev Danilo, man aldrig har hørt bedre. Afsted til svinestien!

En mand i krise: Grev Danilo (Palle Knudsen) og den glade enke Hanna Glawari (Gisela Stille). Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Enken efter svineproducenten Svine-Svendsen står på det futuristiske svineslagteri, hun har arvet efter sin mand, og synger henført, men der lugter så meget af død, at alle, undtagen den syngende selv, må holde sig for næsen. Sikke noget griseri.

Hendes mand udåndede i øvrigt på bryllupsnatten, nu er hun milliardær, og nu er sørgeperioden overstået, så hun er glad, og hun indstifter prisen »Årets kultursvin« på 300 millioner kroner, og nu vil alle have del i hendes penge, ikke mindst den udsultede kultur- og mediebranche, repræsenteret af blandt andre filminstruktøren Camille, kulturredaktør Ken Skade fra dagbladet Polemikken og en fjollet teaterdirektør, der netop har scoret seks stjerner for sin opsætning af »Den glade enke« (seks stjerner fordelt på seks anmeldelser, vel at mærke!). I sit stadigt mere desperate forsøg på at tækkes bundlinjefikserede kulturpolitikere dropper sidstnævnte til sidst finkulturen til fordel for en scenisk opførelse af det populære tv-program »Gift ved første knald«. Så er niveauet ligesom lagt.

Forlægget for de nye løjer på Operaen er selvfølgelig Franz Lehárs elskede operette »Den glade enke«, og musikken er også stadig den samme skønne. Forskellen er, at i Adam Prices uforfærdede gendigtning er vi ikke i Paris ved forrige århundredeskifte, men i en absurd, men dog genkendelig og hyperaktuel dansk kulturnutid, hvor grise er vigtigere end kunsten – eller i hvert fald dens materielle forudsætning, og hvor Zeta oprindeligt var det forarmede Balkan-land Pontevedros ambassadør i Frankrig, er han nu bemeldte teaterdirektør for et lige så forarmet teater. Den gode grev Danilo, der i originalen er førstesekretær på Pontevedros ambassade, er på sin side en stolt og forfængelig scenekunstner, der længes efter dengang, da publikum ville have kunst og ikke pjat, men nu selv er sunket så dybt, at han har påtaget sig rollen som ene hane i kurven i omtalte udknaldede tv-program. Sikke en nedtur.

Grev Danilo er i øvrigt stadig – som i forlægget – forelsket i Hanna Glawari, som han lærte at kende, da hun var en fattig dansepige på det teater, der nu vil have hendes penge. Teaterdirektør Zetas hustru, Valencienne, knalder også stadig ved siden af med sin Camille, så det hele er ikke blevet mindre erotisk, end det var ved premieren i 1905. Heldigvis. Forskellen er bare, at denne udgave af »Den glade enke« altså nu er blevet til en dejligt svinsk parodi på dansk kulturliv anno 2021.

Kunstens vilkår under nødvendighedens lov inkarneres af en benhård Djøf'er, teatrets vicedirektør Nielsen, der energisk forsøger at få teaterdirektør Zeta til at overholde alle de absurde regler, politikerne har pålagt ham, og det er hårdt arbejde, forstår man: I et overstadigt øjeblik tiltaler Zeta hende med et »Djøf, djøf, djøf, min lille sparegris«. Hun på sin side sætter sin overordnede på plads med uimodsigeligt at argumentere for, at selveste Gud, den store regnskabsfører, selvfølgelig er – ja, Djøf'er …

Der er også blevet plads til dansende grisepiger i den aktuelle opdatering af »Den glade enke«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther.

Godt gakket

Det er alt sammen godt gakket, og der er med skyldig hensyntagen til forlægget også både fest og farver og champagnebrus og cancanpiger, ligesom man forkæles af Steffen Aarfings generøse scenografi, der ubesværet giver plads til både døde grise, dansende grisepiger og svinske sociale mediekommentarer. »Der mellem tusind svin vil du se, du er min,« lyder det symptomatisk i en af de smukke duetter, og hvis ellers man kan leve med, at de dejlige alvorlige steder, der vitterlig også er i den oprindelige »Den glade enke«, aldrig bliver rigtigt alvorlige i denne glade svinesti af en forestilling, så er den svær at komme udenom: Her er et stykke teater, der helt åbenlyst (og helt i kulturpolitikernes ånd) gerne vil trække et stort, bredt sammensat publikum til, samtidig med at det i sig selv er en satire over et teater, der helt åbenlyst gerne vil trække et stort, bredt sammensat publikum til. Vidunderligt paradoksalt!

På premiereaftenen var det Gisela Stille, der som Hanna Glawari skulle forsøge at forløse et af operettelitteraturens smukkeste stykker, »Vijla, o Vilja«, nu med de lystne ord »Vil jeg, så vil jeg«, og det gik da fint nok, midt i al svineriet. Morten Staugaard var tilpas selvfed fjollet som Zeta og Lise Baastrup forrygende som Nielsen, mens Dénice Beck som sexede Valencienne var en af de store fornøjelser, også vokalt, og Palle Knudsen som grev Danilo en ubetinget fryd. Har man nogensinde hørt en bedre grev Danilo?

Kor og dansere bidrog også festligt til festen, og over det hele svævede Det Kongelige Teaters direktør, Kasper Holten, der ud over at stå for den inspirerede instruktion også er medansvarlig for den aktuelle forvandling af Franz Lehárs mesterværk. Denne »Den glade enke« er således også, og ikke mindst, en kunstnerisk topchefs kompromisløse satire over tidens kulturpolitiske dårskab, så hold da op! Dansk kulturpolitik er noget absurd svineri, synes budskabet at være. Eller som det et sted i forestillingen bliver skåret ud i pap: Hvis man virkelig ikke dur til noget, kan man altid blive kulturminister!

Den glade enke

Komponist: Franz Lehár. Bearbejdelse: Adam Price og Kasper Holten. Manuskript: Adam Price. Iscenesættelse: Kasper Holten. Scenografi: Steffen Aarfing. Dirigent: Vincenzo Milletari (alternerende med Thomas Bagwell).