Adam Price: »I vores moderne tilværelse har vi arbejdet os væk fra oplevelsen af, at hændelser har konsekvenser. Alt skal helst kunne gøres om eller byttes«

Adam Price skulle egentlig have været advokat som sin morfar, men blev alligevel lokket ind i kunstens verden af sin mor, far og storebror – for hvem vil være det sorte får med en »rigtig uddannelse«? Siden har døden lært ham, at livet ikke er konsekvensfrit – og at det derfor er så meget desto vigtigere, at vi bliver ved med at øve os. Også på alt det, der er svært, og som vi ikke nødvendigvis kan på forhånd.

»Man skal øve sig for at blive bedre – det er der noget fint i. At man kaster sig over noget, der er svært, og som man muligvis aldrig kommer til at mestre, men hvis man øver sig, kan man blive lidt bedre,« forklarer Adam Price om den livslektie, han oftest vender tilbage til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilket barndomsminde står stærkest i din erindring?

»Der er adskillige. Både de alvorlige og de glædelige. Et, der er særligt betydningsfuldt, er, fra jeg var tre år, og jeg lavede et dukkehus med min morfar.

Min morfar var en samlende skikkelse i familien – også selvom han ikke havde meget tid hjemme. Han blev ofte betegnet som en hård mand, men det var han aldrig over for børnene i familien. Han havde et stort hjerte og let til tårer. Vi arbejdede på at bygge et dukkehus sammen, og han sagde til mig, at 'næste gang sætter vi lyset i huset'.

Et par dage senere ringede telefonen. Morfar var pludselig død, fortalte min mor. Min eneste kommentar var: 'Så kommer der jo aldrig lys?'. Det var min første og mest primitive oplevelse af livets og dødens konsekvens. Dukkehuset forblev mørklagt.«

Adam Price er søn af skuespiller og instruktør John Price, der døde i 1996. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privat.

Hvilken betydning fik den oplevelse for dit senere liv?

»Morfar var en mytologisk skikkelse i familien, og grunden til at jeg i sin tid begyndte at læse jura. Han var landsretssagfører. Jeg nåede at læse i latterligt lang tid og skulle lige til at begynde på fjerde års prøve efter den gamle studieordning. Jeg havde nok opnået, hvad der svarer til en bachelorgrad i dag. Så sprang jeg fra. Jeg var begyndt at skrive mere og mere. Egentlig havde jeg bare set det som et studiejob.

Jeg finansierede hele min studietid ved at skrive til tv og teater. For mig var der ikke noget særligt i det. Det var jo det, vores familie altid havde gjort. Det gjorde indtryk, at James og mine forældre arbejdede sammen om så mange projekter – det fik jeg et stik af misundelse over.

James lavede musik eller spillede til deres forestillinger, og jeg kunne ind i mellem mærke en lyst til at være med. Mine forældre var ellers meget glade for, at jeg læste jura.

Det gjorde mig lidt til det sorte får med omvendt fortegn, fordi jeg blev den første i familien med en uddannelse, der ikke havde noget med »de kreative fag« at gøre. Alligevel blev de ved med at smide små opgaver over til mig – det gjorde James også. Jeg var deres altmuligmand til diverse skriveopgaver, og James brugte mig også som gæstemusiker og som lys- og lydmand på en forestilling. Til sidst tog jeg springet væk fra juraen og har aldrig vendt mig om siden.«

Hvad er den vigtigste sætning, du hørte som barn?

»Min far havde en fast, egentlig ret arrogant, sætning, når han talte om sig selv som forælder og os som børn: 'Jeg opdrager ikke mine børn, jeg viser dem, hvad der er godt'.«

Og var han så forbilledlig?

»Han var et stort og buldrende menneske. Han var en kunstnersjæl med store armbevægelser. Store armbevægelser vælter vaser og nogle gange personer. Vores far var skuespiller og nød at optræde. Også personligt. Han kunne godt lide at spille »skuespilleren John Price«. Det lå i hans væsen.

Jeg er nok ekstrovert som min far, men James og jeg er mere skolede og kan bedre lægge en dæmper på os selv. Jeg husker, når vi skulle på restaurant i udlandet, og min far så ville gøre sin entré ved at synge Verdis »La donna è mobile«. Bare for lige at markere, at nu var et kulturbærende element ankommet til etablissementet.

Sammen med broren James har Adam Price igennem 12 sæsoner været værter på madprogrammet »Spise med Price«. I den seneste sæson nåede de to til de britiske øer, hvor Adam Price før i tiden har gået på sprogskole. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR.

Min mor kunne være sunket i jorden af skam, men han blev ofte elsket for det, de steder vi kom. Og så var han madelsker og ekstremt vidende – og grunden til, at min bror og jeg fik vores interesse og madglæde.

Han manglede diskretion. Han kunne finde på at irettesætte tjenere eller påstå, at det, vi havde fået, ikke var det, kortet lovede.'Var det mon ikke en skrubbe og ikke en rødspætte?'. Det var så pinligt, for vi ville bare være diskrete. Det er jo også det, jeg selv har forsøgt at praktisere i min tid som madanmelder for Politiken – at være så diskret som mulig.«

Hvad lærte livet dig i dine ungdomsår?

»At få en vigtig relation til min far. Han arbejdede meget i min barndom og var ikke så interesseret i små børn. Det var mere noget med at nusse os i håret og sige 'Har du det godt, lille skat?'. Han var helt anderledes nærværende i mine ungdomsår, og da jeg kom i gymnasiet, for der kunne vi snakke på et andet niveau.

At opdage sin far i en alder af 14 eller 15 år og så kunne trække på, at jeg sad med en af Danmarks største instruktører, der var en guldgrube af viden og en fantastisk fortæller. Det var enestående. Hvis jeg skulle skrive noget om Den Franske Revolution, kunne jeg bare trykke ham på næsen, og så delte han ud af sin viden. Han var ikke kun en bulderbasse, han var også klog og indsigtsfuld.«

»I vores moderne tilværelse, har vi arbejdet os væk fra, at hændelser har konsekvenser. Alt skal kunne gøres om eller byttes. Den ultimative begivenhed, udover fødslen, er døden,« mener Adam Price. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Var skolen et fristed, et fængsel eller en øjenåbner?

»Det var både et fristed og en øjenåbner. Det lyder måske irriterende, men jeg elskede at gå i skole, havde let ved det og fik flere gode venner, som jeg stadig har. I gymnasiet vil jeg sætte særlig streg under ordet »øjenåbner«. Her var der ingen pligtlæsning med standardiserede spørgsmål. Pludselig var det litteraturforståelse på et højere plan. Det var svært, og det kunne jeg virkelig godt lide. Og så alle sprogene.

Jeg var nysproglig og elskede at få mulighed for at læse tysk, fransk og engelsk litteratur på originalsproget. Jeg kunne gå vældig op i, når der var fristil, og bruge dagevis på at skrive 20 håndskrevne sider. Det var nok i de år, hvor min glæde ved at skrive for alvor vågnede.«

Hvornår følte du dig voksen første gang?

»Jeg blev sendt på sprogskole i Oxford som 15-årig. Det var overvældende at bo alene på college, og rent faktisk klare sig selv, selvom jeg var afsted med to gode venner. Jeg var væk i en lille måned, og det blev ret karakterdannende for mig.

Jeg endte på et hold, hvor vi skulle læse elizabethansk poesi. Det var ekstremt udfordrende. Jeg forstod jo faktisk ikke, hvad der stod, og sad nogle gange til sent om natten bare for at fatte, hvad det handlede om. Den dag i dag kan jeg stadig huske flere af de digte udenad. En 15-årigs hjerne er i stand til mere, end man tror.«

Hvornår har du følt dig mest afmægtig?

»Det halvår, hvor begge mine forældre døde. Da min mor døde alt, alt for tidligt af brystkræft, fik jeg følelsen: 'Holder det her aldrig op?'. Jeg følte mig ægte afmægtig. Jeg var ikke herre over mit liv.

I vores moderne tilværelse har vi arbejdet os væk fra, at hændelser har konsekvenser. Alt skal kunne gøres om eller byttes, men den ultimative begivenhed, udover fødslen, er døden. Og uanset, hvor meget jeg råbte og skreg, så døde de alligevel.«

Hvilken livslektie vender du oftest tilbage til?

»Noget, begge vores forældre gik meget op i, var disciplinen og ritualet omkring det »at øve sig«. Man skal øve sig for at blive bedre – det er der noget fint i. At man kaster sig over noget, der er svært, og som man muligvis aldrig kommer til at mestre, men hvis man øver sig, kan man blive lidt bedre.

Vi lever i en nemhedskultur, hvor alt skal være bekvemt og enkelt, og derfor er det så meget desto vigtigere at kaste sig over noget, der er ægte svært – uanset om det er på arbejdet, på tennisbanen, er et nyt instrument, man vil lære, eller det er noget i relation til dem, man holder af. Mine forældre havde vanvittig respekt for faglighed og mennesker, der havde øvet sig gennem et langt liv på at blive musikere, dansere, sangere, læger, videnskabsfolk. Stor faglighed tager tid at opnå, og den kræver, at du øver dig.«

Adam Price har et langt cv, der blandt andet tæller medforfatter til den danske serie »Taxa«, dramachef hos TV 2 og skaber af den politiske serie »Borgen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen.

Hvem har været mest overbærende overfor dig?

»Privat må det være de mennesker, jeg har såret mest, men som stadig er i mit liv. Professionelt vil jeg nok sige de producenter, instruktører og skuespillere, der har ventet for længe på manuskripter. Alle forfattere oplever, at man overskrider en deadline. Og det har jeg virkelig også gjort mig skyldig i.

Jeg hørte engang en gammel instruktør sige, at: 'Nu skal det ikke være kunst, nu skal det være færdigt'. Man kan tit have lyst til at skrive en scene om igen og igen, men på et tidspunkt må man se i øjnene, at selvom scenen måske bliver marginalt bedre, så forringer man resten af holdets arbejdsvilkår.«

Hvad har vist sig at være den mest lykkebringende omstændighed i dit liv?

»At lære mine børn at kende. På samme måde, som da jeg selv lærte min far at kende, og han blev et menneske for mig, så er det helt lykkebringende at lære mine børns personligheder at kende.

Når de er små, oplever man dem som børn, og har måske travlt med at identificere, hvad de har arvet fra deres mor eller deres far. Pludselig begynder personlighedstræk at vise sig, som er dem selv. Som ikke er noget, du genkender fra dig selv eller den anden forælder. Noget, som er selve miraklet i et nyt, lille menneske, som måske er opstået af stjernestøv for 13 milliarder år siden.«

Adam Prices seneste tv-værk er serien »Ragnarok«, som han er skaber og hovedforfatter på. Serien kan ses på Netflix. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold.

Hvor henter du fortrøstning på dage med mismod?

»Det gør jeg tit ved at søge ind i noget af den musik, film eller kunst, som jeg elsker allermest og altid vender tilbage til. Det kan være at lytte til Glenn Gould spille Goldberg-variationerne af Bach eller gense en blændende skrevet film eller nogle yndlingsscener fra en favoritserie. Eller også går jeg ned og prøver at gøre noget svært. Slår 80 dårlige baghænder i tennis – indtil det ene, rene slag kommer.«

Hvilken livslære vil du gerne give videre til den kommende generation?

»At man indimellem skal kaste sig ud i noget svært og tidskrævende – uden nogensinde at vide, om man lærer det. Der er ofte en visdom at finde i disciplinen. Vi kan være forfaldne til primært at gøre det, som vi er gode til.

Ofte lærer man mere af at forsøge noget, man netop ikke kan. Enten bliver man god til det, eller også lærer man at respektere dem, der rent faktisk kan det endnu mere. Under alle omstændigheder bliver man ydmyg. Det er en win win