5 stjerner til Det Kgl. Teaters makabre musicalsatsning: Mennesker er noget, man spiser

Stephen Sondheims mesterlige kannibalmusical »Sweeney Todd« er blevet til en strålende og appetitlig anretning på Operaen. Eventuelle musicalhadere bør give den en chance.

Barberen og hans medsammensvorne: Palle Knudsen og Susanne Resmark får en helt særlig forretning ud af førstnævntes kunder! Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo

Smager admiraler godt? Tjah. De er måske lidt for salte. Så hellere en general, med eller uden en menig som tilbehør. En shepherds pie, fremstillet med en ægte fårehyrde som grundsubstans, er også værd at sætte tænderne i, mens præster, det ved enhver, jo helt klart er mere appetitlige end politimænd.

Sådan er dét. Hvis først der står mennesker på menuen, er der noget for enhver smag, det ved Mrs. Lovett, der driver en ussel biks med the worst pies in London, men får en ny chance, da hun allierer sig med en vis Sweeney Todd, der efter 15 år i en australsk straffekoloni er vendt tilbage til den britiske hovedstad. Her slår han sig ned som barber, og først vil han »bare« myrde Judge Turpin, der i sin tid myrdede hans unge hustru, adopterede hans datter og deporterede ham til Australien.

Senere får han smag for at hævne sig på hele verden, den gode mand, og så er det, at det aparte makkerskab kommer i stand: Sweeney Todd afliver sine kunder med et rask snit med ragekniven, og samme kunder bliver, efter tre grundige omgange i kødhakkeren, til fyld i Mrs. Lovetts pies. Den økonomiske logik er klar som dagen, for som Mrs Lovett så rigtigt synger i en løssluppen duet med Sweeney Todd:

Seems an awful waste ...
I mean, with the price of meat

Velbekomme!

Gamle kendinge

Stephen Sondheims fejrede musicalklassiker fra 1979, der lørdag havde premiere i en nyopsætning på Operaen, er en musical for dem, der elsker musicals, men tillige en musical for dem, der troede, at musicals alene var noget disneyficeret sødsuppe eller en dårlig undskyldning for at opføre kendte popartisters kendte popsange i en teatralsk ramme.

De sindssyge skejer ud, mens musikken spiller. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo.

»Sweeney Todd« er noget andet, et seriøst, kannibalistisk kunstværk, og i centrum står de to nævnte skikkelser, på Operaen inkarneret af den ypperlige danske baryton Palle Knudsen og den lige så fremragende svenske mezzosopran Susanne Resmark. Begge er gamle kendinge fra Den Kongelige Opera, og at se dem folde sig ud i en musical som »Sweeney Todd«, er en udsøgt fornøjelse.

At det så strengt taget er uden for nummer at lade operasangere synge musical, det blæser vi på, for de gør det så godt, de to, i et samspil, hvor Palle Knudsens flotte, reserverede, serielt myrdende barber står over for Susanne Resmarks skørt tænkende, giftelystne og perfekt cockneytalende pie-værtinde. Kvinden er et vidunder af komik og galt glimt i øjnene.

»»Sweeny Todd« er et sublimt stykke musikdramatik, der lige så godt kunne kaldes en moderne opera, og på Operaen er den blevet til en såre fin forestilling, som burde glæde alle, der kan lide godt teater og ditto god musik.«


To, der elsker hinanden: Anthony Hope (Nicholas Morton) og Johanna Baker (Cassandra Lemoine) Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo.

Men også godt, at de to operastjerner suppleres af Nicholas Morton som den unge sømand Anthony Hope, der i sin tid hjalp Sweeney Todd med at komme tilbage til London, og yndige Cassandra Lemoine som hans elskede, Johanna Baker, der i øvrigt er den selv samme elskede datter, som Sweeney Todd engang måtte tage afsked med, og som i mellemtiden fik lede, liderlige, incestuøst tænkende Judge Turpin som ny »far«.

Anthony Hope og Cassandra Lemoine har de mest blærede musicalstemmer, man kan forestille sig, så det er som at få Broadway, når det er bedst, direkte ind på Det Kongelige Teater. Herligt, herligt.

Og så er der grundscenografien med hele dens kuldslåede udkantslondonlook, den lægger en passende klangbund for det hele, ligesom scenerne fra sindssygeanstalten, hvor stakkels Johanna på et tidspunkt bliver tvangsindlagt, også er dejligt uhyggelige. Man kommer på en emotionel rutsjebanetur i en forestilling, der går fra det bloddryppende over det stærkt knugende til det komiske og det rørstrømsk elskende, og Stephen Sondheim, der både skrev sangtekster og musik til »Sweeney Todd«, fik også det hele med musikalsk.

Der er et par lækre ørehængere som den, hvor Anthony synger Buried sweetly in your yellow hair!/I feel you, Johanna,/And one day I'll steal you!  til sin elskede, men der er også det næsten atonale, de naive engelske folkeviser, det music hall-agtige, hele paletten, alt sammen mikset sammen til en musical på et niveau, som kun en Stephen Sondheim kan nå op på. Det er mageløst.

»Sweeney Todd« er kort sagt et sublimt stykke musikdramatik, og på Operaen er den blevet til en såre fin forestilling, som burde glæde alle, der kan lide godt teater og ditto god musik.

At den så også er en meget anderledes »Sweeney Todd« end Tim Burtons fremragende, kondenserede filmatisering fra 2007 med Johnny Depp og Helena Bonham Carter som Sweeney Todd og Mrs. Lovett – mindre sort, mindre dæmonisk, mere, ja, musicalagtig – ja, det er så, hvad det er. Operaens »Sweeney Todd« er på sine egne præmisser en strålende teateranretning med noget for enhver smag, inklusive den virkeligt makabre. Værsgo og spis!

Sweeney Todd

Musical af Stephen Sondheim. Instruktion James Brining. Dirigent: Ian Ryan. Scenografi og kostumer: Colin Richmond. Med bl.a. Palle Knudsen, Susanne Resmark, Nicholas Morton og Cassandra Lemoine. Spiller – med skiftende besætning – til 22.2.2020.