Varmt velkommen til AOKs julegave, »Den nostalgiske julekalender«. Hver dag frem til juleaften skal vi dykke ned i glemte skæbner, slibrige skandaler og hemmelige historier fra dansk teaters og underholdningbranchens brogede historie.
De historier, der i dag måske kun eksisterer som antydninger i gamle, gulnede og glemte avisartikler, men som optog og rystede hele det København, der var mindst lige så meget en sladrende andegård i gamle dage – ja, måske i endnu højere grad før i tiden. Dengang verden var mindre end i dag, hvor det meste flimrer forbi uden for alvor at fæstne sig, inden vi er videre til næste shitstorm. Hvor alt er tilladt, samtidig med at det er de underligste småting, der kan forarge. Og hvor vi måske ikke engang kender de mennesker, de andre sladrer om, fordi hele mediebilledet er så stykvist og delt.