Det Kongelige Teater disker op med vanvittigt lækker, superenergisk og følelsesrig forestilling

AOK
Scene
Anmeldelse

Den tyske instruktør Falk Richter har med »Pride« på Det Kongelige Teater lavet en forestilling, der både er en sanselig oplevelse og politisk aktiverende.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De kravler ud. Titter forsigtigt frem. Eller slår døren op. Træder ud på scenen. Hver fra deres skab.

Den tyske instruktør Falk Richter åbner sin forestilling »Pride« med et næsten klichéagtigt symbol på det at have en anden seksualitet: At komme ud af skabet. Skuespillerne gør det helt bogstaveligt. Kommer frem fra smalle, raslende metalskabe, frem i lyset, frem på scenen: Hvor de fortæller os om det øjeblik, da de skulle fortælle omverdenen, at deres seksualitet ikke fulgte det forventede mand-kvinde-mønster.

For de fleste et øjeblik fyldt med ængstelse og frygt. Frygt for at ens mor ikke ville elske en længere. Frygt for at blive drillet. Frygt for at Gud ikke vil elske en. Frygt for at ingen nogensinde ville elske en!

På mange måder genkendelige, almenmenneskelige angstscenarier, der nok er fløjet gennem hovedet på de fleste af os en søvnløs nat eller to. Men for de medvirkende i »Pride« er det en angst, der ligger dybere. Den er mere uafrystelig, end den er for de fleste ciskønnede heteroseksuelle mennesker i den vestlige verden.

Lukas Karvelis er danser og fra Litauen. Her er det ikke helt så ligetil at høre til LGBTQ- miljøet for ham, som det er for mange af de andre i forestillingen »Pride« Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther.

Personlige historier

De syv medvirkende performere tilhører LGBTQ+-miljøet.

Det har været en hed debat, om skuespillere må spille seksualiteter, de ikke selv er. Den debat er slet ikke relevant her.

Det er en helt central og meningsfuld del af Falk Richters forestilling, at performerne er LGBTQ+. Ikke kun fordi »Pride« er Det Kongelige Teaters stort anlagte bidrag til WorldPride Copenhagen21, men fordi de medvirkendes personlige historier danner et unikt, autentisk grundlag i forestillingen. Deres historier er skrevet sammen med andres erfaringer og oplevelser og med fakta, aktivisme og politik til en stærk, følelsesfuld og direkte informativ collage over livet som ikke-heteroseksuel.

Den er bevægende, skræmmende, eksistentielt genkendelig, pinlig, men også bare sjov. Som når skuespillerne rapt afleverer typiske eksempler på de virkeligt intimiderende, nærmest krænkende spørgsmål, LGBTQ+-personer får. Som hvem der er kvinden i et homoseksuelt forhold? At bøsser er så gode til at shoppe og til at lytte til en, når man har kærestesorg. Og som lesbisk forventes man at give et udtømmende – undskyld ordvalget! – svar på, hvordan man egentlig har sex? For der mangler jo ligesom noget?

Det sjove og søde blendes med andre, saligt leverede historier om en grundangst for hatecrimes.

Eller om ikke at turde kysse sin kæreste farvel på stationen, ikke at gå med hinanden i hånden i en fremmed by.

Transkønnede Beck Heiberg har en råstyrke og direkte ærlighed, når han adresserer publikum eller danser igennem på det oplyste dansegulv. Som her sammen med Lukas Karvelis og Sofia Södergård Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Winther.

Fuldt blus på livsglæden

Denne blanding af sødt og skarpt, af det mørke og det lyse er et helt centralt greb.

»Pride« klynker ikke. Der mangler ikke udfordringer og direkte ulykker i LGBTQ+-personernes liv. Men der er også masser af glæde, eufori og dyb lykke. Der er heftige dansescener, hvor kroppene eksploderer af energi til musikken. Der er bevægende følsomme sange om angsten for ikke at blive elsket og frygten for en alderdom i ensomhed. Der er politiske, eksistentielle og humanistiske opråb til os, ikke mindst om faren ved at stikke seksuelt ud fra mængden i andre EU-lande.

Vi bliver rusket i vores danske, lovligt tilbagelænede attitude overfor de udfordringer, folk med en anden seksualitet lever med. Men de dele står netop stærkere og mere uafrystelige, fordi de aldrig fylder hele billedet.

Der kunne være strammet op i forestillingen. Der er historier og scener, der trækkes unødigt i langdrag. Men det ændrer ikke på, at »Pride« er en vanvittigt lækker, superenergisk og følelsesrig forestilling. Dens kalejdoskopiske form bringer os rundt i verden. Den vækker én, og den bevæger én. Den råber aktivistisk op, informerer og underholder. Den er et bombardement af oplysninger, indsigter og sanselige iscenesættelser.

Forestillingen har så mange facetter, ikke mindst takket være de vidt forskellige, indtagende og karismatiske skuespillere Beck Heiberg, Anton Hjejle, Lukas Karvelis, Adil Laboudi, Johannes Lilleør, Xenia Noetzelmann og Sofia Södergård. Med dem på scenen bliver »Pride« mest af alt en forestilling om det at være menneske, men selvfølgelig også retten til at være det. I den verden, man nu engang er født i, og som den man er.

Pride

Manuskript: Falk Richter og de medvirkende. Iscenesættelse: Falk Richter. Scenografi: Wolfgang Menardi. Det Kgl. Teater, Skuespilhuset. Til 25. september.