Patriarkatet får fingeren på Det Kgl. Teater

Musikken spænder fra Mozart til Conchita Wurst i Krystian Ladas forrygende musikdramatiske hyldest til mangfoldigheden.

Tyrannens datter har skiftet køn. Her ses han i overstørrelse på Gamle Scene.  Det er den transkønnede mezzosopran Adrian Angelico, der lægger krop og stemme til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Lad os pille patriarkatet fra hinanden – i sang efter sang,« lyder opfordringen et sted i Det Kongelige Teaters uterlige og udfordrende teaterhybrid »Begærets mysterier«.

Ordene er lagt i munden på en motelejer i skikkelse af den meget velsyngende sorte drag queen Vinegar Strokes, og det er helt perfekt, for hos denne herlige krukke får de præcis den vægt, de skal have: Som et motto, nemlig, for en regnbuefarvet forestilling, der ikke tilfældigt har premiere, netop som København fejrer WorldPride. Dens fjendebillede – en tyrannisk, ondskabsfuld, dominerende machomand, hr. D – er på én gang dens omdrejningspunkt og dens offer. Budskabet er lige til tiden. Det er ikke til at tage fejl af. Handlingen er denne:

Vinegar Strokes diverterer med en bevidst kuldslået udgave af Mozarts højtidelige »In diesen heil¹gen Hallen«. Uha da da. Fold sammen
Læs mere
Foto: Klaus Vedfelt.

Fire meget forskellige mennesker er på vej til motelejerens motel, hvor tyrannen har sat dem stævne. Én af de tilkaldte er mandens egen hustru, sunget og spillet af  Wagner-sopranen Ann Petersen. Hun ved lige så lidt som de andre, hvad der skal ske, men hun glæder sig sødt over, at hendes mand da i det mindste, og for første gang efter 35 års ægteskab, har husket deres bryllupsdag. En anden er hr. D's personlige assistent og hemmelige elsker i skikkelse af den altid sympatisk velsyngende Simon Duus. En tredje er hr. D's og hustrus søn, der engang var en pige, men som til sin faders store fortrydelse og uhæmmede raseri skiftede køn. En af klodens få transkønnede mezzosopraner, Adrian Angelico, lægger krop og stemme til. Fabelagtigt.

Tyrannens datter har skiftet køn. Her ses han i overstørrelse på Gamle Scene.  Det er den transkønnede mezzosopran Adrian Angelico, der lægger krop og stemme til Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklos Szabo.

Læg dertil en meget sexet kvinde, der i sin tid skiftede jobbet som matematiklærer i folkeskolen ud med en mere indbringende beskæftigelse som dominatrix og i den egenskab gav hr. D alle de ydmygelser og pisk, han måtte ønske. Hun inkarneres af Elisabeth Jansson, der er på alle måder skøn, og så er der også en femte person, en feminin lejemorder,  hvis spinkle legeme og agile stemme tilhører noget så ekstremt sjældent som en ægte mandlig sopran, Samuel Mariño. Han er også en oplevelse!

Og så er holdet sat (tyrannen ser vi kun i tavse, filmede glimt), og så er bolden givet op til forførelser, forviklinger, forskydninger og forbrydelser blandt både unge og ældre, tykke og tynde, store og små, og forestillingens magfoldighedspointe er da denne både smukke og enkle: At når patriarkatet aflives – og det gør det helt bogstaveligt her – får gode mennesker plads til at leve deres (sex) liv, sådan som de inderst inde selv gerne vil det.

Et af forestillingens bedste øjeblikke: Elisabeth Janssons sexede fremførelse af en skøn temperamentsfuld sag fra Astor Piazzollas geniale tangoopera »María de Buenos Aires«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Klaus Vedfelt.

Det er polske Krystian Lada, der har stået for konceptet, de indlagte videoer og den inspirerede iscenesættelse, og han bygger sin forestilling op omkring kendte musiknumre, der tekstmæssigt passer (mere eller mindre) ind i det valgte narrativ og stilmæssigt spænder hele vejen fra opera over musical til pop.

Et af de bedste øjeblikke er Elisabeth Janssons sexede fremførelse af en skøn temperamentsfuld sag fra argentinske Astor Piazzollas geniale tangoopera »María de Buenos Aires«, et andet, da Simon Duus forvandler evergreengeniet Cole Porters »My Heart Belongs to Daddy« til en desperat homosang. Et tredje, da Adrian Angelico med et helt utroligt vokalt overskud synger Conchita Wursts European Song Contest-vinder, »Rise Like a Phoenix«. Et fjerde højdepunkt (eller skulle vi kalde det et lavpunkt?) er, da Vinegar Strokes (der i øvrigt er en gåsehudsfremkaldende god musicalsanger) iført natkjole, moustache og kunstige babser diverterer med en bevidst kuldslået udgave af Mozarts højtidelige arie »In diesen heil'gen Hallen«. Uha, da, da, da, da …

Det er alt sammen meget morsomt og ganske foruroligende, og også visuelt er der godt at sige om denne antipatriarkalske prodiversitetsoperamusical: Filmindslagene, som der er en del af, er lækkert filmede, Henrik Vibskovs kostumer er øjenvenlige og rammende, og scenografien og lysdesignet står for en appetitlig enkelhed, der svøber sig loyalt om det frække, det farlige og det fjollede. Det er godt gjort.

»Begærets mysterier« vil næppe gå hen og blive en klassiker og er næppe heller tænkt sådan, dertil er den nok både for hybrid og for (bevidst) firkantet i sit budskab, men pyt også med det. Som et  aktuelt apropos til WorldPride rammer den plet, og dens forsvar for menneskelig og musikalsk mangfoldighed er og bliver god at blive glad af. Et tidløst budskab, ja. Men i dén grad også lige til tiden.

Begærets mysterier

Det Kongelige Teater, Gamle Scene

Koncept, video og iscenesættelse: Krystian Lada. Dirigent: Ewa Strusinska. Scenograf: Didzis Jaunzems. Kostumedesign: Henrik Vibskov. Lysdesign: Clement Irbil