En postgang for sent

"Gud er en DJ" på CaféTeatret - forsinket mediesatire over det postmoderne liv.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Teater

Af Per Theil

Så tager vi den lige én gang til for dem, der har sovet i timen: Virkeligheden er hamrende død, længe leve medievirkeligheden.

Den unge, tyske dramatiker, Falk Richter, formulerer det ganske vist lidt anderledes i sit stykke: Gud er ikke død, "Gud er en DJ". I en verden, hvor der er vendt op og ned på sandhed og løgn, er livet - postmoderne talt - blevet til et fornyet trosspørgsmål: Fiktion eller virkelighed? Eller sagt med det medieskabte, selviscenesatte, og så videre, menneske: Hvem vil jeg gerne være i dag?

Spørgsmålene er blevet stillet et par gange i 80erne og 90erne, og CaféTeatret skal næppe regne med, at publikum får et virkelighedschok ved synet af dette par - han er DJ, hun er tidligere studievært - som har arrangeret sig med et webkamera i hånden og et privatliv, som til forveksling ligner en offentlig kunstudstilling.

Hans liv synes at være ét stort soundtrack; cuttet, samplet, mixet, som det hedder på godt dansk. Morten Kirkskov taler - pragtfuldt! - Fanden et øre af, og skyller undervejs alt sit mediegylle ned med en flaske tomatketchup; dét stof, som godt teater jo er gjort af. Ketchuppen indgår i øvrigt som endnu et hold-up på virkeligheden, da Camilla Bendix rører rundt i privatlivets gryder til ære for seerne på Nettet og os i salen; satiren har frit løb og når også hos hende flere underholdende kogepunkter, bl.a. i passagen, hvor der tales om fyren, der var pinlig, men så blev han anmelder på en avis og derefter: pinlig med magt! Dén sad jeg længe og tyggede på.

Det er på mange måder et fedt - postfedt! - show, som instruktøren Alexa Ther og scenografen Carsten Kristensen har mixet sammen. Uden at det dog kan skjules, at stykkets (1999) morale og virkemidler så at sige kommer en postgang for sent. Pointen er fortalt på to minutter, satiren gjort på en halv time, mens resten er trivielle variationer, som i princippet kunne fortsætte i det uendelige; CaféTeatret stopper efter halvanden time.

Gud er en DJ. Af Falk Richter. Instruktion: Alexa Ther, scenografi: Carsten Kristensen, rigtig fin oversættelse: Gitte Tilling Niemann. CaféTeatret.