Slutningen er meningsløs.
Paradoksalt nok, for det er ellers noget meget meningsfuldt, det handler om. Noget, der i dén grad havde fortjent noget bedre og mindre meningsløst. Noget, der faktisk er noget af det bedste og mest meningsfulde inden for sin genre. Den geniale komponist Richard Strauss' og den næsten lige så geniale digter Hugo von Hofmannsthals vidunderligt overgearede og fabelagtigt intense musikdrama »Elektra«.
I dén opera drejer alt sig om titelpersonens meningsfulde, lidenskabelige længsel efter den ultimative hævn, og når retfærdigheden til sidst sker fyldest, er det som en forløsning så stærk, at titelpersonen dør af det. Intet mindre.
Så uden hævn er der ingen meningsfuld »Elektra«, og her kommer det meningsløse så ind med fuld styrke, for i den nyopsætning af enakteren, der lørdag havde premiere på Operaen, er der ingen fuldbyrdet hævn. Her skyldes det afsluttende og makabert iscenesatte blodbad ikke, at Elektra har fået hævnet sig. Det skyldes derimod, at en seriemorder, der intet har med historien i øvrigt at gøre, helt uden for manuskript sættes til at myrde Elektras familie. Det er perverst. Det er meningsløst.
Hævnen er sød
Men lad os lige opsummere: Operaen »Elektra« – den »rigtige« »Elektra« – handler om kongedatteren af samme navn, hvis far, Agamenon, er blevet myrdet af hendes mor, Klytaimnestra, og dennes elsker og nye mand, Aigisthos. Det er det, Elektra vil hævne, og hun prøver at få sin blide, livselskende og kærlighedshungrende søster, Chrysotemis, som medsammensvoren, men uden held. På et kritisk tidspunkt dukker så søstrenes bror, Orestes, op, ham, som de ellers troede var død, og han gør det fornødne og dræber Klytaimnestra og Aigisthos og deres medsammensvorne. Hævnen er sød. Elektra danser en glædesdans og falder død om.
Men på Operaen er Orestes som antydet ikke Orestes, og det er jo det glade vanvid, men inden vi når dertil, er der også meget, der fungerer. Der er for eksempel Det Kongelige Kapel og dirigenten Thomas Søndergård, der overhovedet ikke har svært ved at få alle nuancerne frem i Richard Strauss’ intense, virtuose og kontrastfyldte partitur, der spænder fra glimt af sødme til steder, der udforsker tonalitetens grænser.
Der er også tre dygtige sopraner, som med deres store erfaring, både vokalt og scenisk, er i stand til langt hen ad vejen at opfylde de voldsomme krav, værket stiller til dets kvinder.
Der er først og fremmest Lise Lindstroms Elektra, der dirrer af en bevægelig energi og en elementær vokal råstyrke, som man føler sig tryg ved. Der er også hendes søsterlige modstykke, Chrysotemis, fint sunget at Elisabet Strid, der stemmemæssigt ikke udgør en optimalt lyrisk kontrast til titelrollens højdramatiske udladninger, men som redder meget i kraft af sin ret overbevisende lillesøsterlige ageren.
Mere sammensat forholder det sig med Klytaimnestra, den inkarnerede ondskab. Hvad man ellers måtte mene om den affældige gamle kone, hun er blevet til i denne opsætning, så afspejler samme skrøbelighed sig i hvert fald meget præcist i Violeta Urmanas vokale udtryk og hele sceniske tilstedeværelse. Det er ganske konsekvent, men det svækker selvfølgelig dramaets dynamik, når Elektras formidabelt uhyggelige hovedmodstander på den måde bliver forvandlet til et skravl. Er det virkelig besværet værd at slå den syge olding ihjel?
Så er der andre af denne opsætnings valg, der giver mere mening. Man har fint flyttet dramaet til en herskabslejlighed, der godt kunne ligne noget fra værkets premiereår, 1909. Denne tidligt moderne borgerliggørelse tydeliggør loyalt det ikkemetafysiske og kun alt for menneskelige, der var ophavsmændenes ærinde.
Endnu mere moderne er den aktuelle Elektras seksuelle og kønslige tvetydighed. Hendes påklædning er slet ikke feminin, og da hun hånligt omtaler sin onde stedfars bedrifter i sengen, er det med tydelige maskuline bollebevægelser.
Incestuøse undertoner
Den scene, hvor Hugo von Hofmannsthals libretto med incestuøse undertoner lader Elektra lovprise sin søsters smækre unge krop, bliver også iscenesat så tydeligt, at man slet ikke er i tvivl om hendes seksuelle hensigter, og også hendes maskulint farvede loyalitet over for og (incestuøse?) identifikation med sin myrdede far skæres ud i pap. Da vi ser hende første gang, er hun klædt som ham, og lidt senere kommer den døde far selv på scenen. Som en dukke skabt af hans datter, der har givet ham det tøj på, hun selv lige har vist sig i. Det er tydeliggørelse med tydeliggørelse på. Men det virker, for »Elektra« kan, i al sin virtuose næsten-for-meget-hed, klare meget.
At Johan Reuter har den lille, men vigtige rolle som Orestes (som så altså alligevel, i den aktuelle kontekst, ikke er Orestes!) må også tælles på plussiden, for hvor er han dog altid fremragende til stede, den sanger. Fremhæves skal også den livlige samtale mellem tjenestepigerne, hvormed Strauss og Hofmannsthal på forbilledlig vis indleder deres fælles mesterværk. Her er den iscenesat som et teselskab med munter kvindesnak, der understreger kontrasten til det bloddryppende drama, der venter. Mere god tydeliggørelse.
Denne »Elektra«, som er blevet til i et samarbejde med Staatsoper Hamburg, er kort sagt hverken kedelig eller generelt mislykket, men det ændrer ikke ved, at den absurde slutning ender med at gøre mesterværket meningsløst. For nu at sige det hele tydeligt.
Elektra
Komponist og librettist: Richard Strauss og Hugo von Hofmannsthal. Dirigent: Thomas Søndergård. Orkester: Det Kongelige Kapel. Iscenesættelse og scenografi: Dmitri Tcherniakov.
