»Aida« er ikke, hvad den har været. Det bliver den heller aldrig.

Eller i hvert fald ikke, hvis kvinden bag er Annabel Arden, der har instrueret nyopsætningen af Verdis mesterlige opera på Operaen. Hun siger det selv meget tydeligt i forestillingens program:

»Udfordringen for os i dag, når vi kigger gennem en afkolonialiseringslinse, er, at du ikke kan fremstille et »fortidigt Egypten« uden at løbe ind i alle mulige udfordringer. Du kommer til at reproducere alt det, du har set på museer og hørt i skolen, og det føles helt fastlåst og forkert.«

Som tænkt, så gjort: Verdis pragtfulde værk, der blev skrevet til indvielsen af Suezkanalen og uropført i Cairo som en kæmpehyldest til en af verdenshistoriens største civilisationer, foregår nu ikke længere i det gamle Egypten. Enhver mulig visuel reference til den mageløse oldtidskultur er elimineret, udraderet, dømt ude. Egypten findes ikke længere. Egypten er væk.

Badeforhæng

I stedet præsenteres man for en scenografi, hvis hovedingrediens er et gigantisk badeforhæng med et ubestemmeligt mønster, suppleret af projektioner af sort-hvide og  irrelevante optagelser fra en krig, der vist nok er en af de utallige, der har udspillet sig i Mellemøsten, og tilsat kostumer, der kronologisk diffust refererer til alting og ingenting. Det hele er dermed ikke bare principielt ahistorisk. Det er direkte antihistorisk. Det er totalitært i dets totale afvisning af enhver form for repræsentation af det specifikke. Det er en ørkenvandring af historieløshed.

Og dét er bare virkelig ærgerligt, for som utallige tidligere opførelser af »Aida« har vist, kan man sagtens nå meget langt med elegante historiske antydninger. Der behøver ikke at gå hverken folklore eller Hollywood i den, hvis man vil have »Aida« til at bevare sin historiske duft, sin magi og sin grundlæggende eksotik, men det tror denne opsætnings iscenesætter altså ikke på. Verdis vidunderlige værk er blevet sat uden for tiden og uden for døren, og hvis der så bare var blevet sat noget radikalt, sjovt, provokerende, tankevækkende, hvad ved jeg, i stedet for, men det er der heller ikke. Ingenting bliver til ingenting.

Så man må trøste sig med, at der musikalsk er meget, der lykkes i denne aktuelle version af historien om den etiopiske prinsesse Aida, der holdes som slave af Egypterne, og som elsker den egyptiske feltherre Radames. Kærligheden er gengældt, og titelpersonen får svære samvittighedskvaler, da hendes fædreland angriber hendes nye »hjem«, for hvor skal hendes loyalitet nu ligge? Det hele kompliceres yderligere af, at den egyptiske herskers datter, Amneris, også elsker Radames. Det er slet ikke nemt.

Et trekantsdrama

Dermed er der lagt op til både gråd og ballade og tænders gnidsel, og Verdis højt elskede musik bringer os helt tæt på trekantsdramaet. »Aida« er en opera i øjenhøjde, uhyre intim, midt i sin krigeriske historicitet, og godt, derfor, at premiereaftenens Aida, Miriam Clark, gør det så fint. Hun er en dejlig sopran, der uden at nå de svimlende højder formår at give overbevisende krop og stemme til den slavegjorte, og endnu bedre er Raehann Bryce-Davis som Amneris, der allerede fra Verdis og hans librettist. Antonio Ghislanzonis, side er værkets både psykologisk og musikalsk mest fascinerende og komplekse karakter. Der synes ikke at være noget,  Raehann Bryce-Davis ikke kan vokalt, og hendes nærvær fylder scenen helt ud og får én til næsten at glemme de kuldslåede omgivelser. Formidabelt.

Med trekantens maskuline islæt, Samuele Simoncinis Radames, er vi nede på jorden igen. Han er flot syngende i mellemlejet og lidt hårdtarbejdende i de øvre regioner. Ikke dårlig. Heller ikke uforglemmelig. En Radames af den mere rutineprægede slags.

Så vidt hovedaktørerne. Til at supplere den dirrende erotiske trekant er der mange fine folk, med Musa Ngqungwana (den etiopiske kong Amonasro, Aidas far) som den allerfineste. Han forløser fornemt den fine blanding af maskulinitet og følsomhed, teksten og musikken lægger op til, og der er  andre meget, meget kompetente kræfter til stede, sangere som Sir Willard White (kongen) og Kyungil Ko (Ramfis),  der, så godt de kan, prøver at kompenserer for al den politisk korrekte tristesse. Det er godt kæmpet.

Men eliminere den aktuelle elendighed kan de gode mennesker ikke, dertil er overmagten for stor. Verdis geniale tragedie løfter sig kun en anelse til sidst, da der kommer dybde og perspektiv i kulisserne, men som helhed er denne »Aida« en trist, blodfattig og historieløs omgang. Magien udebliver. Tragedien dør. Det er faktisk lidt tragisk.

Musik: Giuseppe Verdi. Tekst: Antonio Ghislanzoni. Instruktion: Annabel Arden. Scenografi: Merle Hensel. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor. Dirigent: Paolo Carignani