Peter Grimes er en enspænder. Han er ærgerrig. Han er sær. Han er usympatisk.

Han er af samme grund aldrig blevet en del af fællesskabet i den lille engelske fiskerby, han bor i. Og det bliver værre endnu. Hans unge hjælpere dør, først den ene, så den anden. De andre borgere giver ham skylden og vender ham definitivt ryggen. Til sidst vil de bare se ham dø.

Den gyseropera om fiskeren Peter Grimes, som Benjamin Britten skrev musik til, og som Montagu Slater skrev ordene til, og som havde urpremiere i London lige efter Tysklands fald, er med andre ord så lidt eskapistisk, som tænkes kan. Den er skrevet til et publikum, der lige havde overstået krig, ødelæggelse og elendighed, og som nok kunne have trængt til noget at grine ad. Men der er ikke noget af grine ad.

At den alligevel blev en succes fra starten, siger noget om dens overbevisende kunstneriske kraft. At den stadig holder, siger noget om dens styrke, både som musik og som drama.

Den største

Librettoen først: Den foregår i det 19. århundrede. Den er noget af det fineste, der er skrevet af sin slags. Ikke bare på engelsk, men i det hele taget. Det er også svært ikke at blive berørt af Brittens musik. Dén er et fornemt eksempel på, hvorfor han ikke bare regnes som den største britiske komponist siden Henry Purcell, men også er én af de mest spillede overhovedet af det 20. århundredes operakomponister.

Kort sagt: Når muligheden er der, må man se »Peter Grimes«.

Nu er den der.

På Operaen.

I David Radoks iscenesættelse fra 1993, der kom med på et afbud, fordi den planlagte nyopsætning måtte aflyses.

Det gør ikke noget. Den er fremragende.

Det er Niels Jørgen Riis, der denne gang synger den titelrolle, der ved urpremieren i London i 1945 blev sunget af Benjamin Brittens livsledsager, legendariske Peter Pears, og det er selvfølgelig ikke dér, vi er. Ikke i dé højder. Men Niels Jørgen Riis synger det, der skal synges, og han har sans for at gestalte den plagede mand, så man ikke taber interessen. Det er dog det vigtigste.

Virkelig fin og rørende er Sine Bundgaard som én af de få, der prøver at forstå Peter Grimes, skolelærerinden Ellen Orford, der også en af de skikkelser, der fylder mest i historien, og Morten Staugaard, der altid bare er så god, kan nydes som sagfører Swallow. Lidt, men godt.

Helt vidunderlige er Fflur Wyn og Fanny Foyer som de to sexede kusiner, der gør mændene lystne og opfører sig som enæggede tvillinger, og som i al deres fjollede, velsyngende, erotiske enfoldighed slet ikke er til at stå for. De lyser op.

Og der er mange andre gode små roller, perfekt karakteriseret fra Brittens og Slaters side og godt udfyldt her, og koret kan sit kram, og det er godt. Uden folket, mængden, pøblen vil det hele falde til jorden, og Det Kongelige Operakor er i denne opsætning heldigvis ikke bare (som altid) velsyngende, mens også formidabelt fornemt koreograferet i dets forskellige situationer: Når fiskerlejets beboere samles om øllet på den lokale pub. Når de mødes til løssluppen dans. Når de gyser over elementernes rasen. Når de, opfyldt af had og retfærdig harme, vil gøre det af med Peter Grimes …

Æstetisk nydelse

Det er overbevisende godt,  og det er der mere, der er, for den visuelle del af forestillingen – med dens konstante kig til havet, dens victoriansk påklædte borgere, dens naturalisme og dens raffinerede lyssætning – er en gennemført æstetisk nydelse.

Dirigenten Stuart Stratford og Det Kongelige Kapel har også godt styr på Brittens vanvittigt smukke og komplekse partitur, inklusive de fænomenale mellemspil, og så er det karakteristisk for denne nye/gamle iscenesættelse, at den er blottet for »gode ideer« i form af mere eller mindre relevante og søgte nutidsreferencer. Den er tværtimod et traditionelt bud på et værk, der i sig selv er tidløst i sin evigtgyldige kredsen om individet og flokken, eneren og pøblen. Dét er velgørende.

For ganske vist er et operahus ikke et museum, og det skal det heller ikke være, men det er fint at få lov til – bare engang imellem – at  opleve en operaopsætning, der ikke samtidig er en kommentar til noget her og nu.

Det er den aktuelt genopsatte »Peter Grimes« ikke.

Den er uaktuel. På den gode måde.

Den er en opsætning til alle tider.

Og derfor også – og ikke mindst – til vores egen.

Peter Grimes

Musik: Benjamin Britten. Libretto: Mantagu Slater. Iscenesættelse: David Radok. Instruktør ved genopsætningen: Kim Amberia. Scenografi og kostumer: Tazeena Firth. Lys: Kimmo Ruskela. Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor. Dirigent: Stuart Stratford.