En endeløs strand. To rækker huse med en strandvej imellem. Huslejer på højde med strandvejsvillaer alle andre steder.

Aldeburgh er velstand i en vandkant og med indbyggere som taget ud af »Halløj på badehotellet«.

Byen ved den britiske østkyst dannede ramme om »Peter Grimes« nede på selve stranden i sommer. Operaen handler om en sømand, der mistænkes for slemme ting og får de lokale på halsen.

For bysbarn nummer ét var komponisten Benjamin Britten. Ikke at han ligefrem var offer selv. Men han kendte offerets følelser.

Branden dengang i 1969 slog ham for eksempel ud.

Den spritnye koncertsal havde været hans stolthed. Han og sangerkæresten Peter Pears havde købt et nedlagt bryggeri i Snape få kilometer væk.

Huset lå ved verdens ende. Men det skulle samtidig være en slags begyndelse. Den mægtige sal a la Valhalla skulle være midte for Storbritanniens flotteste festival og metropol for musikelskere fra hele kloden.

Nationens største komponist

Indvielsen i 1967 var endda lagt i saksen på dronning Elizabeth II. Nationens største komponist skulle fejres af dens overhoved. Selvfølgelig da.

Men det brændte. Benjamin Britten fik holdt sin åbning og en enkelt festival mere. Netop som den tredje og hidtil største festival skulle i gang, stod Snape Maltings i lys lue.

Britten selv kom sig aldrig rigtigt over katastrofen. Han havde haft bøvl med hjertet før og fik det nu igen. En kompliceret operation reddede ham for en stund, men ledte straks efter over i et lammende slagtilfælde.

Komponisten bag »War Requiem« og socialt indignerede operaer som »Peter Grimes« og »Billy Bud« døde i 1976. Modernismen havde mistet sit menneskelige ansigt.

Hvad branden egentlig skyldtes, fandt man aldrig ud af. De færreste på egnen taler om det. Folk holder tæt.

Men når man spørger arrangørerne af festivalen i dag, hører man rygter.

Om at den var påsat. Om at den var straf for en udåd, de lokale aldrig havde glemt: At komponisten og hans kæreste så nødigt ville vikles ind i Anden Verdenskrig og derfor flygtede til det solrige Californien i 1939.

Klodens mest klassebevidste samfund syntes ikke, man kunne være den slags bekendt. At herrerne var til herrer, havde folk affundet sig med. Men ikke at de skred fra isolation og blitzbomber.

De to herrer mærkede hurtigt det uheldige i deres disposition og vendte hjem bare tre somre senere.

Huset kom lige så hurtigt op igen. Lidt knofedt og masser af international opmærksomhed gjorde forskellen. Snape Maltings stod klar allerede året efter og har lige siden været et af det østlige Englands musikalske samlingspunkter.

Kendisser som violinvirtuosen Yehudi Menuhin og cellogeniet Mstislav Rostropovitj har musiceret i den gamle malthal. Vordende stjerner som pianisten Murray Perahia og guitarikonet Julian Bream slog deres første folder her.

Op mod hvert tredje hus på egnen er sommerbolig for pinger med penge.

Britten selv kom til verden for 100 år siden i Lowestoft bare et par kilometer væk. Hans barndomshjem kaldes Britten House og henligger i dag som et af områdets talløse overnatningsmuligheder.

»Halløj på badehotellet«

Om indehaveren er i familie med Basil Fawlty fra »Halløj på badehotellet« vides ikke med sikkerhed. Indretningen og den lidt billige istandsættelse kunne tyde på det.

Men man har stadig komponistens kæmpe gyngehest stående. Hesten rasler endnu i dag af det slik, Benjamin og hans søskende stak ned i maven på den.

Og man har stadig forældrenes ægteleje stående. Turisterne kan endda overnatte i møblet, hvis det skal være. »Benjamin Britten blev både undfanget og født i denne seng«, som talsmanden for det lokale musikselskab så følsomt udtrykker det.

Komponisten skulle siden berige verden med alt fra lette operaer som »En skærsommernatsdrøm« til de mere skæbnetunge som »Døden i Venedig« og »Peter Grimes«. Han skulle berige børnemusikken med vidunderlige sange og ældremusikken med skønne korværker.

Hvordan lokalområdet fejrer hans jubilæum? Den lokale landsbykirke danner en diskret, men gribende smuk ramme om festivalens ene hjørnesten, opførelserne af operaen »Noye’s flodde« fra 1961.

Hele rummet fra prædikestol og bagud er omformet til scene. Noah selv bor i et lille hus a la Pjerrot med pangfarver og snore til vasketøj.

Bibelhelten tænder for sin radio og hører så Gud berede ham på syndfloden. En hær af skoleklasser fra nærområdet erobrer scenen som fantastiske fabeldyr og bryder ud i sange fra de seneste måneders musiktimer.

Hvis det ikke lyder af meget, så jo. Man ser bænkede bedste- og værsteforældre med tårerne trillende ned ad kinderne.

»Min musik har sine rødder, hvor jeg bor og arbejder,« sagde han sommetider.

Evig kunst

Det føles så rigtigt alt sammen. Jo mere forankret i barndommen og det nære, jo mere evig og international bliver din kunst.

Og da Noahs kone træder til med sin manglende forståelse for mandens projekt, græder den tilrejsende musikpresse også: Hun synges af selveste Felicity Palmer - for længe siden stjerne på Metropolitan Opera i New York, i dag typisk bedstemor med stemmen i behold. Felicity Palmer i det diminutive gudshus på herrens mark! Et uforglemmeligt syn.

Festivalens publikum? En musikturist her og dér har vel sneget sig ind. Men langt de fleste tilhørere er bysbørn, landmænd og fiskere, elever og lærere fra skolen nede ad gaden. Ikke så få sad her også sidste gang, operaen blev spillet. Det var dengang, Britten selv stod ude i kirkeskibet og dirigerede.

Nuvel: Festivalens hovedsæde hedder fortsat Snape Maltings og ligger stadig midt i ingenting – men efterhånden med souvenirshop, tjekket østersbar og topmoderne faciliteter af den tekniske slags. BBCs svar på P2 har en studievært stående fast i foyeren og sender live fra hvert eneste pip. Spillestedet har en stemning af sportshal det ene sekund og avantgardestudie det næste.

Som da et pædagogisk geni stiller sig ned på scenen og dirigerer hele 100.000 skolebørn fra alverdens lande i en fødselsdagssang. Internetalderen er for længst kommet til Aldeburgh Festival.

Eller da det verdenskendte BBC Symphony spiller værker som »Spring Symphony« og en kosteligt komisk version af »Young Person’s Guide to the Orchestra«. At de 100 mand overhovedet kan finde indkvartering i lillebyen, fatter man jo ikke.

Selv den mentale omdannelse til avantgardestudie kan fylde salen til sidste plads. Fire unge diverterer med fødselarens allerførste strygekvartet og bringer sortsynet fra Anden Verdenskrig rystende tæt på.

Og man fortsætter. Den formelle fejring er forbi for i år, men fortsætter nu til sommer. Altså forudsat at den kunstneriske leder kan få finanserne på plads. Storbritanniens svar på Kunststyrelsen giver ti mio. kroner om året og forventer et lignende beløb hentet ind ved egen kraft.

Britiske ledere er i øvrigt kostskolede drenge med pandekrølle og generationer af velstand lejret ind i generne. Man kan genkende dem på lang afstand, selv i køen til næste buffet. Det slår aldrig fejl.

Festivalens overånd er Alan Britten, den store komponists for længst pensionerede nevø. Han åbner mange af arrangementerne og gør af gode grunde indtryk på alle.

»Onkel havde måske nok drømt om succes på sin hjemmebane,« siger han til Berlingske. »Men ikke at den ville komme så længe efter – og at den blev ved«.Succes på globalt plan har der været i årtier. Succes på hjemmefronten er altid en kamp. Benjamin Britten vandt det hele.