Den tidligere leder af den højreekstreme organisation English Defence League (EDL) Tommy Robinson er blevet anholdt, efter at et slagsmål brød ud ved en feriepark i den engelske by Bedfordshire.

Ifølge The Independent fortæller vidner, at Tommy Robinson (med det borgerlige navn Stephen Yaxley-Lennon) konfronterede en mand, før han slog ham i ansigtet.

Årsagen er ifølge Tommy Robinson selv, at den anden person var pædofil og havde lagt hånd på Tommy Robinsons otteårige datter.

Det lokale politi bekræfter hændelsen og fortæller, at de modtog et tip om en konflikt mellem to mænd søndag, og udtaler ligeledes til avisen:

»En mand pådrog sig en skade i ansigtet og modtog førstehjælp, da politiet ankom. En 37-årig mand fra Bedford er anholdt og under mistanke for overfald og er blevet varetægtsfængslet indtil den 2. april. Politiet efterforsker sagen.«

Manden, hvis navn ikke må nævnes

Tommy Robinson er aktiv på højrefløjen og arbejder for at begrænse indvandring i Storbritannien. Hans voldsomme islamkritik gav ham mere end 1.000.000 følgere på Facebook, og det fik det sociale medie til at stemple ham som hadprædikant på platformen.

Han har fortid som tidligere hooligan, leder af den stærkt islamkritiske gruppe English Defence League, og han er dømt for adskillige kriminelle forhold, herunder vold, forskellige former for svindel, besiddelse af stoffer – og så flere tilfælde af foragt for retten.

Og det ville Facebook tilsyneladende ikke finde sig i, for de ville ikke støtte eller hylde hadprædikanter, lød forklaringen fra Facebook. Det betød, at hans Facebook-profil med de mange følgere blev slettet. Det betød også, at opslag fra andre brugere, hvor ordene »Tommy Robinson« indgik alene eller i »forkert« kontekst, blev slettet. Personer kunne også risikere at få blokeret deres profil.

Grunden?

Kommunikationschef for Facebook i Norden Peter Münster forklarede til mediet Journalisten, at Facebook skal balancere mellem to forskellige hensyn. Det ene handler om hensynet til ytringsfriheden. Det andet handler om at undgå, at Facebook bliver en platform for angreb på minoriteter.

Men nogen må mere end andre, og Berlingske kunne senere fortælle, at folkevalgte politikere gerne måtte nævne den engelske islamkritikers navn, mens privatpersoner ikke måtte.

Tilbageholdte oplysninger i »Deadline«

Tommy Robinsons ytringer fortjente en pris, mente Trykkefrihedsselskabet, og i begyndelsen af januar mødte 100 demonstranter op foran Christiansborg med antifascistiske kampråb for at demonstrere mod netop dette.

DR inviterede også Trykkefrihedsselskabet og Tommy Robinson i »Deadline« til et interview om, hvorfor netop Tommy Robinson skulle have en pris for noget, der mødte kritik for at være fascistisk – og om Tommy Robinson kunne forstå, hvorfor Facebook slettede hans profil på grund af hans kriminelle forhold og ytringer.

I interviewet viste »Deadline«-værten Steen Nørskov et kort videoklip, hvori Tommy Robinson opsøger en vis Michael Stuchbery, der omtales som journalist ved britiske The Independent, på dennes bopæl natten mellem 3. og 4. marts 2019. I klippet kalder Tommy Robinson Stuchberry for en »kujon«, og fortæller, at han ikke længere vil kunne færdes i fred i området. Han fortæller også til nogle af Stuchberys naboer, at manden er »komplet underlig« og »interesseret i mærkelig sex«.

I »Deadline præsenterede Steen Nørskov det således:

»Han (Tommy Robinson, red.) jagter også journalister, der beskæftiger sig kritisk med ham selv,« siger DR-vært Steen Nørskov i interviewet med Aia Fog, formand for Trykkefrihedsselskabet.

Hun er ikke forberedt på spørgsmålet og kender hverken videoen eller konteksten:

»Et eksempel på det,« fortsætter Nørskov, »er, at han opsøger en reporter fra den britiske avis The Independent hjemme hos journalisten, som han påstår har opsøgt ham på samme måde. Prøv lige at se her«, hvorpå Robinson ses banke på Michael Stuchberys dør og vinduer, ligesom han også opgiver Stuchburys adresse.

»Er det en værdig måde for en prismodtager at opføre sig?« spurgte »Deadline«-vært Steen Nørskov Aia Fog, der tilkendegav, at »det da ikke ser fantastisk smart ud«.

Og så blev det Tommy Robinsons tur til at forklare sig. Det gik galt, og Berlingske kunne efterfølgende berette om, at DR ikke havde fortalt historien om, hvorfor Tommy Robinson mødte op på den britiske reporters adresse. Det vakte kritik, og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti ville efterfølgende have DR-værten fyret trods et armslængdeprincip om, at politikere ikke må blande sig i DRs redaktionelle linje.

Berlingske mødte også Tommy Robinson. Læs, hvordan det gik, her.

Artiklen er opdateret med Tommy Robinsons udlægning af sagen.