»Grotesk«, »en uskik« og »under al kritik«: Facebooks beslutning får politikerne op i det røde felt

Facebook vil give folketingspolitikere særlige vilkår, når det drejer sig om opslag om den britiske højreaktivist Tommy Robinson. Privatpersoner vil fortsat risikere at blive sanktioneret, hvis de gør det samme. Søren Espersen (DF) kalder beslutningen »grotesk« og Rosa Lund (EL) mener, at »det er stærkt problematisk, at Facebook går ind og indskrænker ytringsfriheden«.

»Jeg synes, det er grotesk. Det er meget, meget betænkeligt og meget underligt,« siger Dansk Folkepartis grundlovsordfører, Søren Espersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Facebook har besluttet, at danske folketingsmedlemmer fremover har videre rammer for, hvad de må skrive på det sociale medie, når det gælder opslag og kommentarer om den britiske højreaktivist Tommy Robinson.

Beslutningen kommer efter den seneste uges debat om, at private Facebook-profiler er blevet slettet efter at have nævnt den højreorienterede aktivist.

Nu slår Facebook fast, at privatpersoner risikerer sanktioner, hvis de nævner aktivistens navn. Det gælder bare ikke folketingsmedlemmer, oplyser Facebooks kommunikationschef, Peter Münster, til Berlingske.

Søren Espersen, DF

»Det er ved at udvikle sig til en farce.«


179 folkevalgte danskere har dermed større spillerum på det sociale medie, når det kommer til, hvad de må lægge op. Men det vækker bekymring på Christiansborg.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, kalder beslutningen for »creepy«, og grundlovsordfører for DF, Søren Espersen, er bekymret over forskelsbehandlingen.

»Jeg synes, det er grotesk. Det er meget, meget betænkeligt og meget underligt. Det er ved at udvikle sig til en farce, og jeg ved, at der er mange, der synes, at det, der foregår omkring Facebook, er under al kritik. Især hele censurdelen, hvor man ikke rigtig ved, hvilke mennesker der træffer beslutningerne. Hizb ut-Tahrir har stadig en Facebook-side, og det er uforståeligt for almindelige danskere, at sådan nogle organisationer gerne må være der, men helt almindelige fru Jensen i Varde må ikke, fordi hun kommer til at skrive »Tommy Robinson«​. Det er fuldstændig latterligt,« siger han.

Danske politikere er bekymrede over Facebooks beslutning om, at kun folketingsmedlemmer må omtale den højreorienterede aktivist Tommy Robinson uden risiko for at blive sanktioneret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix.

Hos Enhedslisten er man også skeptisk over for Facebooks beslutning, siger partiets rets- og demokratiordfører, Rosa Lund.

»Det er stærkt problematisk, at Facebook går ind og indskrænker ytringsfriheden. Det blokerer for den demokratiske debat, som vi også bruger Facebook til. Vi bruger det jo som et virtuelt forsamlingshus, og der skal der selvfølgelig også være ytringsfrihed. Det burde være sådan på Facebook, at ytringsfrihedens begrænsninger ligger der, hvor straffeloven starter,« siger hun.

Ifølge Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, kan Facebooks beslutning give politikere eneret til nogle politiske debatter.

»Hvis der er nogle, der må sige bestemte ord og ting, så kan det få den betydning, at der er nogle debatter, der kun kan foregå på politikernes side, fordi det er dem, der skriver de ord. Jeg ved ikke, om jeg er enig i, at det er en debat, der kun må foregå inde på en politisk side. Politikere har jo en udvidet adgang til ytringsfriheden, men jeg synes ikke, den skal stå og falde med bestemte ord. Det synes jeg ikke kan være rigtigt,« siger han.

En større diskussion

Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus kalder det »noget pjat«, at private Facebook-brugere risikerer sanktioner, mens folketingspolitikere frit kan sætte Tommy Robinson til debat. Han mener samtidig, at Facebooks vilkår kræver en større diskussion.

»Der er særlig ytringsfrihed for politikere i forbindelse med folketingsarbejdet, men jo kun i relation til det. Det vil sige, at jeg jo også kan blive dømt for injurier eller racisme. Så grundlæggende set synes jeg, det er noget pjat. Det er en uskik, og det bliver hurtigt mærkeligt. Der er noget principielt i det, for loven er jo lige for os alle sammen. Med det sagt er Facebook jo en privat virksomhed, som forsøger at manøvrere i et dilemmafyldt farvand og finde ud af, hvordan de skal håndtere, de ytringer der kommer. Det er meget relevant at få en større diskussion om det,« siger han.

»Jeg er generelt bekymret for den magt, som et privat firma som Facebook har over vores ytringsfrihed,« siger Enhedslistens rets- og demokratiordfører, Rosa Lund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Rosa Lund (EL) er enig i, at det er på sin plads at diskutere, hvilken magt Facebook besidder, og hvordan firmaet vælger at forvalte den.

»Jeg er generelt bekymret for den magt, som et privat firma som Facebook har over vores ytringsfrihed. Vi ser det ikke kun i sagen med Tommy Robinson. Vi har også set pro-kurdiske sider, der er blevet lukket, og vi ser, at den kvindelige brystvorte bliver censureret væk. Samtidig ser vi, at når der er behov for, at Facebook går ind og blander sig, hvis en ung pige for eksempel har fået delt et krænkende billede, så går der lang tid, før de fjerner det. Det er jo mærkeligt. Vi mangler en større diskussion om, hvordan vi stiller krav til de firmaer, der har digitale platforme,« siger hun.

Jeppe Bruus (S), retsordfører

»De har en helt utrolig magt, men det er vigtigt at huske, at det er en privat virksomhed, som vi selv opererer på.«


Ifølge Jeppe Bruus (S) skal politikerne i samarbejde med Facebook diskutere, hvilke spilleregler der skal gælde for det sociale medie.

»De har en helt utrolig magt, men det er vigtigt at huske, at det er en privat virksomhed, som vi selv opererer på, og det kan vi vælge at lade være med. Men de får en enorm magt i de her år, og derfor kan de heller ikke stå alene med at håndtere det. Derfor må vi finde ud af, hvor de grænser skal gå. Jeg oplever jeg faktisk også, at de er imødekommende over for at drøfte til en vis grænse,« siger han.

Søren Espersen (DF) vil i højere grad undersøge, hvorvidt Facebooks beslutning strider imod dansk lovgivning.

»Det, vi skal have undersøgt, er, om det, de gør, strider mod dansk lovgivning og det, der hedder ånden i lovgivningen. Hvis de går helt uden om det, der er normal dansk skik, så har man mulighed for at få det standset, sådan at de må indordne sig efter dansk lovgivning: At alle må skrive, hvad de vil, bare man ikke opfordrer til vold,« siger han.