DR undlod at oplyse om baggrunden for islamkritikeren Tommy Robinsons chikane af modstander

Et interview med den britiske islamkritiker Tommy Robinson i »Deadline« har skabt tvivl om troværdigheden af DR-programmet. For DR undlod at fortælle hele historien om Tommy Robinsons chikanerende metoder. Berlingske forsøger her at fortælle historien om, hvorfor Tommy Robinson troppede op hjemme hos en af sine modstandere og var chikanerende over for ham.

Et TV-interview med den islamkritiske aktivist Tommy Robinson har skabt stor politisk ståhej samt et DF-krav om fyring af en navngiven DR-journalist. Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Da studievært Steen Nørskov på DR2-programmet »Deadline« forrige lørdag afkrævede formanden for Trykkefrihedsselskabet en forklaring på, hvorvidt den voldsdømte britiske islamkritiker Tommy Robinson var en værdig modtager af selskabets ytringsfrihedspris, når han nu chikanerede kritiske journalister, undlod DR at redegøre for forhistorien til – og dermed nogle af de mulige årsager til – Robinsons vrede opførsel.

Det kan Berlingske oplyse efter at have gennemgået en række videoer, skærmbilleder, opdateringer på sociale medier og e-mail om forløbet.