Vaccine mod modermærkekræft kan angiveligt lande om få år
Den mest alvorlige og aggressive form for hudkræft kan måske bekæmpes om kun to år ifølge lægemiddelproducent.

Den mest alvorlige og aggressive form for hudkræft kan måske bekæmpes om kun to år ifølge lægemiddelproducent.

Antallet af personer der får kræft i huden har været stigende i flere år.
I august kunne Berlingske berette, at Danmark er det land, hvor flest unge bliver ramt af modermærkekræft. Det viser de nyeste tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
I 2020 var der på verdensplan omkring 325.000 nye tilfælde af modermærkekræft og 57.000 dødsfald.
Det håber lægemiddelvirksomhederne Moderna og Merck at kunne ændre på med en vaccine, der skal øge overlevelseschancerne hos patienter med modermærkekræft.
De har i et nyt forsøg haft held med dette hos en gruppe patienter med modermærkekræft i stadie III or IV, hvor risikoen for tilbagevenden ellers kan være stor.
Det fortæller administrerende direktør i Moderna, Stephane Bancel, i en udtalelse til CNN.
Forskerne har fulgt 157 patienter for at se, om modermærkekræften var vendt tilbage tre år efter, at de fik den fjernet.
Resultaterne viste angiveligt, at de patienter som fik vaccinen i kombination med immunterapi havde hele 49 procent lavere risiko for død eller tilbagevendende kræft sammenlignet med dem, der ikke havde fået vaccinen, men blot havde modtaget immunterapi. Og ved en to-årig opfølgning var risikoen reduceret med 44 procent.
Modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder mellem 15 og 34 år. Samtidig skønnes hver 10. tilfælde at være forårsaget af solariebrug.
En ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse viser, at hele 23 procent af unge mellem 15 og 19 år har været i solarium inden for det seneste år. Det sker, selv om eksperter i årevis har advaret om sammenhængen mellem den kunstige uv-stråling og risikoen for at udvikle kræft.
Ifølge Moderna udvikles deres vaccine ved at kortlægge og udpege de særlige mutationer i kræfttumorens arvemasse hos hver enkelt patient, så behandlingen på den måde skræddersyes.
Forsøget er forholdsvist lille, men virksomheden planlægger at udføre en større undersøgelse med tusinder af mennesker i 2024.
Stephane Bancel fortæller yderligere til CNN, at de forbereder sig på en potentiel hurtig godkendelse af den individualiserede behandling så snart som i 2025, og at virksomheden bygger en ny kommerciel produktionsfabrik i Massachusetts for at være klar.
Resultaterne fra Modernas nylige forsøg er ikke blevet offentliggjort i et videnskabelig tidsskrift og har dermed ikke gennemgået peer-review, som er en del af kvalitetssikringen af videnskabelige undersøgelser.