Jeg vil leve, jeg vil dø, på min lysegrønne ø
så kan verden sejle i sin egen sø
Drømmen om den øde ø er en klassiker i det moderne samfund. Robinson Crusoe, Fluernes Herre, Styrmand Karlsens Flammer; realiseringen af den ultimative isolation findes i mange versioner, men der er to hovedstrømninger: Den hvor man selv har skåret båndene til alle de andre fjolser, og den, hvor man har fået placeret dem, man virkelig ikke kan holde ud.
Den sidste version - man kunne kalde den Alcatraz-modellen - har flere gange været et tema i dansk anti-integrationspolitik, og nu er den endelig blevet en realitet: Ud for Møn ligger en lille mørkegrøn klat jord ved navn Lindholm, der hidtil har været brugt til dyremedicinske eksperimenter. Men med lidt udluftning og for den beskedne sum af 758 millioner kroner, skulle den være klar til at tage imod de indvandrere, vi allermest ikke vil have: De kriminelle udviste og dem på tålt ophold.
Nyheden i finanslovsforliget vakte forventelig røre blandt menneskerettighedstyper, fakkeltogsgængere og andet venstrefløjs-godtfolk. Men heller ikke i regeringens bagland var begejstringen overstrømmende. Det virker nemlig lidt som om, at ø-drømmerne samtidig regnede med, at folk på øen skulle svømme ind på Papillon-vis eller selv udhule en ege med forhåndenværende værktøj, men sådan er det jo altså ikke i den moderne verden: Der kommer til at gå en færge ind til Stege. Dagligt endda.
Udsigten til øget passagertrafik og 42 nye statslige arbejdspladser i Vordingborg var ikke noget der huede den lokale borgmester - tværtimod. Mens Venstres normale hardhitter Marcus Knuth, der ellers var en varm fortaler for den øde ø, pludselig syntes, at 758 millioner kroner var et forfærdeligt spild af statens penge, når ø-lejren nu skulle ligge i hans egen storkreds. Var det egentlig en gevinst?
Det samme kunne man spørge om i forbindelse med andre politiske tiltag. Paradigmeskiftet - som DF også fik ind i Finansloven, og som ingen helt ved, hvad betyder, bortset fra at det er noget med at flygtninge skal hurtigst muligt hjem igen. Det skulle de godt nok i forvejen, og til baggrund for beslutningen var det ikke lykkedes de ædruelige embedsmænd at fremskaffe et konkret eksempel på, hvad ændringerne vil betyde. Men paradigmeskiftet er en realitet.
Et andet område, hvor det ligger lidt uklart med konsekvenserne, er FNs migrationspagt. Her er der lidt problemer med, at pagten udfordrer vores ytringsfrihed og opfordrer til, at vi skal være meget mere multikulti, end vi har lyst til. Men det er ligemeget, for vi behøver slet ikke at rette os efter pagten, som til gengæld vil gøre det lettere at sende afviste asylansøgere hjem. Og der bliver bedre plads på øen.
Hvorfor de varme lande skal rette sig efter pagten, når vi ikke har tænkt os at gøre det, står ikke helt klart, men man fornemmer, at den klassiske udenrigsdoktrin slår igennem: som et lille land gør vi bedst i at følge flokken, og så snige vores egne holdninger ind alligevel. For Danmark er jo ikke en ø - slet ikke udenrigspolitisk.
Storbritannien, derimod, er en ø - eller flere faktisk - og med Brexit kan den stolte nation blive isoleret på flere måder end den fysiske. Det med isolation, det er noget, premierminister Theresa May kender til efter en uge, hvor det britiske parlament hev al ære og værdighed fra hende og det meste af magten oveni. Der er gået sur hønserøv i »the stiff upperlip«, og man kan ikke frigøre sig fra et indtryk af, at en vis nederlagsstemning breder sig på de britiske øer.
Den er vi også tæt på at nå i den danske december-hyggetradition, kvindehåndbold, der efter en fin start er tilbage på det jævne. Hvor der er løbet mange nederlagstårer i harpiksen, siden de jernhårde ladies med Anja Andersen i forne tider sad på verdens håndboldtrone - hvilket dengang mest dækkede over Norge og Østeuropa.
Der er dog et sted, hvor vi altid har kunnet være sikre på en førsteplads: Skattetrykket. Men også den position mistede vi i ugens løb - til Frankrig, og det var endda selv om Macron har trukket sine revolutions-skabende benzinafgifter tilbage.
Går det som opinionsanalyserne siger, så skal vi nu nok få den førsteplads tilbage. Der er nemlig noget umoralsk ved at tjene mange penge, forstår man på Mette Frederiksen og co, som gerne vil tage toppen af de private investorers indtjening, hvis de kommer til magten. At det kunne gå ud over iværksætternes lyst til at sætte ting i gang, blev i denne uge afvist af S som et typisk eksempel på, at de rige bare prøver at slippe afsted med at give mindre til fællesskabet.
Selv om det ikke nødvendigvis er ø-lejr, så har lejr-tænkningen - det er dem eller os - godt fat i dagens politik, og det har vores allesammens yndlingsemne, Donald Trump, leveret rigeligt af. På det seneste har han dog været nærmest statsmandsagtig - nået resultater til et topmøde, forsøgt at udbedre diverse kriser med Kina, sagt myndige ord om yndlingsdiktatoren og atomsnydepelsen Kim Jung-un - det er, som om han er på en ø af fornuft med begrænset adgang til Twitter. Lidt foruroligende, men spændende at følge.
