Den britiske regering har på kort tid tirsdag aften lidt to nederlag, som uden tvivl vil skrive sig ind i historiebøgerne. Og som næsten alting i øjeblikket på De Britiske Øer, så handler det om Brexit.
Først kendte et flertal i det britiske parlament regeringen i foragt for parlamentet og med risiko for, at ministre kunne blive suspenderet. Derefter – og endnu mere politisk alvorligt – besluttede parlamentet at tage styringen over Brexit-processen.
Begge dele er historiske nederlag til en britisk regering. Det er første gang nogensinde, at en regering bliver kendt i foragt for parlamentet, og det er også en sjældenhed, at et flertal uden om en britisk regering beslutter sig for at tage tøjlerne i en proces som Brexit.
May taber kontrol
De to nederlag har i princippet ikke noget med hinanden at gøre, men i praksis har de alt med hinanden at gøre. De handler om, at premierminister Theresa May og hendes regering har mistet taget om Brexit. Og at parlamentet – og et flertal uden om regeringen – nu har kontrollen.
Det kan få alvorlige følger for Brexit, og det er her, at det andet nederlag er det mest vidtrækkende. For på tirsdag ventes Theresa Mays skilsmisseaftale med EU at komme til afstemning i parlamentet, og hun ventes at lide et omfattende nederlag. I værste fald kan hun tabe med over 200 stemmer.
EU har tidligere sagt, at briterne ikke har mulighed for at komme tilbage til Bruxelles og nyforhandle skilsmisseaftalen. Der er lukket fra europæisk side, og beslutningen ligger nu på den britiske side af Kanalen.
Efter det forventede nederlag på tirsdag vil Theresa May have 21 dage til at komme med et nyt forslag – lad os kalde det et forslag B – som hun kan forsøge at få vedtaget i parlamentet. Indtil nu har parlamentet kunne stemme »ja« eller »nej« til plan B, men det er her, at dagens nederlag er så vigtig. For parlamentet har vedtaget, at det i diskussionen om plan B kan komme med ændringsforslag, og det betyder i praksis, at parlamentet derefter overtager styringen med Brexit.
F.eks. kan et flertal i parlamentet vedtage, at de ønsker en Norge-løsning – medlemsskab af frihandelsorganisationen EFTA og EØS-aftalen om adgang til det indre marked – og de kan på den måde styre processen. Eller de kan bestemme, at de vil have en ny folkeafstemning om EU. Eller, at de under ingen omstændigheder vil have en hård Brexit, en såkaldt no deal. Der er et klart flertal i parlamentet mod en hård Brexit.
Det er med andre ord et magtgreb fra parlamentets side, og Theresa May tabte afstemningen med relativt sikre stemmetal. Med 321 stemmer imod regeringen og 299 stemmer for.
Herunder – nogle af de tunge konservative parlamentarikere, bl.a. Mays egen tidligere vicepremierminister Damien Green stemte imod hende.
Foragt
Og det første nederlag handler også om hvem, der har magten – beslutningen om at kende regeringen i foragt for parlamentet.
Regeringen har indtil nu hårdnakket nægtet at offentliggøre sin juridiske baggrundsrapport for skilsmisseaftalen med EU, bl.a. fordi rapporten kan afsløre detaljer, som vil skade regeringen i dens kamp for at få aftalen gennem parlamentet.
Og også fordi aftalen kan indeholde taktiske overvejelser om, hvordan briterne på den mellemlange bane kan tackle de andre EU-lande.
Et flertal i parlamentet har ikke desto mindre krævet at få rapporten offentliggjort, og da justitsminister Geoffrey Cox tirsdag stadig nægtede, truede flertallet med et kende regeringen i foragt for parlamentet.
May og hendes ministre troede tilsyneladende, at de kunne skyde sagen til hjørne, bl.a. håbede de på et forslag om at sende spørgsmålet til behandling i et parlamentsudvalg.
Men som dagen skred frem, blev regeringen og dens parlamentariske »indpiskere« mere og mere desperate og greb til obstruktionsteknikker i parlamentet for at trække tiden – mens de arbejdede på at overbevise parlamentarikerne om at stemme med regeringen. Bl.a. brugte de den langsnak-taktik, som amerikanerne kalder en filibuster, hvor støtter rejser sig og taler længe og om alt muligt for at vinde kostbare minutter. Men uden held. Kort efter klokken 18 dansk tid faldt stemmetallene som brosten på regeringen.
Kort efter gav regeringen sig og oplyste, at den vil offentliggøre baggrundsrapporten, onsdag.
De to nederlag på kort tid understreger to vigtige kendsgerning: At regeringen ikke har et flertal, som den kan regne med i parlamentet, og at det nu er parlamentet og ikke regeringen, som styrer Brexit.
