Roberto Sitsofe skal nu alligevel ikke pakke sit danske liv gennem 24 år og sin lejlighed i Brøndby sammen og forlade landet.
Det oplyser Udlændingenævnet i et brev til hans advokat, Jytte Lindgård:
»Udlændingenævnet har efter omstændighederne tillagt din klage over Udlændingestyrelsens afgørelse opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, således at din klient herefter har ret til at blive her i landet, indtil Udlændingenævnets afgørelse foreligger.«
33-årige Roberto Sitsofe er uddannet murer og kom i problemer, da han tog et sabbatår, før han skulle begynde på en videregående uddannelse som bygningskonstruktør.
Han havde gennem ti år som murer sparet penge sammen til at besøge sit fødeland Togo i Vestafrika på sin første længerevarende udlandsrejse i sit voksenliv.
Men rejsen endte med at blive længere end planlagt – først forlængede han turen for at deltage i en begravelse, så fik han malaria og måtte indlægges, og siden blev flyafgang efter flyafgang til Danmark aflyst på grund af udbruddet af coronavirus.
Da han landede i København, fik han besked af politiet om, at hans danske opholdstilladelse automatisk efter mere end 12 måneders sammenhængende udlandsophold bortfaldt.
Den regel kendte Roberto Sitsofe ikke til, sagde han fredag i et interview til Berlingske:
»Jeg har mange kammerater, som rejser og tager orlov. Det er ikke … Jeg ser ikke mig selv som ikkedansk, så jeg havde slet ikke tænkt tanken. Efter 24 år i det her land spekulerer jeg ikke dagligt over, at der gælder særlige regler for mig. I mit hoved var jeg jo bare på vej hjem.«
Gennem sin advokat, Jytte Lindgård, klagede Roberto Sitsofe over annulleringen af opholdstilladelsen med en formodning om, at han – fordi han har levet 24 år i Danmark – kunne få lov at blive i landet, mens klagen blev behandlet.
Men 22. januar fik han i et brev fra myndighederne én måned til at forlade Danmark.
»Jeg var barn her, jeg blev teenager her, og jeg er uddannet her … Det her er hele min verden, hele mit liv. Alt, jeg har, er her,« sagde han fredag.
Misinformation fra nævnet
Mandag i denne uge skulle Roberto Sitsofe altså have forladt Danmark, men i sidste øjeblik gav Hjemrejsestyrelsen ham på grund af coronasituationen tilladelse til at blive i landet til fredag, hvor der gik et mere direkte fly til Togo.
Men tirsdag – altså dagen efter at Roberto Sitsofe egentlig skulle have forladt Danmark – skriver Udlændingenævnet i et brev til hans advokat, Jytte Lindgård, at nævnet »skal beklage, at du telefonisk fik oplyst 18. februar 2021, at klagen ikke kunne tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen«.
Dermed har Roberto Sitsofe nu tilladelse til at blive i Danmark, mens Udlændingenævnet behandler hans klagesag om den bortfaldne opholdstilladelse. Nævnet oplyser i brevet til advokaten, at den forventede sagsbehandlingstid er 14 måneder.
»Jeg er meget, meget glad. Selvfølgelig synes jeg, det er en rigtig afgørelse. Jeg er bare enormt ked af, at jeg ikke kunne have fået den afgørelse i sidste uge, og at jeg – da jeg kontaktede nævnet torsdag den 18. februar – fik at vide, at der var et brev på vej, og at der stod i det brev, at han ikke ville få lov at blive her, mens sagen bliver behandlet,« siger advokat Jytte Lindgård, som i første omgang ventede forgæves på det omtalte brev.
»Jeg ved, at det er vigtigt at få tingene på skrift. Men da brevet ikke kom, måtte jeg jo holde mig til Udlændingestyrelsens afgørelse om, at han skulle være ude af landet den 22. februar,« siger advokaten, som vil undersøge nærmere, hvad der er sket.
»I øjeblikket ved jeg ikke, hvad der er gået galt med den misinformation. Det vigtigste for mig i dag er, at min klient får lov at blive i landet, men jeg vil prøve at finde ud af, hvad der er sket, så det ikke sker igen. For det her har været omkostningskrævende, både økonomisk og menneskeligt,« siger Jytte Lindgård.
Berlingske spurgte med en fuldmagt fredag Udlændingenævnet, hvad begrundelsen var for ikke at lade Roberto Sitsofe blive i landet, mens hans klagesag blev behandlet. Tirsdag lyder svaret:
»Udlændingenævnet vurderede i går på ny, om Roberto Sitsofes klage kunne tillægges opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, blandt andet på baggrund af nye oplysninger fra hans advokat. Efterfølgende blev Roberto Sitsofes advokat i går meddelt, at Roberto Sitsofe har ret til at blive i Danmark, mens Udlændingenævnet behandler klagesagen.«