Velkommen til lørdagens overblik.
Et overblik, der til at begynde med maner til besindighed blandt de mange forældre i København, der ser frem til snart at kunne aflevere deres børn i daginstitution igen.
Men inden da et kort overblik over de seneste tal for coronaepidemien herhjemme og i udlandet.
Bekræftede smittede: 7.073
Indlagte: 350
Indlagte på intensiv: 93
Heraf i respirator: 74
Antal døde: 336
Bekræftede smittede verdensplan: 2.244.303
Døde verdensplan: 154.2019
Mere om de danske tal her og de internationale tal her.
»Vi har en stor kommunikationsopgave«
Godt nok vil så godt som alle Københavns Kommunes daginstitutioner være åbne mandag.
Normalt er der omkring 34.000 daginstitutionspladser til stort lige så mange indskrevne børn.
Men som det så ud fredag, vil kun cirka 16.000 daginstitutionspladser være åbne mandag, skriver Berlingske.
Dermed vil mange forældre heller ikke fra på mandag have mulighed for at få passet deres børn.
Det viser et overblik over den »sundhedsfaglige normering«, som det hedder, pga. den fortsatte risiko for spredning af covid-19.
Områdechef for Østerbro og Indre By, Morten Østergaard Jensen, bekræfter, at ikke alle forældre kan få passet deres børn.
»Vi har en stor kommunikationsopgave over for forældrene. Når man skærer 50 procent af kapaciteten, så kan vi jo ikke bare genåbne for alle dem, der gerne vil have passet deres børn,« siger han.
Ifølge kommunen kan forældre, der passer deres børn hjemme, anmode om orlov og betalingsfrihed.
Antallet af pladser udvikler sig dag for dag i takt med, at Københavns Kommune finder flere kvadratmeter.
»Uanset hvor mange ekstra lokaler man kan finde, så er det imidlertid vigtigt at understrege, at så længe sundhedsmyndighederne stiller krav om både fordoblet plads og markant mindre børnegrupper, vil det ikke være muligt at sikre plads til pasning af alle børn,« lød det fredag fra kommunen.
Midt i en hverdag med udgangsforbud
I Spanien har også børnefamilier udgangsforbud pga. coronapandemien, og det er for alvor begyndt at tære på såvel forældre som børn, beretter Berlingskes korrespondent.
En familiefar, Henry de Laguérie, fortæller om »hele situationen med at være indespærret på ubestemt tid«.
»Mine børn kan simpelthen ikke holde til det længere, og jeg er begyndt at tage dem med ud en gang om dagen, selv om det er forbudt. Får jeg bøder, må jeg så bare betale,« siger han.
Det kan blive dyrt.
Dels fordi det ifølge det spanske indenrigsministeriums seneste cirkulære koster op til 1.500 euro eller godt 11.000 kroner. Dels fordi lempelser af det totale udgangsforbud for børn i endnu har lange udsigter, mens skolerne efter al sandsynlighed først åbner igen til september.
Spanien har Europas strengeste regler i forhold til udgang. Selv i Italien har børnene nu i et par uger dagligt haft lov til en times leg i det fri. Efter seks ugers karantæne begynder indespærringen at få konsekvenser, især i de spanske småbørnsfamilier.
Henry de Laguérie beskriver, hvordan »børnene begynder at blive deprimerede«.
»De er holdt op med at sove regelmæssigt og er helt hvide, fordi de ikke kommer ud,« siger han.
Spaniens cirka 188.000 registrerede smittetilfælde er det højeste antal i Europa, og da epidemien for alvor tog fart midt i marts, voksede dødstallet hurtigere end noget andet sted i verden. På den baggrund har regeringen og dens eksperter god grund til at gå forsigtigt frem i udfasningen af karantænen. Det vurderer lektor i præventiv medicin på universitetet i Lleida og formand for de spanske epidemiologers forening, Pere Godoy.
Døde på plejehjem
Fredag kom det frem, at 12 coronasmittede beboere på Københavns største plejehjem, Sølund, er døde.
Samtidig er 15 medarbejdere testet positive for covid-19.
I et interview med Berlingske forklarer sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling (SF), at smitten har bredt sig på Sølund før restriktionerne i kampen mod coronavirus trådte i kraft 13. marts.
Hun fortæller, at Sølund er blevet inddelt i zoner for at forebygge smitte.
»Vi har isoleret borgerne, så snart de har udvist tegn på smitte,« siger hun:
»Men det har været et stort problem, at vi ikke tidligt i forløbet har kunnet få testet beboere og personale. Der kan have været raske smittebærere blandt dem.«
Ifølge borgmesteren er »det klart, at vi skal have testet så mange beboere og ansatte som muligt«.
»Så vi kan opdage både dem med symptomer, men også de raske smittebærere,« fortæller hun.
Ansatte lod plejehjemsbeboere ligge og dø
Dagens overblik afsluttes af med en forfærdelig historie fra Canada.
Det er nemlig kommet frem, at de ansatte på et plejehjem har forladt beboerne.
Flere uger senere fandt man de ældre liggende i deres egen afføring, mens adskillige også havde mistet livet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Sundhedsmyndighederne opdagede den forfærdelige situation på plejehjemmet i slutningen af marts. Der var kun to ansatte tilbage, der skulle tage sig af hjemmets 130 beboere. Flere af de ældre var dehydrerede, udsultede, nogle havde slået sig og to havde mistet livet, uden at nogen havde bemærket det. Siden da har flere af de ældre mistet livet.
Plejehjemmet efterforskes nu for alvorlig forsømmelse.
Dagens tal: Beskæftigelsesministeriet offentliggør hver dag klokken 10.00, hvor mange danskere der har meldt sig ledige dagen forinden. Tallene kommer dagligt på grund af coronakrisen.
Dagen i dag (1998): Anders Fogh Rasmussen vælges til partiformand for Venstre.
Dagen i dag (1983): En selvmordsterrorist kører en bil med sprængstof mod USAs ambassade i Beirut, 91 omkommer, og 130 kvæstes.
Dagen i dag (1923): Forfatter Leif Panduro, fødes (død 1977).



